Salmenes bok 119:21
Du skjældte paa de Hovmodige, de Forbandede, som fore vild fra dine Bud.
Du skjældte paa de Hovmodige, de Forbandede, som fore vild fra dine Bud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Vælt af fra mig Forhaanelse og Foragtelse, thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
23 Der sadde ogsaa Fyrster, og de talede imod dig; men din Tjener taler om dine Skikke.
118 Du nedtræder alle dem, som fare vild fra dine Skikke, thi deres Svig er Løgn.
119 Du lod alle Ugudelige paa Jorden høre op som Skum; derfor elskede jeg dine Vidnesbyrd.
51 De Hovmodige bespotte mig saa saare; jeg bøiede mig ikke af fra din Lov.
78 Lad de Hovmodige beskjæmmes, thi de ville forvende mig med Løgn; (men) jeg, jeg vil tale om dine Befalinger.
69 De Hovmodige have sammensyet Løgn imod mig; men jeg, jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte.
4 Du, du haver budet at holde saare (flitteligen) dine Befalinger.
66 Lær mig god Sands og Forstand, thi jeg troer paa dine Bud.
67 Før jeg blev ydmyget, foer jeg vild, men nu holder jeg dit Ord.
10 Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte; lad mig ikke fare vild fra dine Bud.
11 Jeg gjemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skal synde imod dig.
12 Lovet være du, Herre! lær mig dine Skikke.
85 De Hovmodige grove Grave for mig, hvilket ikke er efter din Lov.
86 Alle dine Bud ere Sandhed; de forfølge mig med Løgn; hjælp mig.
39 Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for, thi dine Domme ere gode.
110 De Ugudelige lagde en Strikke for mig; dog foer jeg ikke vild fra dine Befalinger.
20 Herren skal sende iblandt dig Forbandelse, Forstyrring og Revselse i alt det, du udrækker din Haand til, som du vil gjøre, indtil du bliver ødelagt, og indtil du bliver snart fordærvet for dine Gjerningers Ondskabs Skyld, med hvilke du forlod mig.
158 Jeg haver seet dem, som handle fortrædeligen, og kjedes ved dem, thi de holde ikke dit Ord.
115 Viger fra mig, I Onde! og jeg vil bevare min Guds Bud.
12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,
11 De ere ønskeligere end Guld, end meget (fiint) Guld, og sødere end Honning og Honningkage.
12 Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder dem, da er der stor Løn.
13 Hvo kan forstaae sig paa Vildfarelser? rens du mig af (mine) lønlige (Brøst).
6 Da skal jeg ikke beskjæmmes, naar jeg seer hen til alle dine Bud.
22 Thi hans Velsignede skulle arve Landet, men hans Forbandede skulle udryddes.
161 Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord.
65 Du skal give dem et Skjul over (deres) Hjerte, din Forbandelse hører dem til.
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.
17 efterdi du, du hader Tugtelse, og du kaster mine Ord bag dig.
17 Men du skulde fuldkommeligen (seet) den Ugudeliges Dom; Dom og Ret skulde holdt (dig) fast.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
11 See nu, dens Magt er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Navler.
25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
101 Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al ond Sti, at jeg kunde holde dit Ord.
102 Jeg veg ikke fra dine Domme, thi du, du lærte mig.
1 Halleluja! Salig er den Mand, som frygter Herren, som haver saare Lyst til hans Bud.
15 Og det skal skee, dersom du ikke hører Herrens din Guds Røst, at holde og at gjøre alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig idag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig:
24 En stolt Hovmodig, hans Navn er en Spotter, han gjør (sin Gjerning) med Hovmodighed (og) Grumhed.
5 Herre! bevar mig fra en Ugudeligs Hænder, bevogt mig fra en fortrædelig Mand, fra dem, som tænke at bortstøde mine Trin.
143 Angest og Trængsel rammede mig, (men) dine Bud vare min store Lyst.
24 Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.
1 En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
22 Og naar I forsee eder og ikke gjøre alle disse Bud, som Herren haver talet til Mose,
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
28 Lad dem forbande, men velsigne du; lad dem opreise sig, men beskjæmmes, og din Tjener skal glædes.
151 Herre! du er nær, og alle dine Bud ere Sandhed.
23 Og jeg, jeg sagde, der jeg hastede: Jeg er udryddet fra (at være) for dine Øine; dog hørte du mine (ydmyge) Begjæringers Røst, der jeg raabte til dig.
20 Min Sjæl er knust for Længsel efter dine Rette altid.