Salmenes bok 71:18

Original Norsk Bibel 1866

Ja ogsaa indtil Alderdom og graae Haar, O Gud! forlad mig ikke, indtil jeg kan kundgjøre din Arm for (denne) Slægt, (ja) din Kraft for hver den, som skal komme.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 71:9 : 9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
  • Jes 46:4 : 4 Ogsaa indtil Alderdommen (skal) jeg (være) den Samme, og bære (eder) indtil graae Haar; jeg, jeg haver gjort (eder), og jeg vil opløfte, og jeg vil bære og lade undkomme.
  • Sal 78:4 : 4 at vi ikke skulde dølge det for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men fortælle Herrens megen Priis og hans Styrke og hans underlige Gjerninger, som han haver gjort.
  • Sal 78:6 : 6 paa det den Slægt, som kom herefter, ja de Børn, som skulde fødes, kunde vide (dem), at de kunde opstaae og fortælle dem for deres Børn,
  • Sal 145:4-5 : 4 En Slægt skal berømme for den anden dine Gjerninger, og de skulle forkynde din Vælde. 5 Jeg vil tale frit om din Majestæts herlige Ære og om dine underlige Gjerninger.
  • 2 Mos 13:8 : 8 Og du skal forkynde for din Søn paa den samme Dag og sige: (Saadant holder jeg,) for det Herren gjorde mig, der jeg drog ud af Ægypten.
  • 2 Mos 13:14-17 : 14 Og det skal skee, naar din Søn spørger dig ad herefter, sigende: Hvad er det? da skal du sige til ham: Herren udførte os af Ægypten, af Trælles Huus, med en vældig Haand. 15 Thi det skede, fordi Pharao havde forhærdet sig, saa han ikke lod os fare, da ihjelslog Herren alle Førstefødte i Ægypti Land fra Menneskens Førstefødte indtil Fæets Førstefødte; derfor offrer jeg Herren alt det, som aabner Moders Liv, som er Han, og jeg skal løse hver Førstefødt iblandt mine Sønner. 16 Og det skal være til et Tegn paa din Haand og til Span imellem dine Øine, at Herren udførte os af Ægypten med en vældig Haand. 17 Og det skede, der Pharao lod Folket fare, da førte Gud dem ikke paa de Philisters Landevei, enddog den var nær; thi Gud sagde: Maaskee det kunde fortryde Folket, naar de see Striden, og de kunde vende tilbage til Ægypten.
  • 1 Sam 4:18 : 18 Og det skede, der han erindrede om Guds Ark, da faldt han baglænds ned af Stolen ved Siden af Porten, og hans Halsbeen blev brudt, og han døde, thi Manden var gammel og tung; og han havde dømt Israel fyrretyve Aar.
  • Jes 51:9 : 9 Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du Herrens Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som haver afhugget en Hovmodig, (den), som saarede Dragen?
  • Jes 53:1 : 1 Hvo troede det, vi havde hørt, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?
  • Sal 22:31 : 31 En Sæd skal tjene ham; den skal tilregnes Herren til Slægt.
  • 1 Mos 27:1 : 1 Og det hændte sig, der Isak blev gammel, og hans Øine bleve dumme, at han kunde ikke see, da kaldte han sin ældste Søn, Esau, og sagde til ham: Min Søn! og han sagde til ham: See, her er jeg.
  • Apg 13:36 : 36 Thi David, der han havde i sin Livstid tjent Guds Raadslutning, sov hen og blev henlagt til sine Fædre, og saae Forraadnelse;
  • 1 Krøn 29:10-30 : 10 Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øine, og David sagde: Lovet være du, Herre, Israels, vor Faders, Gud, fra Evighed og til Evighed! 11 Dig, Herre, hører Majestæt og Vælde og Herlighed og Seier og Ære til, thi Alt i Himmelen og paa Jorden, (ja) Riget er dit, Herre! og du er ophøiet over Alt til et Hoved. 12 Og Rigdom og Ære er for dit Ansigt, og du regjerer over Alting, og Kraft og Vælde er i din Haand, og i din Haand (staaer) at gjøre det alt stort og stærkt. 13 Og nu, vor Gud! vi takke dig og love din Herligheds Navn. 14 Thi hvo er jeg, og hvo er mit Folk, at vi skulle formaae (med vor) Kraft at give frivilligen, som dette (gaaer)? thi det er alt af dig, og af din Haand have vi givet dig det. 15 Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning. 16 Herre, vor Gud! al denne Hob, som vi have beredt til at bygge dig et Huus af til dit hellige Navn, den er af din Haand, og det er altsammen dit. 17 Og, min Gud! jeg veed, at du prøver Hjerter og haver Behagelighed til Oprigtigheder; (derfor) haver jeg i mit Hjertes Oprigtighed givet alle disse Ting frivilligen, og haver nu med Glæde seet dit Folk, som her fandtes, at det haver givet dig frivilligen. 18 Herre, Abrahams, Isaks og Israels, vore Fædres, Gud! bevar dette evindeligen i dit Folks Hjertes Tankers Digt, og bered deres Hjerte til dig. 19 Og giv min Søn Salomo et retskaffent Hjerte til at holde dine Bud, dine Vidnesbyrd og dine Skikke, og til at gjøre det alt og at bygge det Slot, som jeg haver beredt. 20 Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen. 21 Og de slagtede Herren Slagtoffere og offrede Brændoffere for Herren om anden Dagen efter denne Dag, (nemlig) tusinde Stude, tusinde Vædere, tusinde Lam og deres Drikoffere, og Slagtoffere for al Israels Mangfoldighed. 22 Og de aade og drak for Herrens Ansigt paa den samme Dag med stor Glæde, og gjorde anden Gang Salomo, Davids Søn, til Konge, og salvede (ham) Herren til en Fyrste, og Zadok til Præst. 23 Saa sad Salomo paa Herrens Throne til at være Konge i sin Faders Davids Sted, og blev lykkelig, og al Israel var ham lydig. 24 Og alle Fyrsterne og de Vældige, ja ogsaa alle Kong Davids Sønner, de gave Haanden (derpaa, at de vilde være) under Kong Salomo. 25 Og Herren gjorde Salomo overmaade stor for al Israels Øine og gav ham kongelig Ære, som ingen Konge over Israel havde havt før ham. 26 Saa var David, Isai Søn, Konge, over al Israel. 27 Men Dagene, som han var Konge over Israel, vare fyrretyve Aar; i Hebron regjerede han syv Aar, og i Jerusalem regjerede han tre og tredive Aar. 28 Og han døde i en god Alder, mæt af Dage, Rigdom og Ære, og Salomo, hans Søn, blev Konge i hans Sted. 29 Men Kong Davids Gjerninger, de første og sidste, see, de ere skrevne iblandt Samuels, den Seers, Handeler, og iblandt Nathans, Prophetens, Handeler, og iblandt Gads, den Seers, Handeler, 30 tilligemed alt hans Rige og hans Vælde og Tiderne, som forløbe over ham og over Israel og over alle Rigerne i Landene.
  • 1 Sam 4:15 : 15 Og Eli var otte og halvfemsindstyve Aar gammel, og hans Øine vare dumme, og han kunde ikke see.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 85%

    9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.

    10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,

  • 81%

    16 Jeg vil gaae ind i Herrens Herrens Kraft, jeg vil ihukomme din Retfærdighed, (ja) din alene.

    17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.

  • 76%

    23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.

    24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.

  • 19 Og din Retfærdighed (strækker sig), O Gud! til det Høie; du, som haver gjort store Ting, Gud! hvo er som du?

  • 74%

    9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!

    10 Thi min Fader og min Moder forlode mig, men Herren skal samle mig (til sig).

  • 21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.

  • 25 Jeg har været ung og er bleven gammel, men jeg haver ikke seet en Retfærdig forladt, eller hans Sæd søge efter Brød.

  • 4 Ogsaa indtil Alderdommen (skal) jeg (være) den Samme, og bære (eder) indtil graae Haar; jeg, jeg haver gjort (eder), og jeg vil opløfte, og jeg vil bære og lade undkomme.

  • 72%

    6 paa det den Slægt, som kom herefter, ja de Børn, som skulde fødes, kunde vide (dem), at de kunde opstaae og fortælle dem for deres Børn,

    7 og at de skulde sætte deres Haab paa Gud, og ikke glemme Guds Gjerninger, men bevare hans Bud,

  • 13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.

  • 2 Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.

  • 5 Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.

  • 8 Jeg vil holde dine Skikke; forlad mig ikke saa saare.

  • 2 Og nu, see, der vandrer Kongen for eders Ansigt, og jeg, jeg er vorden gammel og graahærdet, og see, mine Sønner ere hos eder; og jeg har vandret for eders Ansigt fra min Ungdom indtil denne Dag.

  • 3 fortæller eders Børn derom, og eders Børn deres Børn, og deres Børn en anden Slægt:

  • 11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.

  • 14 De, som ere plantede i Herrens Huus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde.

  • 4 En Slægt skal berømme for den anden dine Gjerninger, og de skulle forkynde din Vælde.

  • 10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.

  • 26 Forsmægter mit Kjød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Deel evindeligen.

  • 7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.

  • 12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig til at hjælpe mig.

  • 11 Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger.

  • 7 Kom ihu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt, spørg din Fader, og han skal kundgjøre dig det, dine Ældste, og de skulle sige dig det.

  • 1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.

  • 4 at vi ikke skulde dølge det for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men fortælle Herrens megen Priis og hans Styrke og hans underlige Gjerninger, som han haver gjort.

  • 14 Men (skulde du) ikke, dersom jeg endda lever, ja skulde du ikke gjøre Herrens Miskundhed imod mig, at jeg skal ikke døe?

  • 2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?

  • 28 Men jeg (tænkte): Det er mig godt, jeg holder mig nær til Gud; (derfor) sætter jeg mit Haab paa den Herre Herre, at fortælle alle dine Gjerninger.

  • 8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!

  • 20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?

  • 29 De Unges Kraft er deres Prydelse, og graae Haar ere de Gamles Ære.

  • 12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.

  • 19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.

  • 16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.

  • 12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.

  • 68%

    10 Og nu, see, Herren haver ladet mig leve, saasom han sagde, disse fyrretyve og fem Aar, fra (den Tid) Herren talede dette Ord til Mose, da Israel vandrede i Ørken; og nu, see, jeg er idag fem og fiirsindstyve Aar gammel.

    11 Jeg er endnu idag saa stærk som paa den Dag, der Mose sendte mig; som min Kraft var da, saa er og min Kraft nu til Krigen, og til at gaae ud og til at gaae ind.

  • 10 Der ere baade Graae og Udlevede iblandt os, som have levet længere end din Fader.

  • 16 Jeg vil mætte ham med et langt Liv, og lade ham see paa min Salighed.

  • 18 (naar) han haver vendt sit Ansigt til den Eenliges Bøn, og ikke foragtet deres Bøn.

  • 30 De Unge skulle blive trætte og vansmægte, og de udvalgte (Mænd) skulle visseligen falde.

  • 10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).

  • 35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.

  • 1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.