Job 29:10
da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane.
da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende;
9 da de Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund;
21 De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.
22 De talede ikke anden Gang efter mit Ord, og min Tale dryppede paa dem.
1 Til Sangmesteren, for Jeduthun; Davids Psalme.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
15 De ere forskrækkede, de kunne ikke ydermere svare, de have henlagt (deres) Ord fra sig.
16 Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.
26 Og jeg vil lade din Tunge hænge ved din Gane, at du skal være stum og ikke (mere) være dem en Mand, som straffer; thi de ere et gjenstridigt Huus.
18 Herre! lad mig ikke beskjæmmes, thi jeg kaldte paa dig; lad de Ugudelige beskjæmmes, lad dem tie i Graven.
21 Og de taug og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: I skulle ikke svare ham.
5 Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.
36 Og Folket taug og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svarer ham Intet.
28 Ogsaa en Daare, om han taug, kunde regnes viis; (thi) den, som holder sine Læber til, er forstandig.
32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.
16 Hedningerne skulle see det og beskjæmmes for al deres Styrke, de skulle lægge Haand paa Mund, deres Øren skulle blive døve.
15 Og der han talede med mig efter disse Ord, (da) vendte jeg mit Ansigt mod Jorden og blev stum.
31 En Retfærdigs Mund fremfører Viisdom, men en Tunge, (som taler) forvendte Ting, skal udryddes.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til en Daares Spot.
9 De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
13 Og de, som søge efter mit Liv, sætte Snarer, og de, som søge min Ulykke, tale om, (hvorledes de kunne gjøre mig) Skade, og grunde den ganske Dag paa allehaande Svig.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
7 De komme igjen mod Aftenen, de tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
27 Da kom alle Fyrsterne til Jeremias og spurgte ham, og han kundgjorde dem efter alle disse Ord, som Kongen havde befalet; da taug de (og lod af) fra ham, efterdi det Ord ikke var blevet hørt.
17 De have Øren, men kunne ikke høre, og der er ingen Aande i deres Mund.
5 Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
11 En Daare udlader al sin Aand, men en Viis skal omsider stille den.
20 Men Herren er i sit hellige Tempel; ti stille for hans Ansigt, al Jorden!
10 De lukke til med deres Fedme, de tale med deres Mund af Hovmod.
23 Hvo, der bevarer sin Mund og sin Tunge, bevarer sin Sjæl fra Angester.
19 Hvor mange Ord ere, (der) lader Overtrædelse ikke af, men den, som holder inde med sine Læber, er klog.
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
10 Der er Spaadom paa en Konges Læber, hans Mund skal ikke overtræde i Dom.
13 Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
31 Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
13 Derfor maa den, som vilde undervise (eder), tie paa den samme Tid; thi det er en ond Tid.
4 Og deres Hjerte, som hastede (formeget), skal forstaae Kundskab, og de Læspendes Tunge skal haste til at tale (heel) forstaaelige (Ord).
10 Thi Herren haver udøst over eder en dyb Søvns Aand, og tillukket eders Øine, han haver skjult Propheterne og eders Øverster, Seerne,
9 Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
11 Og Leviterne kom alt Folket til at tie og sagde: Værer stille, thi denne Dag er hellig, og bekymrer eder intet.
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
11 Man skal adsprede dem formedelst Sværdet, de skulle vorde Ræves Deel.
30 En Retfærdigs Mund skal tale om Viisdom, og hans Tunge skal tale Ret.
8 Oplad din Mund for den Stumme, for alle deres Sag, som skulle omkomme.
30 Men dersom en Anden, som sidder der, faaer en Aabenbarelse, da tie den Første.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Min Lovsangs Gud! ti ikke.
22 Og Herrens Haand var over mig om Aftenen, førend den kom, (som var) undkommen, og oplod min Mund, indtil han kom til mig om Morgenen, og min Mund oplodes, og jeg var ikke ydermere stum.
20 Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
3 I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.