Salmene 94:18
Der jeg sagde: Min Fod snublede, Herre! da opholdt din Miskundhed mig.
Der jeg sagde: Min Fod snublede, Herre! da opholdt din Miskundhed mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa et Lidet nær boet i det Stille.
2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
16 Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
19 Der jeg havde mange Tanker inden i mig, da forlystede din megen Trøst min Sjæl.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
9 (han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
8 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du haver seet min Elendighed, du haver kjendt min Sjæl i Angester.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
117 Understøt mig, at jeg maa blive frelst, saa vil jeg altid forlyste mig i dine Skikke.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
13 Gud! dine Løfter (ligge) paa mig; med Taksigelser vil jeg betale dig.
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
26 Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod, at (den) ikke fanges.
15 Mine Øine ere stedse til Herren; thi han, han skal uddrage mine Fødder af Garnet.
5 Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig.
6 Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
24 Naar han falder, da skal han ikke bortkastes; thi Herren opholder hans Haand.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
11 Men jeg, jeg vil vandre i min Fuldkommenhed; forløs mig og vær mig naadig.
12 Min Fod staaer paa det Jævne; i Forsamlinger vil jeg love Herren.
4 Dine Taler have opreist den Faldne, og du haver styrket de bøiede Knæ.
23 Da skal du vandre tryggeligen paa din Vei, og du skal ikke støde din Fod.
23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
2 Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab.
41 Og, Herre! lad din megen Miskundhed komme over mig, din Frelse efter dit Ord.
5 at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
33 den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gjør min Vei fuldkommen.
7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
8 Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).
22 Herre! din Miskundhed være over os, saasom vi haabe paa dig!
8 Herren skal gjøre Ende (derpaa) for mig; Herre! din Miskundhed er evindelig, overgiv ikke dine Hænders Gjerninger.
34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.
8 Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.