Salmenes bok 19:11
De ere ønskeligere end Guld, end meget (fiint) Guld, og sødere end Honning og Honningkage.
De ere ønskeligere end Guld, end meget (fiint) Guld, og sødere end Honning og Honningkage.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Herrens Frygt er reen, som bestaaer altid; Herrens Domme ere Sandhed, de ere retfærdige tillige.
12Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder dem, da er der stor Løn.
13Hvo kan forstaae sig paa Vildfarelser? rens du mig af (mine) lønlige (Brøst).
18Thi (det skal være) lifligt, dersom du bevarer dem i din Bug, de skulle stadfæstes tilsammen paa dine Læber.
19Paa det at din Tillid skal være i Herren, haver jeg kundgjort dig det idag, og (mærk) du (det).
4Du, du haver budet at holde saare (flitteligen) dine Befalinger.
9Hvormed skal en Ung holde sin Sti reen? derved, at han holder sig efter dit Ord.
10Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte; lad mig ikke fare vild fra dine Bud.
11Jeg gjemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skal synde imod dig.
103Hvor vare dine Ord sødere for min Gane, end Honning for min Mund!
127Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld, og mere end fiint Guld.
21Du skjældte paa de Hovmodige, de Forbandede, som fore vild fra dine Bud.
11da skulle (kloge) Anslag bevare dig, (ja) Forstand bevogte dig,
140Dit Ord er saare luttret, og din Tjener elsker det.
38Befæst for din Tjener dit Ord, som (tjener) til din Frygt.
11Dersom de ville høre og tjene, da skulle de fuldende deres Dage i det Gode, og deres Aar i megen Liflighed.
129Dine Vidnesbyrd ere underlige; derfor bevarer min Sjæl dem.
10Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, en god Klogskab for alle dem, som gjøre derefter; hans Priis bestaaer altid.
18(Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).
21Lad dem ikke vige fra dine Øine, bevar dem midt i dit Hjerte.
1Min Søn! bevar mine Taler, og gjem mine Bud hos dig.
13Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.
1Halleluja! Salig er den Mand, som frygter Herren, som haver saare Lyst til hans Bud.
32Og nu, Børn! hører mig, thi salige ere de, som holde mine Veie.
66Lær mig god Sands og Forstand, thi jeg troer paa dine Bud.
19Lad de falske Læber blive stumme, som tale haardt af Hovmod og Foragt imod den Retfærdige.
11Thi dine Dage skulle blive mange ved mig, og Livs Aar skulle tillægges dig.
56Dette skede mig, fordi jeg holdt dine Befalinger.
21Min Søn! lad dem ikke vige fra dine Øine, bevar det bestandige (Gode) og (kloge) Anslag.
2Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, ham søge af ganske Hjerte,
4(Anlangende) Menneskets Gjerninger, (da) haver jeg, jeg efter dine Læbers Ord taget mig vare for Røveres Stier.
16Hvo, som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl, (men) hvo, der foragter sine Veie, skal dødes.
5Torne (og) Snarer ere paa den Forvendtes Vei, (men) den, som bevarer sin Sjæl, skal vige langt fra den.
167Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elsker dem saare.
23Og jeg, jeg sagde, der jeg hastede: Jeg er udryddet fra (at være) for dine Øine; dog hørte du mine (ydmyge) Begjæringers Røst, der jeg raabte til dig.
16Lidet er bedre i Herrens Frygt, end stort Liggendefæ, naar der er Forstyrrelse derhos.
22Naar du vandrer, skal den lede dig, naar du lægger dig, skal den bevare dig, og naar du opvaagner, skal den tale til dig.
23Thi Budet er en Lygte, og Loven er et Lys, og Tugtens (idelige) Overbeviisninger ere Livets Vei,
14Saaledes skal og Viisdoms Kundskab være for din Sjæl; naar du finder (den), da er der (Belønning) paa det Sidste, og din Forhaabning skal ikke udryddes.
12(Som) et Smykke af Guld og en Prydelse af (kosteligt) Guld er en Viis, som straffer, for et Øre, som adlyder.
1Min Søn! dersom du vil antage mine Taler og gjemme mine Bud hos dig,
9Thi de ere en Naades Smykke paa dit Hoved og Kjæder om din Hals.
1Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.
17At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
14Jeg glædede mig i dine Vidnesbyrds Vei, som over alt Gods.
100Jeg er bleven forstandigere end de Gamle, thi jeg haver bevaret dine Befalinger.
10Antager min Tugt og ikke Sølv, og Kundskab fremfor udvalgt opgravet (Guld).
11Tjener Herren med Frygt, og fryder eder med Bævelse.
11Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
9da forkynder han dem deres Gjerning og deres Overtrædelser, fordi de have taget Overhaand;