Apostlenes gjerninger 9:16
thi jeg vil vise ham, hvormeget det bør ham at lide for mit Navns Skyld.
thi jeg vil vise ham, hvormeget det bør ham at lide for mit Navns Skyld.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Men der var en Discipel i Damascus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: Ananias! men han sagde: See, her er jeg, Herre!
11Men Herren sagde til ham: Staa op og gaa hen i den Gade, som kaldes den Lige, og spørg i Judæ Huus efter En, ved Navn Saulus, fra Tarsus; thi see, han beder;
12og han haver seet i et Syn en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Haanden paa ham, at han skulde faae sit Syn igjen.
13Men Ananias svarede: Herre! jeg haver hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han haver gjort dine Hellige i Jerusalem;
14og han haver her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalde dit Navn.
15Men Herren sagde til ham: Gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn;
1Men Saulus fnysede endnu med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst
2og begjærede Breve af ham til Damascus til Synagogerne, paa det at, dersom han fandt Nogle, som vare af denne Tro, Mænd eller Qvinder, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3Men idet han reiste, kom han nær til Damascus; og pludseligen omskinnede et Lys fra Himmelen ham.
4Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
5Men han sagde: Hvo er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
6Og han sagde bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: Staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.
13men midt om Dagen saae jeg paa Veien, o Konge! et Lys af Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.
14Men der vi alle faldt ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det ebraiske Sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
15Men jeg sagde: Herre, hvo er du? men han sagde: Jeg er Jesus, hvem du forfølger.
16Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor haver jeg aabenbaret mig for dig, for at udkaare dig til en Tjener og et Vidne baade om det, som du haver seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig,
17idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig,
6Men det skede mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligen omskinnede mig;
7og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
8Men jeg svarede: Hvo er du, Herre? og han sagde til mig: Jeg er Jesus, den Nazaræer, som du forfølger.
9Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig.
10Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: Staa op, reis til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre.
11Men der Synet var mig betaget ved Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus.
17Men Ananias gik hen og kom ind i Huset, og lagde Hænderne paa ham og sagde: Saul, Broder! Herren, Jesus, der aabenbaredes for dig paa Veien, ad hvilken du kom, haver udsendt mig, at du skal faae dit Syn igjen og fyldes med den Hellig-Aand.
18Og strax faldt fra hans Øine ligesom Skjæl, og han fik i det samme sit Syn igjen, og stod op og blev døbt;
27Men Barnabas tog ham til sig og førte ham til Apostlerne; og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa Veien, og at han havde talet til ham, og hvorledes han i Damascus havde lært frimodigen i Jesu Navn.
13kom til mig og stod for mig, og sagde til mig: Saul, Broder, see op! og jeg saae op paa ham i den samme Stund.
14Men han sagde: Vore Fædres Gud haver beskikket dig, at du skulde kjende hans Villie og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund;
15thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du haver seet og hørt.
21Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
22Og han sagde: Det bør Menneskens Søn at lide Meget, og at forskydes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes og opstaae tredie Dag.
18og saae ham, og han sagde til mig: Skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, fordi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.
19Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
9Men sidst af Alle blev han og seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes en Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed.
13Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.
22Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem og veed ikke, hvad mig der skal vederfares;
23uden at den Hellig-Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie efter mig.
16Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, for at Jesus Christus vilde paa mig, som den største, vise al Langmodighed, dem til et Exempel, som skulle troe paa ham til det evige Liv.
9Jeg selv haver vel og meent, at det burde mig at gjøre meget imod Jesu, den Nazareers, Navn,
9Men Saulus, — som og kaldes Paulus, — fyldt med den Hellig-Aand, saae stivt paa ham og sagde:
21Men Alle, som det hørte, forbausedes og sagde: Er det ikke den, som i Jerusalem forfulgte dem, som paakaldte dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster?
23At Christus skulde lide, at han, den Første af de Dødes Opstandelse, skulde forkynde Lys for Folket og Hedningene.
8Men Saulus reiste sig op fra Jorden; men der han oplod sine Øine, saae han Ingen; men de ledte ham ved Haanden og førte ham ind i Damascus.
15Men jeg haver Intet brugt af disse Ting. Men jeg haver ikke skrevet dette, for at det skal saaledes skee med mig; thi det var mig bedre at døe, end at Nogen skulde gjøre min Ros til Intet.
16Thi om jeg prædiker Evangelium, er det mig ingen Ros; thi Nødvendighed paaligger mig. Ja vee mig, dersom jeg ikke prædiker Evangelium!
11i Forfølgelser, i Lidelser, saadanne som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconium, i Lystra, hvilke Forfølgelser jeg haver udstaaet, og Herren friede mig af dem alle.
12Ja, ogsaa Alle, som ville leve gudeligen i Christo Jesu, skulle forfølges.
30idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.
23Men dette gjør jeg for Evangelii Skyld, at jeg kan blive meddeelagtig derudi.
21Men alt dette skulle de gjøre eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kjende den, som mig haver udsendt.