Apostlenes Gjerninger 27:25

Original Norsk Bibel 1866

Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Rom 4:20-21 : 20 men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære, 21 fuldkommen vis paa, at det, som han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre.
  • 2 Tim 1:12 : 12 for hvilken Sag jeg og lider dette, men skammer mig ikke (derved); thi jeg veed, paa hvem jeg haver troet, og er vis paa, at han er mægtig til at bevare det, jeg haver nedlagt hos ham, til hiin Dag.
  • 4 Mos 23:19 : 19 Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ei heller et Menneskes Barn, at han skulde angre (Noget); haver han sagt det og skulde ikke gjøre det? og haver han talet og skulde ikke holde det?
  • 2 Krøn 20:20 : 20 Og de stode tidligen op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josaphat og sagde: Hører mig, Juda og I, Indbyggere i Jerusalem! troer paa Herren eders Gud, saa skulle I blive forsikkrede, troer paa hans Propheter, saa skulle I faae Lykke.
  • Luk 1:45 : 45 Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren.
  • Apg 27:11 : 11 Men Høvedsmanden over Hundrede troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som af Paulus blev sagt.
  • Apg 27:21-22 : 21 Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade. 22 Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.
  • Apg 27:36 : 36 Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 84%

    17 Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes.

    18 Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord.

    19 Og paa den tredie Dag udkastede vi med vore Hænder Skibets Redskab.

    20 Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses.

    21 Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.

    22 Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.

    23 Thi denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvem jeg tilhører og hvem jeg tjener, og sagde:

    24 Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.

  • 83%

    26 Men vi skulle strande paa en Ø.

    27 Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve om i det adriatiske Hav, formodede Skibsfolkene ved Midnat, at et Land var dem nær.

  • 11 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.

  • 78%

    9 Men der megen Tid var forløben, og Seiladsen nu var farlig, fordi endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus og sagde til dem:

    10 I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.

    11 Men Høvedsmanden over Hundrede troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som af Paulus blev sagt.

    12 Og der Havnen ikke var beqvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen til Phoenix for at overvintre der, hvilken er en Havn paa Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest.

    13 Men der Søndenvind blæste op, og de meente, at de havde naaet deres Hensigt, lettede de Anker og holdt nær under Creta.

  • 11 Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade paa samme Maade, som og de.

  • 73%

    11 Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.

    12 Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.

  • 72%

    36 Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.

    37 Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle.

  • 72%

    29 Og de frygtede, at de maaskee skulde støde paa Skjær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag.

    30 Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lode Baaden ned i Havet under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,

    31 da sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede og til Stridsmændene: Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke blive frelste.

  • 6 Men de ventede, at han skulde hovne eller pludseligen falde død om. Men der de havde ventet længe og saae, at ham intet Ondt vederfares, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.

  • 71%

    40 Og der de havde kappet Ankerne, overlode de (Skibet) til Havet og løsnede tillige Rorbaandene; og idet de ophidsede Raaseilet for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.

    41 Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.

    42 Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.

    43 Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,

    44 og de Andre (redde sig), Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skede det, at Alle kom frelste til Landet.

  • 27 Men Jesus talede strax til dem og sagde: Værer frimodige! det er mig; frygter ikke.

  • 11 Hvad enten det da er mig, eller hine, da prædike vi saaledes, og saaledes troede I.

  • 25 Og dette veed jeg og er forsikkret om, at jeg skal blive og forblive hos Eder alle til Eders Forfremmelse og Glæde i Troen;

  • 27 Troer du, Kong Agrippa! Propheterne? Jeg veed, at du troer.

  • 50 — Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede. — Og han talede strax med dem og sagde til dem: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke.

  • 16 Det glæder mig, at jeg kan lide paa eder i Alting.

  • 70%

    13 Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

    14 Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: Skee Herrens Villie!

  • 29 Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.

  • 15 Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.

  • 69%

    6 Og der fandt Høvedsmanden over Hundrede et Skib fra Alexandria, som seilede til Italien, og satte os paa det.

    7 Men der vi seilede langsomt i mange Dage og med Vanskelighed naaede Cnidus, — thi Vinden føiede os ikke — holdt vi ned under Creta ved Salmone.

  • 13 Men efterdi vi have den samme Troens Aand, efter det, som skrevet er: Jeg haver troet, derfor haver jeg talet, saa troe vi og, derfor tale vi og;

  • 7 saa ere vi derved, Brødre! trøstede ved eder i al vor Trængsel og Nød, formedelst eders Tro.

  • 10 Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien, efterdi vi kunde vide forvist deraf, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem.

  • 15 Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa.

  • 14 Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lære, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene-Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,

  • 22 Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem og veed ikke, hvad mig der skal vederfares;

  • 1 Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg haver med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.

  • 13 Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus, og skulde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, da han selv vilde gaae tilfods.