2 Mosebok 32:18
Og han sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de vinde, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en syngende Lyd.
Og han sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de vinde, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en syngende Lyd.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17Der Josva hørte Folkets Lyd, at de raabte, da sagde han til Mose: Der er en Krigslyd i Leiren.
10Og Josva bød Folket og sagde: I skulle ikke skrige, og ei lade eders Røst høre, og der skal ikke et Ord udgaae af eders Mund indtil den Dag, jeg siger til eder: Skriger! da skulle I skrige.
13saa at Folket kunde ikke kjende den Glædes Frydeskrigs Røst fra Folkets Graads Røst, fordi Folket raabte med et stort Skrig, saa at man hørte Røsten langt borte.
5Og det skede, der Herrens Pagtes Ark kom til Leiren, da skreg al Israel med et stort Frydeskrig, saa at Jorden rørtes.
6Der Philisterne hørte dette Frydeskrigs Røst, da sagde de: Hvad er dette for et stort Frydeskrigs Røst i de Ebræers Leir? og de fornam, at Herrens Ark var kommen til Leiren.
17Der raabte de: Pharao, Kongen af Ægypten, er (kun) et Bulder; han lod den bestemte Tid gaae forbi.
19Og det skede, der han kom nær til Leiren og saae Kalven og Dands, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder, og sønderbrød dem neden ved Bjerget.
19Og Basunens Lyd tog til og blev meget stærk; Mose talede, og Gud svarede ham lydeligen.
4(Der er) en Mængdes Røst paa Bjergene, ligesom et stort Folks, et Bulders Røst af forsamlede Hedningers Riger; den Herre Zebaoth mønstrer Krigshær.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
12Derfor, see, Gud er med os foran, og hans Præster og Klangens Basuner til at blæse imod eder; (I) Israels Børn, strider ikke imod Herren, eders Fædres Gud, thi det skal ikke lykkes eder.
1Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren, og sagde: Jeg vil synge for Herren, thi han er høit ophøiet; Hesten og den, som red derpaa, haver han nedstyrtet i Havet.
14Herren skal stride for eder, og I, I skulle tie.
15Og Herren sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? siig til Israels Børn, at de skulle drage frem.
2Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som mange Vandes Lyd, og som en stærk Tordens Lyd, og jeg hørte Harpelegeres Lyd, som legede paa deres Harper.
42Da sagde Herren til mig: Siig dem: I skulle ikke drage op, og I skulle ikke stride, thi jeg er ikke midt iblandt eder; at I skulle ikke blive slagne for eders Fjenders Ansigt.
25Den leer ad Frygten og forskrækkes ikke, og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.
15Og han sagde: Giver Agt paa, al Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josaphat! saa sagde Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds.
19og til en Basuns Lyd og til Ords Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at Talen ikke mere maatte skee til dem;
2Hører flittig hans Røsts Bevægelse, og (hvad for) Tale der udgaaer af hans Mund.
6med Basuner og Trompets Lyd; raaber med Glæde for Herrens Ansigt, (som er) Konge.
3Og han skal sige til dem: Hør Israel! I komme idag til Striden imod eders Fjender, lader eders Hjerte ikke blive blødt, frygter ikke og forfærdes ikke, og gruer ikke for deres Ansigt.
2(Der er) Svøbes Lyd og Hjuls Bulders Lyd, og stampende Heste og rumlende Vogne.
28Saa førte al Israel Herrens Pagtes Ark op med Frydeskrig og med Trompetlyd og med Basuner og med Cymbler, (og) de lode sig høre med Psaltere og Harper.
4Raaber med Glæde for Herren, al Jorden! raaber og synger med Fryd og synger Psalmer.
14Og der Eli hørte Skrigets Røst, da sagde han: Hvad er dette for et Bulders Røst? og Manden skyndte sig og kom og gav Eli det tilkjende.
22Men Folket raabte til ham: Det er Guds Røst og ikke et Menneskes.
21Han ansaae ikke Uret i Jakob, og saae ikke til Møie i Israel; Herren, hans Gud, er med ham, og Kongens Basun klang hos ham.
5De skulle springe paa Bjergenes Toppe, som Vogne rumle, som en Ildslue sprager, der fortærer Halm, som et mægtigt Folk, der er rustet til Krig.
9Og Mose sagde saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Aands Angest og for den haarde Trældom.
28Og Herren hørte eders Ords Røst, der I talede til mig; da sagde Herren til mig: Jeg haver hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet.
14Og Leviterne skulle svare og sige til hver Mand af Israel med høi Røst:
5Og det skal skee, naar man blæser langsomt i Væderhornene, naar I høre Trompetens Lyd, da skal alt Folket skrige med et stort Skrig; saa skal Stadens Muur falde lige ned, og Folket skal stige op, hver lige frem for sig.
29I skulle have en Sang som paa en Nat, naar man helliger en Høitid, og der (skal være) Hjertens Glæde, som naar En gaaer med en Pibe for at komme til Herrens Bjerg, til Israels Klippe.
16Og det skede den syvende Gang, da blæste Præsterne i Trompeterne; og Josva sagde til Folket: Skriger, thi Herren haver givet eder Staden.
8Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke for dem, thi jeg haver givet dem i din Haand; der skal ikke en Mand af dem kunne staae for dit Ansigt.
10Og Pharao kom nær til; og Israels Børn opløftede deres Øine, og see, Ægypterne droge efter dem, da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til Herren
6Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som mange Vandes Lyd og som stærke Tordeners Lyd, som sagde: Halleluja! fordi Herren, Gud, den Almægtige, haver antaget Riget.
18Og alt Folket saae Tordenen og Blussene og Basunens Lyd, og Bjerget ryge; ja Folket saae det, og de flyede og stode langt borte.
25Da sagde Josva til dem: Frygter ikke og forfærdes ikke, værer frimodige og værer stærke; thi Herren skal saaledes gjøre imod alle eders Fjender, dem, som I stride imod.