Salmenes bok 135:17
De have Øren, men kunne ikke høre, og der er ingen Aande i deres Mund.
De have Øren, men kunne ikke høre, og der er ingen Aande i deres Mund.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15Hedningernes Afguder ere Sølv og Guld, et Menneskes Hænders Gjerning.
16De have Mund, men kunne ikke tale, de have Øine, men kunne ikke see.
4Deres Afguder ere Sølv og Guld, et Menneskes Hænders Gjerning.
5De have Mund, men kunne ikke tale, de have Øine, men kunne ikke see.
6De have Øren, men kunne ikke høre, de have Næse, men kunne ikke lugte.
7De have Hænder, men kunne ikke føle, de have Fødder, men kunne ikke gaae, de kunne ikke tale igjennem deres Strube.
8Ligesom de ere, saa ere de, der gjøre dem, (ja) hver, som forlader sig paa dem.
18Ligesom de ere, saa ere de, som dem gjøre, ja hver den, som forlader sig paa dem.
18De fornemme ikke og forstaae ikke; thi han haver tilstrøget deres Øine, at de ikke see, og deres Hjerter, at de ikke forstaae.
7De komme igjen mod Aftenen, de tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
21Hør dog dette, du vanvittige Folk, og (som haver) ingen Forstand! de have Øine og see ikke, de have Øren og høre ikke.
17De Døde kunne ikke love Herren, ei heller Nogen af dem, som nedfare i Stilheden.
17Hvert Menneske er ufornuftigt, for det har ingen Kundskab, hver Guldsmed er beskjæmmet ved det udskaarne Billede; thi hans støbte Billede er falskt, og der er ikke Aand i dem.
18De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; de skulle omkomme paa deres Hjemsøgelses Tid.
13Og de, som søge efter mit Liv, sætte Snarer, og de, som søge min Ulykke, tale om, (hvorledes de kunne gjøre mig) Skade, og grunde den ganske Dag paa allehaande Svig.
14Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
5De ere som et Palmetræ, af drevet (Arbeide), men kunne ikke tale; de maae jo bæres, thi de kunne ikke gaae; I skulle ikke frygte for dem, thi de kunne ikke gjøre Ondt, og der er heller ingen (Magt) hos dem til at gjøre Godt.
13Derfor taler jeg til dem ved Lignelser; thi seende see de ikke, og hørende høre de ikke, og forstaae ikke heller.
14Og i dem fuldkommes Esaiæ Spaadom, som siger: Med Hørelsen skulle I høre og ingenlunde forstaae, og seende skulle I see og ingenlunde kjende.
3En Dag udgyder (sin) Tale til den anden, og en Nat kundgjør den anden Vidskab.
18I Døve, hører, og seer til, I Blinde, at I kunne see!
20Du seer (vel) mange Ting, men du bevarer (dem) ikke; (om) han end oplader Ørene, hører han dog ikke.
11Men de vægrede sig for at give Agt derpaa, og vendte Ryg modvilligen, og de gjorde deres Øren tunghørende for ikke at høre.
9De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
15De ere forskrækkede, de kunne ikke ydermere svare, de have henlagt (deres) Ord fra sig.
28Thi de, de ere et Folk, som fordærves ved (sine egne) Raad, og der er ikke Forstand i dem.
8— som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, Øine til ikke at see, og Øren til ikke at høre —indtil denne Dag.
14Hvert Menneske bliver ufornuftigt (og har) ikke Kundskab, hver Guldsmed er beskjæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billede er Bedrageri, og der er ikke Aand i dem.
15De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; til den Tid, naar de blive hjemsøgte, skulle de omkomme.
3Og deres Øine, som see, skulle ikke see hen (til Andre), og deres Øren, som høre, skulle mærke.
10De lukke til med deres Fedme, de tale med deres Mund af Hovmod.
13Deres Strube er en aabnet Grav; med deres Tunge besvige de; Øglers Forgift er under deres Læber;
10Hans Vægtere ere blinde, de vide allesammen Intet, de ere alle stumme Hunde, som ikke kunne gjøe, som ere søvnagtige, som ligge, som elske at slumre.
9Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.
5De have Forgift ligesom en Slanges Forgift; de ere som en døv Øgle, der stopper sit Øre,
27Og du skal tale til dem alle disse Ord, og de skulle ikke høre dig, og du skal kalde ad dem, men de skulle ikke svare dig.
16Hedningerne skulle see det og beskjæmmes for al deres Styrke, de skulle lægge Haand paa Mund, deres Øren skulle blive døve.
9De, som dannede udskaarne Billeder, de ere alle Intet, og deres ønskelige Ting kunne ikke gavne; og de ere deres Vidner, de kunne ikke see og ikke fornemme, derfor skulle de beskjæmmes.
19Vee den, som siger til Træet: Vaagn op! til en stiltiende Steen: Vaagn op! skal den lære dig? see, den er overdragen med Guld og Sølv, og der er ingen Aand inden i den.
4Og Herren haver ikke givet eder Hjerte til at forstaae, eller Øine til at see med, eller Øren til at høre med, indtil denne Dag.
14Men de havde ikke været lydige; men de havde forhærdet deres Nakke, som deres Fædres Nakke, hvilke ikke troede paa Herren deres Gud.
23Men de hørte ikke og bøiede ikke deres Øre, men forhærdede deres Nakke, (at de vilde) ikke høre og ei annamme Tugt.
17og de have ikke kjendt Fredens Vei.
18Der er ikke Gudsfrygt for deres Øine.
29Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.
13Thi Herren sagde: Efterdi dette Folk holder sig nær (til mig) med sin Mund, og de ære mig med sine Læber, men dets Hjerte er langt fra mig, og deres Frygt for mig er Menneskers Bud, som de have lært,
4Thi du haver skjult deres Hjerte fra Forstand, derfor skal du ikke ophøie dem.
8Og jeg saae, og see, der opkom Sener og Kjød paa dem, og han overdrog dem ovenover med Hud, men der var ikke Aand i dem.
10skulle de, de ikke lære dig, (ja) sige dig (det) og udføre Tale af deres Hjerte?
4Da skulle de raabe til Herren, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den samme Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.