Apostlenes gjerninger 7:58
Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham; og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.
Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham; og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
54Men der de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.
55Men der han var fuld af den Hellig-Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed, og Jesum staaende hos Guds høire Haand;
56og han sagde: See, jeg seer Himlene aabnede og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand.
57Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.
59Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesu, annam min Aand!
60Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.
1Men ogsaa Saulus havde Velbehag i hans Mord. Men paa den Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem; og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.
2Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt stor Klage over ham.
3Men Saulus foer frem med Vold mod Menigheden, og gik ind i Husene og fremdrog baade Mænd og Qvinder, og overantvordede dem i Fængsel.
19Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
20og der Stephani, dit Vidnes, Blod blev udøst, stod jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
21Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
22Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
23Men der de skrege og kastede Klæderne fra sig, og kastede Støv i Luften,
5Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
6og de fik det at vide, undflyede de til Stæderne i Lycaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land.
19Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
29Og de stode op og stødte ham ud udenfor Staden, og førte ham op paa det Høieste af Bjerget, paa hvilket deres Stad var bygget, for at styrte ham ned.
6Men det skede mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligen omskinnede mig;
7og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
6Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.
1Men Saulus fnysede endnu med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst
2og begjærede Breve af ham til Damascus til Synagogerne, paa det at, dersom han fandt Nogle, som vare af denne Tro, Mænd eller Qvinder, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3Men idet han reiste, kom han nær til Damascus; og pludseligen omskinnede et Lys fra Himmelen ham.
4Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
10hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Fængsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepræster, og naar de bleve myrdede, gav jeg min Stemme dertil.
11Og i alle Synagoger lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligen, og end mere rasende mod dem, forfulgte jeg dem endog indtil udenlandske Stæder.
12Hvorfor jeg og drog til Damascus med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster;
7Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.
8Men Saulus reiste sig op fra Jorden; men der han oplod sine Øine, saae han Ingen; men de ledte ham ved Haanden og førte ham ind i Damascus.
12Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
8Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.
9Men Nogle af dem, som hørte til den Synagoge, der kaldes de Libertiners og Cyrenæers og Alexandriners, og af dem, som vare fra Cilicia og Asia, opstode og tvistede med Stephanus.
14Men der vi alle faldt ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det ebraiske Sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
29og lærte frimodigen i den Herres Jesu Navn; og han talede og tvistede med de græskfødte Jøder; men de toge sig for at slaae ham ihjel.
30Men da Brødrene fik det at vide, førte de ham til Cæsarea og sendte ham derfra til Tarsus.
9Men Saulus, — som og kaldes Paulus, — fyldt med den Hellig-Aand, saae stivt paa ham og sagde:
21Men Alle, som det hørte, forbausedes og sagde: Er det ikke den, som i Jerusalem forfulgte dem, som paakaldte dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster?
27Men Barnabas tog ham til sig og førte ham til Apostlerne; og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa Veien, og at han havde talet til ham, og hvorledes han i Damascus havde lært frimodigen i Jesu Navn.
24Men Saulus fik deres Anslag at vide. Og de bevogtede Portene baade Dag og Nat, at de kunde ihjelslaae ham.
25Men Disciplene toge ham om Natten og bragte ham over Muren, idet de hidsede ham ned i en Kurv.
5Og denne Tale fandt Bifald hos den hele Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig-Aand, og Philippus, og Prochorus, og Nicanor, og Timon, og Parmenas, og Nicolaus, en Tilhænger af Jødernes Tro, fra Antiochia,
6hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse bade og lagde deres Hænder paa dem.
4og forfulgte denne Lære indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Qvinder,
33Men der de hørte det, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.
22Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.
4Og han sendte atter en anden Tjener til dem, og denne sloge de med Stene og saarede hans Hoved, og lode ham gaae forhaanet fra sig.
15Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
36Da førte al Menigheden ham ud, udenfor Leiren, og de stenede ham med Stene, og han døde, saasom Herren havde befalet Mose.
21For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.