Ordspråkene 3:12

Original Norsk Bibel 1866

Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 5 Mos 8:5 : 5 Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.
  • Sal 103:13 : 13 Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer Herren sig over dem, som frygte ham.
  • Ordsp 13:24 : 24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
  • Ordsp 29:17 : 17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
  • Åp 3:19 : 19 Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.

  • 88%

    5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;

    6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.

    7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?

    8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn.

    9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve?

    10 Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed.

    11 Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.

  • 17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.

  • 17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.

  • 24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.

  • 12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,

  • 5 Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.

  • 77%

    13 Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).

    14 Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:

    15 Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),

  • 76%

    18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.

    19 Den, som har (for) stor Hastighed, skal bære Straf, men dersom du frier ham, da kan du blive ved (at straffe ham).

  • 13 Saligt er det Menneske, som finder Viisdom, og det Menneske, som fremfører Forstand.

  • 19 Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.

  • 10 Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.

  • 1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.

  • 14 Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, hvilken, naar han handler ilde, da vil jeg straffe ham med Menneskens Riis og med Menneskens Børns Plager.

  • 5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.

  • 1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,

  • 15 Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.

  • 10 Den, som tugter Hedningerne, skulde han ikke straffe, han, som lærer et Menneske Forstand?

  • 18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,

  • 24 En Retfærdigs Fader skal storligen fryde sig; den, som avler en Viis, skal glædes ved ham.

  • 25 Men dem, som straffe (ham), skal det være lifligt, og der skal komme en god Velsignelse over dem.

  • 11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.

  • 25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.

  • 24 Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.

  • 1 Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.

  • 72%

    4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.

  • 8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.

  • 3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.

  • 17 At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.

  • 6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.

  • 20 En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.

  • 15 Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.

  • 18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.

  • 1 Salomos Ordsprog. En viis Søn glæder en Fader, men en daarlig Søn er sin Moders Bedrøvelse.

  • 3 Der er Digel til (at prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, men den, som prøver Hjerterne, er Herren.

  • 10 Irettesættelse nedfarer dybere i en Forstandig, end at slaae en Daare hundrede (Gange).

  • 32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.

  • 32 Thi dersom han bedrøver, da skal han forbarme sig efter sin store Miskundhed.

  • 12 (Som) et Smykke af Guld og en Prydelse af (kosteligt) Guld er en Viis, som straffer, for et Øre, som adlyder.