Forkynneren 4:11
Ogsaa, naar To ligge (sammen), da have de Varme, men hvorledes kan Een alene blive varm?
Ogsaa, naar To ligge (sammen), da have de Varme, men hvorledes kan Een alene blive varm?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.
9(Saa er jo) bedre To end Een; thi de have en god Løn af deres Arbeide.
10Thi dersom de falde, kan den Ene opreise sin Staldbroder; men vee den, som er ene! naar han falder, er der ingen Anden til at opreise ham.
12Og om Een vilde overvælde ham, kunde To staae imod ham; og den tredobbelte Traad sønderrives ikke hasteligen.
16For dens Høihed grue de Stærke; fordi den sønderbryder (Alt), rense de sig fra Synd.
17Antaster (Nogen) den med Sværd, (da) bestaaer det ikke, (ei heller) Spyd, Kastegevær eller Pantser.
3Mon to kunne gaae tilsammen, om de ikke ere eens med hverandre?
27Mon Nogen kan tage Ild i sin Barm, saa at hans Klæder skulde ikke brændes?
28Mon Nogen kan gaae paa Gløder, saa at hans Fødder skulde ikke brændes?
18Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er for sig alene; jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham.
11Formaner derfor hverandre, og opbygger den Ene den Anden, ligesom I og gjøre.
17Jern kan skjærpe Jern, og en Mand kan skjærpe sin Næstes Ansigt.
1Og Kong David var gammel, var kommen til Alder, og de dækkede ham til med Klæder, og han blev ikke varm.
2Da sagde hans Tjenere til ham: Lad dem oplede til min Herre Kongen en ung Pige, en Jomfru, at hun kan staae for Kongens Ansigt og pleie ham, og ligge i din Arm, og min Herre Kongen kan blive varm.
31Og den Stærke skal blive til Blaar, og hans Gjerning til en Gnist, og de skulle begge brænde tillige, og der skal Ingen være, som udslukker.
7De lade den Nøgne ligge om Natten foruden Klæder og foruden Dække i Kulden,
17En Ven elsker altid, og en Broder fødes (til Hjælp) i Nød.
1Davids Sang paa Trapperne. See, hvor godt og hvor lifligt er det, at Brødre boe ogsaa tilsammen.
8og de To skulle være eet Kjød; saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød.
6De vilde hjælpe, den Ene den Anden, og (den Ene) sagde til den Anden: Vær frimodig.
7Og en Tømmermand bestyrkede en Guldsmed, som gjorde med Hammeren (Blikket) glat, idet han slog paa Ambolten, sigende: Det er godt til at lodde med, og han befæstede det med Søm, at det ikke skulde bevæges.
19dersom jeg haver seet En omkomme, fordi (han) ikke (havde) Klæder, og (gav) ikke den Fattige et Dække,
20dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, da han varmede sig af mine Faars Uld,
20Thi Sengen er saa kort, at man ikke kan strække sig ud, og Dækket er (for) smalt, naar man vil dække sig (dermed).
24Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kjød.
15Men dersom en Broder eller Søster ere nøgne og fattes den daglige Næring,
16men Nogen af eder siger til dem: Gaaer bort i Fred, varmer eder og mætter eder! men I give dem ikke det, som hører til Legemets Nødtørft, hvad Gavn er det?
11I Elskelige! haver Gud saaledes elsket os, da ere vi og skyldige at elske hverandre.
11Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.
18Saa trøster hverandre med disse Ord!
34Jeg siger eder: I den samme Nat skulle To være i een Seng; den Ene, han skal tages, og den Anden lades tilbage.
14Hvor intet Raad er, (der) maa Folket falde, hvor mange Raadgivere ere, (der) er Frelse.
6Hans venstre Haand være under mit Hoved, og hans høire Haand omfavne mig!
24En Mand, (som haver) Venner, (ham bør det) at omgaaes venligen med (dem); thi der er den Ven, som hænger (fastere) ved, end en Broder.
5og sagde: Derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle blive eet Kjød?
6Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
6En Haandfuld med Rolighed er bedre end begge Næver fulde med Møie og Aandsfortærelse.
11Naar Mænd trættes tilsammen, en med en anden, og den enes Hustru kommer nær til, at udfrie sin Mand af hans Haand, som slaaer ham, og hun rækker sin Haand ud og tager fat i hans Blusel,
3Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.
2Og der skal være en Mand som et Skjul imod Veir, (ja som) et Skjul imod Vandskyl, som Vandbække i et tørt Sted, og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.
14Men (det er) dig, o Menneske! som var agtet lige med mig, min Leder og min Kynding.
6Forlad den ikke, saa skal den bevare dig; elsk den, saa skal den bevogte dig.
17hvorledes dine Klæder blive varme, naar han gjør Landet stille fra Sønden?
15Jeg saae alle dem, som leve, som vandre under Solen, (at de holdt sig) til den Søn, der, som den Anden (efter Kongen), skulde staae i hans Sted.
31Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød.
18Og det skede paa den tredie Dag, efterat jeg havde født, da fødte ogsaa denne Qvinde; og vi vare tilhobe, der var ingen Fremmed hos os i Huset, uden vi begge udi Huset.
14Vær ved godt (Mod) paa en god Dag, men see dig for paa en ond Dag; thi Gud haver ogsaa gjort denne ved Siden af den (anden) derfor, at Mennesket ikke skal finde Noget (af det, som skal skee) efter ham.
4Gods kan tilføre mange Venner, men en Ringe maa skilles fra sin Ven.
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
18Kom, lad os (overflødigen) vederqvæges i (indbyrdes) Venlighed indtil Morgen, lad os fryde os i (megen) Kjærlighed;