Ordspråkene 24:25
Men dem, som straffe (ham), skal det være lifligt, og der skal komme en god Velsignelse over dem.
Men dem, som straffe (ham), skal det være lifligt, og der skal komme en god Velsignelse over dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 Hvo, som siger til en Ugudelig: Du er retfærdig, ham skulle Folkene forbande, Folkene skulle blive (saare) vrede paa ham.
23 Hvo, der straffer et Menneske, skal derefter finde Gunst, mere end den, som smigrer med Tungen.
26 Man skal kysse Læberne paa den, som svarer rette Ord.
7 Hvo, som tugter en Spotter, maa tage Spot til sig, og hvo, som straffer den Ugudelige, (maa tage) hans Skjændsel.
8 Straf ikke en Spotter, at han skal ikke maaskee hade dig, straf en Viis, og han skal elske dig.
18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
14 En Mand skal mættes med Godt af sin Munds Frugt, og (Gud) skal igjen give et Menneske, hvad hans Hænder have fortjent.
25 Slaaer du en Spotter, saa skal en Vanvittig blive vittig, og straffer man en Forstandig, (da) skal han forstaae sig paa Kundskab.
6 Velsignelser ere over den Retfærdiges Hoved, men Vold skal skjule de Ugudeliges Mund.
13 Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
22 Thi hans Velsignede skulle arve Landet, men hans Forbandede skulle udryddes.
10 Siger en Retfærdig, at (det skal gaae ham) vel; thi de skulle æde deres Idrætters Frugt.
11 Vee en Ugudelig! (det skal gaae ham) ilde; thi det, hans Hænder have gjort, skal vederfares ham.
5 Hvo, som bespotter en Arm, forhaaner den, som gjorde ham; hvo, som glæder sig over Ulykke, skal ikke holdes uskyldig.
15 Det er den Retfærdige en Glæde at gjøre Ret, men Fordærvelse er for dem, som gjøre Uret.
19 De Retfærdige see det og glæde sig, og den Uskyldige spotter dem (sigende:)
12 (Som) et Smykke af Guld og en Prydelse af (kosteligt) Guld er en Viis, som straffer, for et Øre, som adlyder.
1 En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
5 Aabenbar Straf er bedre end skjult Kjærlighed.
10 De hade den, som straffer (dem) i Porten, og have Vederstyggelighed til den, som taler fuldkommeligen.
23 Der er Glæde over en Mand, naar hans Mund svarer (ret), og et Ord i sin Tid, hvor godt (er det)!
17 Fordi han elskede Forbandelse, saa kom den paa ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev langt fra ham.
28 Lad dem forbande, men velsigne du; lad dem opreise sig, men beskjæmmes, og din Tjener skal glædes.
42 De Oprigtige skulle see det og glæde sig; men al Uretfærdighed maa lukke sin Mund til.
1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
2 En God skal bekomme Velbehagelighed af Herren, men en Mand, som haver (skalkagtige) Anslag, skal han fordømme som en Ugudelig.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
34 Retfærdighed ophøier et Folk, men Synd er en gruelig Ting iblandt Folk.
35 Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.
22 thi du skal samle Gløder paa hans Hoved, og Herren skal betale dig det.
5 En Retfærdig slaae mig, (det skal være mig) en Velgjerning, og straffe mig, (det skal være mig) en Hovedolie; lad mit Hoved ikke vægre sig derved, thi min Bøn (skal) ogsaa (fremdeles skee for dem), naar (det gaaer) dem ilde.
4 De, som forlade Loven, rose en Ugudelig, men de, som bevare Loven, blande sig med dem (i Strid).
14 Hvo, som velsigner sin Næste med høi Røst om Morgenen, naar han aarle opstaaer, det skal regnes ham for en Forbandelse.
10 Han skal visseligen straffe eder, om I ansee Personer i Løndom.
17 At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
21 Du skjældte paa de Hovmodige, de Forbandede, som fore vild fra dine Bud.
10 Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
18 at Herren ikke skal see det, og (det maatte være) ondt for hans Øine, og han maatte vende sin Vrede fra ham (til dig).
26 Hvo, som holder Kornet tilbage, ham bander Folket, men Velsignelsen (kommer) paa hans Hoved, som sælger det.
27 Hvo, der aarle søger efter Godt, søger efter Velbehagelighed, men hvo, der leder efter Ondt, ham skal det vederfares.
16 og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.
31 Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
2 Og det skal skee, om den Ugudelige haver fortjent at slaaes, da skal Dommeren lade ham falde ned, og lade ham slaae for sit Ansigt efter hans Ugudelighed med et (vist) Tal.
24 Thi de, som ere forvildede i Aanden, skulle kjende Forstand, og de, som murrede, skulle tage ved Lærdom.
21 indtil han opfylder din Mund med Latter, og dine Læber med Frydeskrig.
21 som holde et Menneske for en Synder for Ordets Skyld, og stille Snarer for den, som straffer i Porten, og fordrive den Retfærdige i det Øde.
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
25 Hvor kraftige ere de Oprigtiges Taler! men hvad skal den Straf udrette, (som kommer) fra Eder?