Apostlenes Gjerninger 12:22

Original Norsk Bibel 1866

Men Folket raabte til ham: Det er Guds Røst og ikke et Menneskes.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 12:2 : 2 Frels, Herre! thi en From er borte, thi de Trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.
  • Dan 6:7 : 7 Da kom samme Landshøvdinger og Statholdere i Hobetal til Kongen, og de sagde saa til ham: Kong Darius leve evindeligen!
  • Apg 14:10-13 : 10 Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring. 11 Men der Mængden saae det, som Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne ere blevne Mennesker lige og ere komne ned til os. 12 Og de kaldte Barnabas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte Ordet. 13 Men Præsten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Portene og vilde offre tilligemed Folket.
  • Jud 1:16 : 16 Disse ere de, som knurre, som klage over Skjebnen, som vandre efter deres Lyster, og deres Mund taler stolte Ord, medens de ansee med Beundring Personer for Fordeels Skyld.
  • Åp 13:4 : 4 Og de tilbade Dragen, som havde givet Dyret Magt, og de tilbade Dyret og sagde: Hvo er Dyret lig? hvo kan stride imod det?

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 21 Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klædebon, og satte sig paa Thronen og holdt en Tale til dem.

  • 23 Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

  • 72%

    10 Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring.

    11 Men der Mængden saae det, som Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne ere blevne Mennesker lige og ere komne ned til os.

    12 Og de kaldte Barnabas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte Ordet.

  • 72%

    22 Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.

    23 Men der de skrege og kastede Klæderne fra sig, og kastede Støv i Luften,

  • 70%

    24 Men der de hørte det, opløftede de samdrægtigen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

    25 som haver sagt ved Davids, din Tjeners, Mund: Hvorfor fnysede Hedningerne og grundede Folkene paa forfængelige Raad?

  • 70%

    29 Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: En Engel talede til ham.

    30 Jesus svarede og sagde: Denne Røst skede ikke for min Skyld, men for eders Skyld.

  • 70%

    32 Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvilken Aarsag de vare komne tilsammen.

    33 Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde forsvare sig for Folket.

    34 Men der de fik at vide, at han var en Jøde, opstod et eenstemmigt Skrig af Alle, idet de raabte henved to Timer: Stor er de Ephesers Diana!

    35 Men der Cantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd i Ephesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er den store Gudinde Dianas og det himmelfaldne (Billedes) Tempelvogterske?

  • 6 Men de ventede, at han skulde hovne eller pludseligen falde død om. Men der de havde ventet længe og saae, at ham intet Ondt vederfares, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.

  • 28 Men der de hørte dette og vare blevne fulde af Vrede, raabte de og sagde: Stor er de Ephesers Diana!

  • 36 thi der fulgte meget Folk efter og raabte: Tag ham bort!

  • 21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.

  • 9 Men der blev et stort Skrig, og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: Vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel haver talet med ham, da lader os ikke stride mod Gud.

  • 22 I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesum den Nazaræer, en Mand af Gud, udmærket for eder ved kraftige Gjerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, saasom I og selv vide,

  • 10 Til ham holdt Alle sig, baade Smaae og Store, og sagde: Denne er den Guds Kraft, den store.

  • 68%

    14 Men der Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, sønderreve de deres Klæder og sprang ind iblandt Folket,

    15 raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynde eder formedelst Evangelium, at I skulle vende om fra disse forfængelige (Guder) til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

  • 14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;

  • 18 Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.

  • 17 Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: Disse Mennesker ere den høieste Guds Tjenere, som forkynde eder Saliggjørelsens Vei.

  • 12 Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?

  • 46 thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.

  • 8 Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!

  • 19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;

  • 39 Og alt Folket saae det, og de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Herren, han er Gud, Herren, han er Gud.

  • 5 Og en Røst udgik fra Thronen, som sagde: Lover vor Gud, alle hans Tjenere og I, som ham frygte, baade de Smaae og de Store!

  • 22 Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig Mand og som frygter Gud, som haver godt Vidnesbyrd af alt Jødernes Folk, haver faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord.

  • 21 uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.

  • 11 Men Folket sagde: Det er Jesus den Prophet, den fra Nazareth i Galilæa.

  • 29 Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

  • 34 Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet Vist kunde erfare for Larmen, befoel han at føre ham til Fæstningen.

  • 23 Og alt Folket forfærdedes og sagde: Mon denne ikke er den Davids Søn?

  • 1 Og derefter hørte jeg som en høi Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Saliggjørelsen og Æren og Prisen og Magten være Herren vor Gud!

  • 18 Og han sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de vinde, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en syngende Lyd.

  • 10 og som raabte med høi Røst og sagde: Saliggjørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa Thronen, og Lammet!

  • 24 Og der Folket saae ham, da lovede de deres Gud, thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende i vor Haand, og den, som ødelagde vort Land, og som gjorde vore Ihjelslagne mangfoldige.

  • 11 Og der Petrus kom til sig selv, sagde han: Nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodis Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.

  • 15 Da sagde de til hende: Du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: Det er hans Engel.

  • 27 Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesum, hvilken du haver salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Hedningerne og Israels Folk,

  • 14 Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.

  • 12 Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?

  • 7 Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?

  • 6 Og Folket gav samdrægtigen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde.