Salmenes bok 71:18
Ja ogsaa indtil Alderdom og graae Haar, O Gud! forlad mig ikke, indtil jeg kan kundgjøre din Arm for (denne) Slægt, (ja) din Kraft for hver den, som skal komme.
Ja ogsaa indtil Alderdom og graae Haar, O Gud! forlad mig ikke, indtil jeg kan kundgjøre din Arm for (denne) Slægt, (ja) din Kraft for hver den, som skal komme.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
16 Jeg vil gaae ind i Herrens Herrens Kraft, jeg vil ihukomme din Retfærdighed, (ja) din alene.
17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
19 Og din Retfærdighed (strækker sig), O Gud! til det Høie; du, som haver gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
10 Thi min Fader og min Moder forlode mig, men Herren skal samle mig (til sig).
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
25 Jeg har været ung og er bleven gammel, men jeg haver ikke seet en Retfærdig forladt, eller hans Sæd søge efter Brød.
4 Ogsaa indtil Alderdommen (skal) jeg (være) den Samme, og bære (eder) indtil graae Haar; jeg, jeg haver gjort (eder), og jeg vil opløfte, og jeg vil bære og lade undkomme.
6 paa det den Slægt, som kom herefter, ja de Børn, som skulde fødes, kunde vide (dem), at de kunde opstaae og fortælle dem for deres Børn,
7 og at de skulde sætte deres Haab paa Gud, og ikke glemme Guds Gjerninger, men bevare hans Bud,
13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
2 Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
5 Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
8 Jeg vil holde dine Skikke; forlad mig ikke saa saare.
2 Og nu, see, der vandrer Kongen for eders Ansigt, og jeg, jeg er vorden gammel og graahærdet, og see, mine Sønner ere hos eder; og jeg har vandret for eders Ansigt fra min Ungdom indtil denne Dag.
3 fortæller eders Børn derom, og eders Børn deres Børn, og deres Børn en anden Slægt:
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
14 De, som ere plantede i Herrens Huus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde.
4 En Slægt skal berømme for den anden dine Gjerninger, og de skulle forkynde din Vælde.
10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
26 Forsmægter mit Kjød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Deel evindeligen.
7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig til at hjælpe mig.
11 Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger.
7 Kom ihu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt, spørg din Fader, og han skal kundgjøre dig det, dine Ældste, og de skulle sige dig det.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
4 at vi ikke skulde dølge det for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men fortælle Herrens megen Priis og hans Styrke og hans underlige Gjerninger, som han haver gjort.
14 Men (skulde du) ikke, dersom jeg endda lever, ja skulde du ikke gjøre Herrens Miskundhed imod mig, at jeg skal ikke døe?
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
28 Men jeg (tænkte): Det er mig godt, jeg holder mig nær til Gud; (derfor) sætter jeg mit Haab paa den Herre Herre, at fortælle alle dine Gjerninger.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
29 De Unges Kraft er deres Prydelse, og graae Haar ere de Gamles Ære.
12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
10 Og nu, see, Herren haver ladet mig leve, saasom han sagde, disse fyrretyve og fem Aar, fra (den Tid) Herren talede dette Ord til Mose, da Israel vandrede i Ørken; og nu, see, jeg er idag fem og fiirsindstyve Aar gammel.
11 Jeg er endnu idag saa stærk som paa den Dag, der Mose sendte mig; som min Kraft var da, saa er og min Kraft nu til Krigen, og til at gaae ud og til at gaae ind.
10 Der ere baade Graae og Udlevede iblandt os, som have levet længere end din Fader.
16 Jeg vil mætte ham med et langt Liv, og lade ham see paa min Salighed.
18 (naar) han haver vendt sit Ansigt til den Eenliges Bøn, og ikke foragtet deres Bøn.
30 De Unge skulle blive trætte og vansmægte, og de udvalgte (Mænd) skulle visseligen falde.
10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.