Apostlenes gjerninger 4:3
Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var alt Aften.
Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var alt Aften.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.
19Men Herrens Engel oplod Fængslets Døre om Natten, og førte dem ud og sagde:
21Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.
22Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; men de kom tilbage og forkyndte det og sagde:
23Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.
24Men der baade den Ypperstepræst og Templets Høvedsmand og de (andre) Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad der vilde blive af dette.
25Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
26Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
4Men Mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem Tusinde.
5Men det skede Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
1Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,
2hvilke fortrøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesu Opstandelsen fra de Døde.
22Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.
23Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befole Stokmesteren at forvare dem nøie.
24Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.
46Men de lagde deres Hænder paa ham og grebe ham.
12Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
13Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
14Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
17Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
18Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
17Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig-Aand.
21Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
6hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse bade og lagde deres Hænder paa dem.
40Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
4Der han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overantvordede ham til fire Vagtskifter, hver paa fire Mand, for at bevogte ham, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket.
54Men der de havde grebet ham, førte de (ham bort) og bragte ham ind i Ypperstepræstens Huus; men Peder fulgte efter langt fra.
35Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.
23Men der de vare løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræster og Ældste havde sagt til dem.
7Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
39Og de kom og gave dem gode Ord, og førte dem ud og bade dem at drage ud af Staden.
3De opholdt sig da en lang Tid der og talede frimodigen i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd og lod Tegn og Undergjerninger skee ved deres Hænder.
4Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
5Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
33Men der de hørte det, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.
24Men Saulus fik deres Anslag at vide. Og de bevogtede Portene baade Dag og Nat, at de kunde ihjelslaae ham.
27Men der de syv Dage vare næsten tilende, saae Jøderne fra Asien ham i Templet, og oprørte alt Folket og lagde Haand paa ham,
6Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Petrus i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker; og Vogterne for Døren toge vare paa Fængslet.
23Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge; men den anden Dag drog Petrus ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham.
18Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, (over) hvor Petrus var bleven af.
31Da toge Stridsmændene Paulus, eftersom det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
42Og de lode ikke af at lære hver Dag i Templet og i Husene, og at forkynde Evangelium om Jesu Christo.
3Da fastede de og bade, og lagde Hænderne paa dem og lode dem gaae.
28Men de opholdt sig der en ikke liden Tid hos Disciplene.
20Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor Stad;
8Men de forvirrede Folket og Stadens Øvrighed, som hørte dette.
32Men der det var blevet Aften, der Solen var nedgangen, førte de Alle, som havde ondt, og de Besatte til ham.