Apostlenes gjerninger 21:13
Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.
Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Og han kom til os, og tog Pauli Bælte og bandt sine egne Hænder og Fødder, og sagde: Saa siger den Hellig-Aand: Den Mand, som dette Bælte tilhører, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overantvorde ham i Hedningernes Hænder.
12 Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
14 Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: Skee Herrens Villie!
15 Men efter de Dage, der vi vare færdige, droge vi op til Jerusalem.
22 Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem og veed ikke, hvad mig der skal vederfares;
23 uden at den Hellig-Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie efter mig.
24 Men jeg agter Intet, holder og ikke selv mit Liv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg haver annammet af den Herre Jesu, at vidne om Guds Naades Evangelium.
25 Og nu see, jeg veed, at I ikke skulle mere see mit Ansigt, I alle, iblandt hvilke jeg haver vandret omkring og prædiket Guds Rige.
21 Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaja og at drage til Jerusalem, og sagde: Efterat jeg haver været der, bør det mig og at see Rom.
33 Men han sagde til ham: Herre! jeg er beredt at gaae med dig baade i Fængsel og i Døden.
11 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
36 Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.
37 Men de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Pauli Hals og kyssede ham.
38 Og meest smertede dem det Ord, han sagde, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet.
29 Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.
21 For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
6 Thi jeg offres allerede, og min Opløsnings Tid er forhaanden.
30 Hvi staae og vi hver Time i Fare?
31 Jeg døer dagligen, (det vidner jeg) ved den vor Ros, som jeg haver i Christo Jesu, vor Herre.
31 at jeg maa blive friet fra de Vantroe i Judæa, og at mit Ærinde til Jerusalem maa blive de Hellige behageligt;
31 Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.
19 at jeg haver tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser;
21 Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
11 Thi haver jeg handlet Uret, eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det Intet, hvorfor disse anklage mig, da kan Ingen overgive mig til dem af Gunst. Jeg indskyder min Sag for Keiseren.
15 Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
4 Og der vi fandt Disciple, bleve vi der i syv Dage; disse sagde ved Aanden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
28 Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
25 Men nu reiser jeg til Jerusalem for at tjene de Hellige.
21 Thi det at leve er mig Christus, og at døe en Vinding.
26 som ere Mennesker, der have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Christi Navn.
21 Lad du dig derfor ikke overtale af dem; thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke have under Forbandelse forpligtet sig til, hverken at æde, ei heller at drikke, inden de have slaget ham ihjel; og de ere nu rede og forvente Besked fra dig.
21 uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.
10 Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: Staa op, reis til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre.
13 Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus, og skulde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, da han selv vilde gaae tilfods.
16 thi jeg vil vise ham, hvormeget det bør ham at lide for mit Navns Skyld.
15 Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon til at prædike Evangelium ogsaa for eder, som ere i Rom.
18 og saae ham, og han sagde til mig: Skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, fordi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.
19 Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
20 Men der jeg var tvivlraadig angaaende Sagen om denne, sagde jeg, om han vilde reise til Jerusalem og dømmes der for disse Ting.
19 Og der han havde hilset dem, fortalte han det Ene efter det Andet, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
3 Jeg siger det ikke som Bebreidelse; thi jeg sagde tilforn, at I ere i vort Hjerte til at døe sammen og leve sammen.
19 Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
37 Peder siger til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig.
31 Derfor vaager og kommer ihu, at jeg haver ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde Enhver af eder med Taarer.
17 Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
18 hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
25 Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.
9 Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: Vil du drage op til Jerusalem for at dømmes der af mig for disse Ting?
10 Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien, efterdi vi kunde vide forvist deraf, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem.
15 Men jeg haver Intet brugt af disse Ting. Men jeg haver ikke skrevet dette, for at det skal saaledes skee med mig; thi det var mig bedre at døe, end at Nogen skulde gjøre min Ros til Intet.