Apostlenes gjerninger 22:4
og forfulgte denne Lære indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Qvinder,
og forfulgte denne Lære indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Qvinder,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 som og den Ypperstepræst maa vidne med mig, og hele de Ældstes Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene og reiste til Damascus, for at føre ogsaa dem, som der vare, bundne til Jerusalem, at de skulde blive straffede.
6 Men det skede mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligen omskinnede mig;
7 og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
8 Men jeg svarede: Hvo er du, Herre? og han sagde til mig: Jeg er Jesus, den Nazaræer, som du forfølger.
9 Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig.
10 Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: Staa op, reis til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre.
11 Men der Synet var mig betaget ved Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus.
9 Jeg selv haver vel og meent, at det burde mig at gjøre meget imod Jesu, den Nazareers, Navn,
10 hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Fængsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepræster, og naar de bleve myrdede, gav jeg min Stemme dertil.
11 Og i alle Synagoger lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligen, og end mere rasende mod dem, forfulgte jeg dem endog indtil udenlandske Stæder.
12 Hvorfor jeg og drog til Damascus med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster;
13 men midt om Dagen saae jeg paa Veien, o Konge! et Lys af Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.
14 Men der vi alle faldt ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det ebraiske Sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
15 Men jeg sagde: Herre, hvo er du? men han sagde: Jeg er Jesus, hvem du forfølger.
1 Men Saulus fnysede endnu med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst
2 og begjærede Breve af ham til Damascus til Synagogerne, paa det at, dersom han fandt Nogle, som vare af denne Tro, Mænd eller Qvinder, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3 Men idet han reiste, kom han nær til Damascus; og pludseligen omskinnede et Lys fra Himmelen ham.
4 Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
5 Men han sagde: Hvo er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
19 Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
20 og der Stephani, dit Vidnes, Blod blev udøst, stod jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
21 Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
22 Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
3 Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I alle ere idag,
13 Thi I have hørt om min Vandel forhen i Jødedommet, at jeg over al Maade forfulgte Guds Menighed og forstyrrede den.
14 Og jeg gik videre i Jødedommet, end mange af mine Jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var overmaade nidkjær for mine fædrene Lærdomme.
21 For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
22 Da jeg derfor bekom den Hjælp, som er af Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Liden og Stor, og siger intet Andet, end det baade Propheterne have sagt at skulle skee, og Moses:
3 Men Saulus foer frem med Vold mod Menigheden, og gik ind i Husene og fremdrog baade Mænd og Qvinder, og overantvordede dem i Fængsel.
14 Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lære, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene-Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,
21 Men Alle, som det hørte, forbausedes og sagde: Er det ikke den, som i Jerusalem forfulgte dem, som paakaldte dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster?
6 som forfulgte Menigheden af Nidkjærhed, som var ustraffelig efter Lovens Retfærdighed.
22 Men af Person var jeg ubekjendt for de christne Menigheder i Judæa;
23 kun havde de hørt: Den, som tilforn forfulgte os, prædiker nu Evangeliet om den Tro, som han tilforn vilde udrydde;
4 Mit Levnet altsaa fra Ungdom af, hvorledes det haver været fra Begyndelsen iblandt mit Folk i Jerusalem, vide alle Jøderne,
5 hvilke have kjendt mig tilforn fra det første af, — dersom de ville vidne — at jeg haver levet som en Pharisæer efter den strengeste Sect i vor Gudsdyrkelse.
32 I Damascus lod Kong Aretæ Landshøvding de Damasceners Stad bevogte, da han vilde gribe mig,
1 Men ogsaa Saulus havde Velbehag i hans Mord. Men paa den Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem; og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.
9 Men sidst af Alle blev han og seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes en Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed.
17 idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig,
29 og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.
30 Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
22 Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem og veed ikke, hvad mig der skal vederfares;
19 at jeg haver tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser;
11 i Forfølgelser, i Lidelser, saadanne som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconium, i Lystra, hvilke Forfølgelser jeg haver udstaaet, og Herren friede mig af dem alle.
17 Og det skede mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg blev henrykket
23 Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.
13 mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner. Men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro.
17 Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
14 og han haver her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalde dit Navn.