Ordspråkene 27:14
Hvo, som velsigner sin Næste med høi Røst om Morgenen, naar han aarle opstaaer, det skal regnes ham for en Forbandelse.
Hvo, som velsigner sin Næste med høi Røst om Morgenen, naar han aarle opstaaer, det skal regnes ham for en Forbandelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Et ideligt Dryp paa den Dag, det regner saare, og en trættekjær Qvinde ligne (hverandre).
8 De, som forbande Dagen, skulle forbande den, de, som ere rede til at opvække Leviathan.
17 En Ven elsker altid, og en Broder fødes (til Hjælp) i Nød.
18 Et Menneske, som fattes Forstand, slaaer Haand (i Haand) og bliver fast Borgen hos sin Næste.
17 Fordi han elskede Forbandelse, saa kom den paa ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev langt fra ham.
24 Hvo, som deler med en Tyv, hader sin Sjæl, (saa og) den, der hører Forbandelse og ikke giver det tilkjende.
24 Hvo, som siger til en Ugudelig: Du er retfærdig, ham skulle Folkene forbande, Folkene skulle blive (saare) vrede paa ham.
25 Men dem, som straffe (ham), skal det være lifligt, og der skal komme en god Velsignelse over dem.
24 Forbandet være den, som slaaer sin Næste i Skjul; og alt Folket skal sige: Amen!
10 Bagtal ikke en Tjener for hans Herre, at han ikke skal bande dig, og du skulde bære Skyld.
11 (Der er) en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,
16 Forbandet være den, som ringeagter sin Fader eller sin Moder; og alt Folket skal sige: Amen!
17 Forbandet være den, som flytter sin Næstes Markeskjel; og alt Folket skal sige: Amen!
18 Forbandet være den, som kommer en Blind til at fare vild paa Veien; og alt Folket skal sige: Amen!
19 Forbandet være den, som bøier Retten for den Fremmede, Faderløse og Enken; og alt Folket skal sige: Amen!
9 Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere gjorte efter Guds Lignelse.
10 Af den samme Mund udgaaer Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke saa at skee.
20 Band ikke Kongen, endog i din Tanke, og band ikke en Rig i dit inderste Sengekammer; thi en Fugl under Himmelen kan føre Røsten frem, og den, som haver Vinger, kan forkynde Sagen.
24 Hav ikke Selskab med en vredagtig Mand, og kom ikke til en hastig Mand,
20 Hvo, som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lygte skal udslukkes i tykt Mørke.
21 Den Arv, som man først haster meget efter, den skal ikke velsignes paa det Sidste.
27 Hvo, som giver den Arme, (han skal) ikke (have) Mangel, men (over) den, som skjuler sine Øine, (skulle være) mange Forbandelser.
21 Læg ikke heller paa dit Hjerte alle de Ord, som man siger, at du skal ikke høre din Tjener bande dig.
20 En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
26 Hvo, som holder Kornet tilbage, ham bander Folket, men Velsignelsen (kommer) paa hans Hoved, som sælger det.
13 Tag hans Klædebon, som borgede for en Fremmed, og tag Pant af ham for en ubekjendt (Qvindes) Skyld.
15 Forbandet være den Mand, som førte min Fader Budskab og sagde: Dig er født et Drengebarn! hvilket glædede ham saare.
16 Og den samme Mand vorde som de Steder, hvilke Herren omkastede og angrede det ikke! og han høre et Raab om Morgenen, og et Skrig om Middagstiden!
1 Ros dig ikke af den Dag imorgen; thi du veed ikke, hvad Dagen vil føde.
2 Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber.
15 Og du skal tale til Israels Børn og sige: Hvilkensomhelst, der bander sin Gud, den skal bære sin Synd.
22 Herrens Velsignelse, den gjør rig, og han lægger ikke Smerte til den.
9 Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed (glæder) ved sin Sjæls Raad.
10 Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Huus paa din Modgangs Dag; en Nabo er bedre nær hos, end en Broder langt borte.
24 En Mand, (som haver) Venner, (ham bør det) at omgaaes venligen med (dem); thi der er den Ven, som hænger (fastere) ved, end en Broder.
22 Thi hans Velsignede skulle arve Landet, men hans Forbandede skulle udryddes.
11 Vee dem, som staae aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som tøve (længe), til Tusmørket, at Viin maa brænde dem!
17 Jern kan skjærpe Jern, og en Mand kan skjærpe sin Næstes Ansigt.
28 Lad dem forbande, men velsigne du; lad dem opreise sig, men beskjæmmes, og din Tjener skal glædes.
19 Og det skal skee, naar han hører denne Forbandelses Ord, og han velsigner sig i sit Hjerte og siger: Det skal gaae mig vel, endskjøndt jeg vandrer i mit Hjertes Stivhed, for at jeg kan lægge en Fuld til en Tørstig,
28 En saare forvendt Mand kommer Trætte afsted, og en Bagvasker adskiller en Fyrste (fra den anden).
11 Ved de Oprigtiges Velsignelse ophøies en Stad, men ved de Ugudeliges Mund nedbrydes den.
14 Velsigner dem, som eder forfølge; velsigner og forbander ikke.
14 (Som) Skyer og Veir, (hvor) ingen Regn (er hos), er en Mand, som roser sig af en falsk Gave.
23 Hvo, der straffer et Menneske, skal derefter finde Gunst, mere end den, som smigrer med Tungen.
5 (Naar) En vil kundgjøre (Noget) for Venner med smigrende (Læber), da skulle hans Børns Øine fortæres.
16 Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være paa Marken.
6 Velsignelser ere over den Retfærdiges Hoved, men Vold skal skjule de Ugudeliges Mund.
17 Den, som er hastig til Vrede, gjør Daarlighed, og en underfundig Mand hades.
18 at Herren ikke skal see det, og (det maatte være) ondt for hans Øine, og han maatte vende sin Vrede fra ham (til dig).