Apostlenes gjerninger 7:59
Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesu, annam min Aand!
Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesu, annam min Aand!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
60Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.
54Men der de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.
55Men der han var fuld af den Hellig-Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed, og Jesum staaende hos Guds høire Haand;
56og han sagde: See, jeg seer Himlene aabnede og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand.
57Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.
58Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham; og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.
1Men ogsaa Saulus havde Velbehag i hans Mord. Men paa den Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem; og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.
2Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt stor Klage over ham.
18og saae ham, og han sagde til mig: Skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, fordi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.
19Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
20og der Stephani, dit Vidnes, Blod blev udøst, stod jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
21Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
22Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
23Men der de skrege og kastede Klæderne fra sig, og kastede Støv i Luften,
7og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
8Men jeg svarede: Hvo er du, Herre? og han sagde til mig: Jeg er Jesus, den Nazaræer, som du forfølger.
4Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
5Men han sagde: Hvo er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
6Og han sagde bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: Staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.
7Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.
46Og Jesus raabte med høi Røst og sagde: Fader! jeg vil befale min Aand i dine Hænder; og der han dette sagde, udgav han Aanden.
5Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
8Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.
9Men Nogle af dem, som hørte til den Synagoge, der kaldes de Libertiners og Cyrenæers og Alexandriners, og af dem, som vare fra Cilicia og Asia, opstode og tvistede med Stephanus.
10Og de kunde ikke imodstaae den Viisdom og den Aand, af hvilken han talede.
19Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
14Men der vi alle faldt ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det ebraiske Sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
15Men jeg sagde: Herre, hvo er du? men han sagde: Jeg er Jesus, hvem du forfølger.
31Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham.
17Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig-Aand.
15hvilke, der de vare komne ned, bade for dem, at de maatte faae den Hellig-Aand.
37Men Jesus raabte med høi Røst og udgav Aanden.
6hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse bade og lagde deres Hænder paa dem.
41Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
9Og der han havde sagt dette, blev han optagen, medens de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine.
1Men Saulus fnysede endnu med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst
29og lærte frimodigen i den Herres Jesu Navn; og han talede og tvistede med de græskfødte Jøder; men de toge sig for at slaae ham ihjel.
21Men de gjorde et Forbund imod ham og stenede ham med Stene efter Kongens Bud i Forgaarden ved Herrens Huus.
12Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
24Men Simon svarede og sagde: Beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.
14og han haver her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalde dit Navn.
50Men Jesus raabte atter med høi Røst og udgav Aanden.
59Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham; men Jesus skjulte sig, og gik ud af Templet, og gik igjennem midt iblandt dem, og han undkom saaledes.
6Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.
24Men der de hørte det, opløftede de samdrægtigen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
39Og de toge ham, og stødte ham ud udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel.
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
11Men Herren sagde til ham: Staa op og gaa hen i den Gade, som kaldes den Lige, og spørg i Judæ Huus efter En, ved Navn Saulus, fra Tarsus; thi see, han beder;
29Og nu, Herre! see til deres Trudsler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,
37Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?