Ordspråkene 6:27
Mon Nogen kan tage Ild i sin Barm, saa at hans Klæder skulde ikke brændes?
Mon Nogen kan tage Ild i sin Barm, saa at hans Klæder skulde ikke brændes?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
28Mon Nogen kan gaae paa Gløder, saa at hans Fødder skulde ikke brændes?
29Saa (gaaer det) ham, som gaaer ind til sin Næstes Hustru; Ingen skal holdes uskyldig, som rører ved hende.
30Man foragter ikke en Tyv, om han stjæler for at fylde sin Sjæl, efterdi han er hungrig.
24at bevare dig fra en ond Qvinde, fra en fremmed Tunges Glathed.
25Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.
26Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.
6Om Ild farer ud og rammer paa Torne, og Negene fortæres, eller det staaende Korn, eller Ageren, da skal han visseligen betale, som optændte den Brand
20Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?
18Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
27En Belials Mand bereder Ulykke, og paa hans Læber er som en brændende Ild.
21(Som) Kul høre til (at optænde) Gløder, og Træer til (at gjøre) Ild, saa (kommer) en trættekjær Mand til at optænde Kiv.
18Som en Galen, der kaster Gnister, Pile og dødelige (Skud),
21Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.
32Men den, som bedriver Hor med en Qvinde, (ham) fattes Forstand; den, som vil fordærve sin Sjæl, han, han maa gjøre det.
33Han skal finde Plage og Skam, og hans Skjændsel skal ikke udslettes.
34Thi Mandens Hastighed er en Nidkjærhed, og han skal ikke spare paa Hevnens Dag.
6Sæt mig som et Indsegl paa dit Hjerte, som et Indsegl paa din Arm, thi Kjærlighed er stærk som Døden, Nidkjærhed er haard som Helvede; dens Gløder ere gloende Gløder, Herrens Lue.
7Mange Vande kunne ikke slukke Kjærligheden, ei heller Strømme overskylle den; om Nogen vilde give alt sit Huses Gods for Kjærlighed, man skulde dog aldeles foragte ham.
13Tag hans Klædebon, som borgede for en Fremmed, og tag Pant af ham for en ubekjendt (Qvindes) Skyld.
14Og tager en Mand en Qvinde og hendes Moder, det er en Skjændsel; de skulle brænde ham med Ild, ja dem (begge), og der skal ikke være (nogen) Skjændsel iblandt eder.
16(Hver), som søger at skjule hende, vil skjule Veir, og i sin høire Haand (gjemme) Olie, (som dog) raaber.
5Saaledes er og Tungen et lidet Lem, men pukker storligen. See, en liden Ild, hvor stor en Skov antænder den!
6Ogsaa Tungen er en Ild, en Verden af Uretfærdighed. Saaledes er Tungen sat iblandt vore Lemmer; den besmitter det ganske Legeme og optænder Livets Løb, og er optændt af Helvede.
19Ørnens Vei i Himmelen, Slangens Vei paa en Klippe, et Skibs Vei midt i Havet, og en Mands Vei til en Jomfru.
20Saa er en Horkones Vei: Hun aad og afviskede sin Mund, og sagde: Jeg haver ikke gjort Uret.
12Thi det er en Ild, hvilken fortærer til Fordærvelse, og skulde have oprykket med Rod alt mit Indkomme.
5Troer ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en Fyrste; vaer din Munds Døre for hende, som ligger i dit Skjød!
14See, de vare som Halm, en Ild haver opbrændt dem, de kunde ikke redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved, (eller) en Ild at sidde for den.
14Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
16Naar En bliver Borgen for en Fremmed, tag hans Klæder, og tag Pant af ham for de Ubekjendte.
4See, det er givet til Ilden, til at fortære; (naar da) Ilden fortærer begge Ender derpaa, og det Midterste deraf brændes, mon det skulde due til (nogen) Gjerning?
11Ogsaa, naar To ligge (sammen), da have de Varme, men hvorledes kan Een alene blive varm?
20Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
29Thi og vor Gud er en fortærende Ild.
26Og jeg fandt (en Ting) beskere end Døden, en Qvinde, hvis Hjerte var (som) Jægergarn og (som) Fiskergarn, (og) hvis Hænder vare (som) Baand; den, som er god for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende.
6Paa det du ikke skal overveie Livets Sti, (da) ere hendes Veie ustadige, at du ikke kan kjende (dem).
6Søger Herren, saa skulle I leve, at han skal ikke komme heftig over Josephs Huus som en Ild og fortære, og der skal Ingen være, som udslukker i Bethel;
13og en Mand ligger hos hende med Sæd, og det bliver skjult for hendes Mands Øine, og bliver dulgt, at hun er bleven ureen, og der er intet Vidne mod hende, og hun er ikke greben (derudi),
5at den (maa) bevare dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
32(men du var som) en Horkone, der tager Fremmede i sin Mands Sted.
8Lad din Vei være langt fra hende, og kom ikke nær til hendes Huses Dør,
4Og du skal tage ydermere af dem, og kaste dem midt i Ilden, og opbrænde dem i Ilden; deraf skal udkomme en Ild til alt Israels Huus.
3Thi den fremmede (Qvindes) Læber dryppe (som) Honningkage, og hendes Gane er glattere end Olie.
11See, I alle, som optænde en Ild, som omringe eder med Gnister, vandrer I (kun) i eders Ilds Lys og ved Gnister, som I have optændt; (dog) dette skal skee eder af min Haand: I skulle ligge i Smerte.
9Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.
10Og see, en Qvinde mødte ham i Horesmykke og forborgen i Hjertet.
24Hav ikke Selskab med en vredagtig Mand, og kom ikke til en hastig Mand,
23(Som) et Skaar, der er overdraget med Sølvskum, (saa) ere brændende Læber og et ondt Hjerte.
9Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
31Og den Stærke skal blive til Blaar, og hans Gjerning til en Gnist, og de skulle begge brænde tillige, og der skal Ingen være, som udslukker.