Forkynneren 10:20
Band ikke Kongen, endog i din Tanke, og band ikke en Rig i dit inderste Sengekammer; thi en Fugl under Himmelen kan føre Røsten frem, og den, som haver Vinger, kan forkynde Sagen.
Band ikke Kongen, endog i din Tanke, og band ikke en Rig i dit inderste Sengekammer; thi en Fugl under Himmelen kan føre Røsten frem, og den, som haver Vinger, kan forkynde Sagen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Læg ikke heller paa dit Hjerte alle de Ord, som man siger, at du skal ikke høre din Tjener bande dig.
22 Thi dit Hjerte veed ogsaa mange Gange, at du haver ogsaa bandet Andre.
28 Du skal ikke forbande Dommerne, og den Øverste iblandt dit Folk skal du ikke bande.
10 Bagtal ikke en Tjener for hans Herre, at han ikke skal bande dig, og du skulde bære Skyld.
11 (Der er) en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,
2 Som en Spurv vanker omkring, som en Svale flyver, saaledes kommer den Forbandelse ikke, (som skeer) uden Aarsag.
4 Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.
5 Skulde du lade dine Øine flyve til det, da det ikke (bliver)? thi det skal visseligen gjøre sig Vinger, som en Ørn, der flyver til Himmelen.
10 Der er Spaadom paa en Konges Læber, hans Mund skal ikke overtræde i Dom.
14 Hvo, som velsigner sin Næste med høi Røst om Morgenen, naar han aarle opstaaer, det skal regnes ham for en Forbandelse.
6 Ær dig ikke selv for Kongens Ansigt, og staa ikke i de Mægtiges Sted.
7 Thi det er bedre, at man siger til dig: Stig hid op, end at man skal fornedre dig for en Fyrstes Ansigt, saa dine Øine see derpaa.
8 Gak ikke snart ud til at trætte, thi hvad vil du gjøre derefter, naar din Næste haver beskjæmmet dig?
16 Vee dig, du Land! hvis Konge er et Barn, og hvis Fyrster ville æde om Morgenen.
17 Saligt er du, Land, hvis Konge er født af de Ypperste, og hvis Fyrster ville æde i Tide til Styrke og ikke til Drukkenskab.
2 Jeg (siger dig): Bevar Kongens Munds (Ord), dog efter Guds Eds Ord.
4 Hvor Kongens Ord er, der er Magt, og hvo tør sige til ham: Hvad gjør du?
2 En Konges Forfærdelse er som en ung Løves Brølen; den, ham fortørner, synder imod sit Liv.
18 at Herren ikke skal see det, og (det maatte være) ondt for hans Øine, og han maatte vende sin Vrede fra ham (til dig).
19 Lad (din Vrede) ikke optændes over de Onde, vær ikke nidkjær over de Ugudelige;
19 Man gjør Maaltid til at lee, og Vinen glæder de Levende, og Penge svare til Alting.
19 Den, som aabenbarer hemmeligt Raad, han er som en Bagvasker, og bland dig ikke med den, som besviger med sine Læber.
20 Hvo, som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lygte skal udslukkes i tykt Mørke.
10 paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit (onde) Rygte ikke kunne afvendes.
21 Min Søn! frygt Herren og Kongen; bland dig ikke iblandt de Foranderlige;
8 Og Jordens Nytte er for Alle; en Konge (selv) bliver betjent af Ageren.
22 Herrens Velsignelse, den gjør rig, og han lægger ikke Smerte til den.
27 Som et Fuglebuur er fuldt af Fugle, saa ere deres Huse fulde af Svig; derfor ere de blevne store og rige.
10 Det staaer ikke en Daare vel an at forlyste sig, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.
14 Kongens Hastighed er Dødens Bud, men en viis Mand skal forsone den.
18 Skulde Nogen sige til en Konge: Du Belial! til de Ædle: Du Ugudelige?
19 (hvor langt mindre) til den, som ikke anseer Fyrsternes Personer og kjender ikke den Rige fremfor den Ringe; thi de ere alle hans Hænders Gjerning.
4 Om Regentens Mod ophøier sig imod dig, (da) lad ikke dit Sted fare; thi den, som lader af, gjør, at store Synder hvile.
5 Der er en Ulykke til, som jeg saae under Solen, som en Forseelse, der udkommer fra en Regents Ansigt:
6 At en Daare er sat i stor Høihed, men de Rige sidde lavt.
7 Det staaer en Daare ikke vel an at tale om ypperlige Ting, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.
18 (Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).
19 Mon han skulde (høit) agte din Rigdom? (ja) ikke (det skjønne) Guld eller nogen Magts Styrke.
6 Velsignelser ere over den Retfærdiges Hoved, men Vold skal skjule de Ugudeliges Mund.
19 Hvor mange Ord ere, (der) lader Overtrædelse ikke af, men den, som holder inde med sine Læber, er klog.
2 Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber.
2 Thi hvor megen Møie er, komme Drømme, og hvor mange Ord ere, (hører man) en Daares Røst.
30 — jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —
8 En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
14 Og min Haand haver fundet Folkenes Gods som en Rede, og jeg, jeg haver sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte, og der var Ingen, som rørte en Vinge, og som oplod Næb, og som qviddrede.
10 Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
20 En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
11 (Som) en Agerhøne samler (Æg) og udlægger (dem) ikke, (saa er den,) som forhverver (sig) Rigdom, dog ikke med Rette; han skal forlade den midt i sine Dage, og være en Daare paa sit Sidste.
10 da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane.
10 Af den samme Mund udgaaer Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke saa at skee.