Salmenes bok 90:10
(Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
(Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
13 Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
14 Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.
15 Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke.
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed.
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
9 — thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
27 Herrens Frugt skal formere Dagene, men de Ugudeliges Aar skulle forkortes.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
15 Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
10 Der ere baade Graae og Udlevede iblandt os, som have levet længere end din Fader.
1 Et Menneske, født af en Qvinde, (lever) en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
30 De Unge skulle blive trætte og vansmægte, og de udvalgte (Mænd) skulle visseligen falde.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
2 Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
9 Og Jakob sagde til Pharao: Min Udlændigheds Aars Dage ere hundrede og tredive Aar; faa og onde have mit Livs Aars Dage været, og have ikke naaet til mine Fædres Livs Aars Dage, i deres Udlændigheds Dage
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
28 Og Isak blev hundrede Aar og fiirsindstyve Aar gammel.
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke seet det Gode.
10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
18 De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
20 Derfra skal ikke ydermere være et (diende) Barn (paa faa) Dage eller en Gammel, som ikke skal opfylde sine Dage; thi den Dreng, (som er bleven) hundrede Aar gammel, skal døe, men den Synder, (som er) hundrede Aar gammel, skal forbandes.
18 Ja ogsaa indtil Alderdom og graae Haar, O Gud! forlad mig ikke, indtil jeg kan kundgjøre din Arm for (denne) Slægt, (ja) din Kraft for hver den, som skal komme.
10 Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;
10 Saa bortvend Fortørnelse fra dit Hjerte, og lad Ondskab fare fra dit Kjød, thi Barndom og Ungdom er Forfængelighed.
3 Da sagde Herren: Min Aand skal ikke trætte med Mennesket evindeligen, eftersom ogsaa han er Kjød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.