Lukas 22:41
Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
42 Fader, vil du tage denne Kalk fra mig! — dog skee ikke min Villie, men din!
43 Men en Engel af Himmelen blev seet af ham og styrkede ham.
44 Og der han stred hart (med Dødsangest), bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
45 Og der han var opstanden fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
46 Og han sagde til dem: Hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
39 Og han gik ud og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa.
40 Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: Beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
32 Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: Sætter eder her, indtil jeg faaer bedet.
33 Og han tog Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.
34 Og han sagde til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager.
35 Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.
36 Og han sagde: Abba, Fader! Alting er dig muligt, tag denne Kalk fra mig; dog (skee) ikke, hvad jeg vil, men hvad du (vil).
37 Og han kom og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?
38 Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
39 Og han gik atter hen og bad, og sagde de samme Ord.
40 Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41 Og han kom tredie Gang og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.
42 Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
36 Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: Sætter eder her, imedens jeg gaaer bort derhen og beder.
37 Og han tog Peder og de to Zebedæi Sønner til sig, og begyndte at bedrøves og svarligen at ængstes.
38 Da siger han til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
39 Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: Min Fader! er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig! dog ikke som jeg vil, men som du vil.
40 Og han kom til Disciplene og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Saa kunde I da ikke vaage een Time med mig?
41 Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
42 Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: Min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden at jeg skal drikke den, da skee din Villie!
43 Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øine vare betyngede.
44 Og han lod dem blive, og gik atter hen og bad tredie Gang og talede de samme Ord.
45 Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? See, Timen er nær, og Menneskens Søn skal overantvordes i Synderes Hænder.
16 Men han veg bort i Ørkenerne og bad.
12 Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til Bjerget at bede; og han blev Natten over i Bønnen til Gud.
35 Og aarle, der det endnu var høi Nat, stod han op, gik ud, og gik hen til et øde Sted og bad der.
23 Og der han havde ladet Folket fare, gik han afsides op paa et Bjerg for at bede. Men der det var blevet Aften, var han alene der.
1 Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! lær os at bede, som Johannes og lærte sine Disciple.
2 Da sagde han til dem: Naar I bede, da siger: Vor Fader, du som er i Himlene! helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; skee din Villie, som i Himmelen, saa og paa Jorden;
46 Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa Bjerget for at bede.
14 Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og faldt paa Knæ for ham og sagde:
7 Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
28 Men det begav sig henved otte Dage efter denne Tale, at han tog til sig Petrus og Johannes og Jakobus, og gik op paa Bjerget for at bede.
36 Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.
1 Der Jesus havde talet dette, gik han ud med sine Disciple over den Bæk Kedron, hvor en Urtegaard var, i hvilken han og hans Disciple gik ind.
26 Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
37 Men han lærte om Dagen i Templet, men om Nætterne gik han ud og blev Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.
32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal aflade; og naar, du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.
50 Men han førte dem ud henimod Bethanien; og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
1 Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man altid bør bede og ikke blive træt.
60 Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.
1 Men Jesus gik til Oliebjerget.
27 Nu er min Sjæl forfærdet, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time! dog, derfor er jeg kommen til denne Time.
40 Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til (ham), spurgte han ham ad og sagde:
18 Og det begav sig, der han var alene og bad, at hans Disciple vare hos ham; og han spurgte dem ad og sagde: Hvem siger Folket mig at være?