Jobs bok 29:8

Original Norsk Bibel 1866

da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende;

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 3 Mos 19:32 : 32 Du skal staae op for den Graahærdede og hædre den Gamle, og du skal frygte for din Gud; jeg er Herren.
  • Ordsp 16:31 : 31 Graae Haar ere en deilig Krone, (naar) de findes paa Retfærdigheds Vei.
  • Rom 13:7 : 7 Giver derfor Alle, hvad I ere (dem) skyldige: Den Skat, (som bør) Skat; den Told, (som bør) Told; den Frygt, (som bør) Frygt; den Ære, (som bør) Ære.
  • Tit 3:1 : 1 Paamind dem at være Fyrster og Øvrigheder underdanige, at adlyde dem, at være redebonne til al god Gjerning,
  • 1 Pet 5:5 : 5 Desligeste, I Unge! værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.
  • 1 Pet 2:17 : 17 Ærer Alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!
  • Ordsp 20:8 : 8 En Konge, som sidder paa Domstolen, adspreder alle Onde med sine Øine.
  • Rom 13:3-4 : 3 Thi de Regjerende ere ikke til Skræk for gode Gjerninger, men for onde. Vil du da ikke frygte for Øvrigheden, saa gjør det, som godt er, og du skal have Bifald af den. 4 Thi den er Guds Tjener, dig til Gode. Men dersom du gjør det, som er ondt, da frygt dig, thi den bærer ikke Sværdet forgjæves; thi den er Guds Tjener, en Hevner til Straf over den, som gjør det Onde.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 7da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;

  • 75%

    9da de Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund;

    10da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane.

    11Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.

  • 18Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.

  • 4ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;

  • 72%

    1Men nu lee de ad mig, (som ere) yngre af Aar end jeg, hvis Fædre jeg havde foragtet at sætte ved mine Faarehunde.

    2Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.

  • 12De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.

  • 29De Unges Kraft er deres Prydelse, og graae Haar ere de Gamles Ære.

  • 21De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.

  • 70%

    12Fyrster ere hængte ved deres Haand, de gamle Personer blive ikke ærede.

    13De toge unge Karle til at male, og Drenge snublede under (Byrden af) Ved.

    14De Gamle holdt op fra (at sidde i) Porten, (og) unge Karle fra deres Strængeleg.

  • 32Du skal staae op for den Graahærdede og hædre den Gamle, og du skal frygte for din Gud; jeg er Herren.

  • 28Naar Ugudelige opkomme, maa et Menneske skjule sig, men naar de omkomme, skulle de Retfærdige blive mange.

  • 28Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.

  • 8Men han forlod de Ældstes Raad, som de raadede ham, og raadførte sig med de Unge, som vare opvoxede med ham, de, som stode for hans Ansigt.

  • 2Vældige og Krigsmænd, Dommere og Propheter og Spaamænd og Gamle,

  • 7Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,

  • 12Unge Karle og Jomfruer ogsaa, de Gamle med de Unge!

  • 8Men han forlod de Ældstes Raad, som de raadede ham, og raadførte sig med de Unge, som vare opvoxede med ham, de, som stode for hans Ansigt.

  • 7Og jeg, Daniel, jeg saae det samme Syn alene, men de Mænd, som vare hos mig, saae ikke det Syn; men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede for at skjule sig.

  • 8Disse (forlade sig) paa Vogne, og disse paa Heste, men vi, vi ville komme Herrens vor Guds Navn ihu.

  • 9Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.

  • 6Derfor svarede Elihu, Barachels Søn, den Busiter, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere udlevede (Mænd), derfor ræddedes jeg og frygtede at kundgjøre eder min Kundskab.

  • 8Da stod Kongen op og sad i Porten, og det blev tilkjendegivet for alt Folket og sagt: See, Kongen sidder i Porten; da kom alt Folket for Kongens Ansigt, men Israel var flyet, hver til sine Pauluner.

  • 18Ja ogsaa indtil Alderdom og graae Haar, O Gud! forlad mig ikke, indtil jeg kan kundgjøre din Arm for (denne) Slægt, (ja) din Kraft for hver den, som skal komme.

  • 10Der ere baade Graae og Udlevede iblandt os, som have levet længere end din Fader.

  • 4Saa sagde den Herre Zebaoth: Der skulle endnu sidde gamle Mænd og gamle Qvinder paa Jerusalems Gader, og den Mand, som (haver) sin Stav i sin Haand for (sine) Dages Mangfoldigheds Skyld.

  • 34sandelig, jeg kunde have forfærdet en stor Hob, men en Foragtelig iblandt Slægterne kunde forskrækket mig, at jeg skulde tiet og ikke gaaet ud af en Dør.

  • 30Og Kongen sagde: Gak omkring, stil dig her; og han gik omkring og stod.

  • 19Saa sagde Herren til mig: Gak, og staa i Folkets Børns Port, igjennem hvilken Judæ Konger komme ind, og igjennem hvilken de gaae ud, og i alle Jerusalems Porte.

  • 1Og der kom Mænd til mig af Israels Ældste, og satte sig for mit Ansigt.

  • 11Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.

  • 15Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder.

  • 17Og du, du skal binde om dine Lænder og gjøre dig rede, og sige til dem alt det, jeg vil befale dig; vær ikke forskrækket for dem, at jeg ikke skal forskrække dig for dem.

  • 18det, de Vise have kundgjort og ikke dulgt, (det, de fik) af deres Fædre,

  • 8For dette maae de Oprigtige forskrækkes, og den Uskyldige opvækkes mod en Øienskalk.

  • 24Loe jeg til dem, (da) troede de (det) ikke, og de gjorde ikke, at mit Ansigts Lys faldt.

  • 8Derfor er Herrens Vrede over Juda og Jerusalem, og han haver givet dem hen i Ustadighed til Ødelæggelse og til en Hvidsel, ligesom I see med eders Øine.

  • 5Og Esra oplod Bogen for alt Folkets Øine, thi han var over alt Folket; og der han oplod den, stod alt Folket.

  • 5Og Folket skal trænges, den Ene (skal være) imod den Anden, og hver imod sin Næste; de (skulle være) stolte, den Unge imod den Gamle, og den Ringeagtede imod den Ærede.

  • 7Thi det er bedre, at man siger til dig: Stig hid op, end at man skal fornedre dig for en Fyrstes Ansigt, saa dine Øine see derpaa.

  • 12Naar Retfærdige fryde sig, (da er der) stor Ære, men naar Ugudelige opstaae, skal man lede efter Folk.

  • 22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.

  • 5Thi see, Kongerne vare forsamlede, de droge forbi tilsammen.

  • 30De Unge skulle blive trætte og vansmægte, og de udvalgte (Mænd) skulle visseligen falde.

  • 29Seer du en Mand, (som er) snar i sin Gjerning, han skal stilles for Konger, han skal ikke stilles for de Uædle.

  • 32Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.