4 Mosebok 23:21
Han ansaae ikke Uret i Jakob, og saae ikke til Møie i Israel; Herren, hans Gud, er med ham, og Kongens Basun klang hos ham.
Han ansaae ikke Uret i Jakob, og saae ikke til Møie i Israel; Herren, hans Gud, er med ham, og Kongens Basun klang hos ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22Gud er den, som udførte dem af Ægypten; han haver megen Styrke, som en Eenhjørnings.
23Thi der er ingen Spaadom imod Jakob, og ingen Trolddom imod Israel; i (sin) Tid skal siges om Jakob og om Israel, hvad Gud haver gjort.
24See, det Folk skal staae op som en stor Løve, og ophøie sig som en Løve; det skal ikke lægge sig, før det æder Rovet og drikker de Ihjelslagnes Blod.
19Han haver kundgjort Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Rette.
20Han haver ikke gjort saaledes ved noget Folk, og de Rette, dem kjende de ikke. Halleluja!
20See, jeg haver taget mig for at velsigne; og han velsignede, og jeg kan ikke afvende det.
14Syng (med Fryd), Zions Datter! raab (med Glæde), o Israel! vær glad og, fryd dig i (dit) ganske Hjerte, Jerusalems Datter!
15Herren haver borttaget dine Domme, udryddet din Fjende; Herren, Israels Konge, er inden i dig, du skal ikke see Ulykke ydermere.
19Jakobs Deel er ikke som disse, thi han er den, som danner Alting, og (Israel er) hans Arvs Stamme; Herre Zebaoth er hans Navn.
16Jakobs Deel er ikke som disse; thi han er den, som haver dannet alle Ting, og Israel er hans Arvs Stamme; Herre Zebaoth er hans Navn.
7Da tog han til sit Sprog og sagde: Af Syrien haver Balak, Moabiternes Konge, ladet hente mig fra Bjergene mod Østen: Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, vredes paa Israel.
8Hvorledes skal jeg forbande, da Gud ikke forbander? hvorledes skal jeg vredes, da Herren ikke vredes?
9Thi jeg seer ham af Klippernes Top, og af Høiene beskuer jeg ham; see, det Folk skal boe alene, og skal ikke regnes iblandt Hedningerne.
4og Kongens Styrke, som elsker Ret; du, du haver befæstet Oprigtigheder, du, du haver gjort Ret og Retfærdighed i Jakob.
12Derfor, see, Gud er med os foran, og hans Præster og Klangens Basuner til at blæse imod eder; (I) Israels Børn, strider ikke imod Herren, eders Fædres Gud, thi det skal ikke lykkes eder.
5Thi Israel og Juda (skulle) ikke (forlades) i Enkestand af sin Gud, af den Herre Zebaoth, skjøndt deres Land er fyldt med Skyld for Israels Hellige.
8Herren haver sendt et Ord i Jakob, og det er faldet i Israel.
26Der er Ingen som Gud, (o du) Rette! han, som farer paa Himmelen til din Hjælp, og med sin Høihed paa de øverste Skyer.
7Og de sige: Herren seer det ikke, og Jakobs Gud forstaaer det ikke.
22Derfor, saa sagde Herren, som forløste Abraham, til Jakobs Huus: Jakob skal nu ikke (mere) beskjæmmes, og hans Ansigt skal nu ikke (mere) blegne.
29Salig er du, Israel! hvo er som du? o Folk, som er frelst i Herren, (som er) din Hjælps Skjold, og som er din Høiheds Sværd; og dine Fjender skulle smigre for dig, og du, du skal træde paa deres Høie.
5Hvor behagelige ere dine Pauluner, Jakob! (ja) dine Boliger, Israel!
12Saligt er det Folk, hvis Gud Herren er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
7Men der kom en Guds Mand til ham og sagde: O Konge! lad ikke Israels Hær komme med dig; thi Herren er ikke med Israel, (ei heller) med alle Ephraims Børn.
1Der Bileam saae, at det behagede Herren, at han velsignede Israel, da gik han ikke hen, som de andre Gange, at søge Spaadomme, men han rettede sit Ansigt mod Ørken.
2Og Bileam opløftede sine Øine og saae Israel, som boede (i Leiren) efter sine Stammer; og Guds Aand var over ham.
4Thi Herren haver udvalgt sig Jakob, Israel til sin (synderlige) Eiendom.
12Herren alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham.
17Jeg skal see ham, dog ikke nu, jeg skal skue ham, men ikke nær hos; der fremgaaer en Stjerne af Jakob, og opstaaer et Spiir af Israel, og det skal saare Moabs Hjørner og ødelægge alle Seths Børn.
27Thi mon Israel ikke var dig en Latter? mon han var funden iblandt Tyve, siden du, saa tidt du talede imod ham, rystede med Hovedet?
7Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
56Lovet være Herren, som haver givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han haver talet; der faldt ikke eet Ord af alt hans det gode Ord, som han talede formedelst Mose, sin Tjener.
4Thi de indtoge ikke Landet til Arv ved deres Sværd, og deres Arm frelste dem ikke, men din høire Haand og din Arm, og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.
20Herre! der er Ingen som du, og der er ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore Øren.
21Og hvo er et Folk paa Jorden som dit Folk Israel? for hvis Skyld Gud gik hen til at forløse sig det til et Folk (og) at sætte sig et Navn ved store og forfærdelige Ting, ved at uddrive Hedningerne for dit Folks Ansigt, som du forløste af Ægypten.
3Han afhuggede hvert Israels Horn i (sin) fnysende Vrede, han drog sin høire Haand tilbage for Fjendens Ansigt, og der brænder i Jakob som en Ildslue; den haver fortæret trindt omkring.
7Thi saa sagde Herren: Fryder eder over Jakob med Glæde, og raaber høit foran iblandt Hedningerne; lader det høre, priser og siger: Herre! frels dit Folk, det Overblevne af Israel!
21Han er din Lov, og han er din Gud, som haver gjort disse store og forfærdelige Ting mod dig, som dine Øine have seet.
5Og han var en Konge for den Rette, da Folkets Øverster forsamlede sig tilligemed Israels Stammer.
22Med ham skal min Haand blive fast, ja, min Arm skal bekræfte ham.
5Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren, hans Gud,
2En Adspreder drager op imod dig, bevar Befæstningen, vaer flittig paa Veien, styrk Lænderne, gjør din Kraft saare stærk!
2Israel glæde sig i den, som ham gjorde! Zions Børn fryde sig i deres Konge!
24Hvo gav Jakob til at plyndres, og Israel til Røvere? mon ikke Herren? og han er den, vi syndede imod, og de vilde ikke vandre i hans Veie og ikke høre paa hans Lov.
14Thi Herren din Gud vandrer midt iblandt din Leir, for at udfrie dig og at give dine Fjender for dit Ansigt, og din Leir skal være hellig, at han skal ikke see nogen ubluelig Handel hos dig, og vende sig bort fra dig.
5Og han sagde til dem: Jeg seer eders Faders Ansigt, at det er ikke imod mig, som tilforn; men min Faders Gud haver været med mig.
12Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaae med dem; du skal ikke forbande Folket, thi det er velsignet.
21Thi Herren skal der være os herlig, (der skal være) et Sted med Floder, med vide og brede Strømme (paa begge Sider); intet Skib, som roes, skal fare deri, og intet ypperligt Skib skal fare derigjennem.