Jakobs brev 4:15
I det Sted I skulde sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gjøre dette eller det.
I det Sted I skulde sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gjøre dette eller det.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Nu velan I, som sige: Idag eller imorgen ville vi gaae til den eller den Stad og blive der eet Aar, og kjøbslaae og vinde,
14 I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!
16 Men nu rose I eder i eders Overmod; al saadan Ros er ond.
3 Og dette ville vi gjøre, dersom Gud det tilsteder.
7 Thi Ingen af os lever sig selv, og Ingen døer sig selv;
8 thi baade, dersom vi leve, leve vi for Herren, og dersom vi døe, døe vi for Herren; derfor, enten vi leve, eller vi døe, ere vi Herrens.
1 Ros dig ikke af den Dag imorgen; thi du veed ikke, hvad Dagen vil føde.
17 Derfor værer ikke uforstandige, men indseer, hvad Herrens Villie er.
15 Thi dette sige vi eder som Herrens Ord, at vi, som leve, som overblive til Herrens Tilkommelse, vi skulle ikke komme forud for de Hensovede.
4 og vi have i Herren den Tillid til eder, at I baade gjøre og ville gjøre, hvad vi byde eder.
8 Thi nu leve vi, efterdi I staae fast i Herren.
11 thi skjøndt vi leve, hengives vi stedse til Døden for Jesu Skyld, at Jesu Liv maa og aabenbares i vort dødelige Kjød.
12 Saa er da Døden kraftig i os, men Livet i eder.
2 saa at I den øvrige Tid i Kjødet ikke fremdeles skulle leve efter menneskelige Lyster, men efter Guds Villie.
7 Thi nu vil jeg ikke see eder, (blot) idet jeg reiser forbi, men jeg haaber at forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede (det).
4 Men Taalmodigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden Mangel, saa eder fattes Intet.
5 Men dersom Nogen af eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne og uden at bebreide, saa skal den gives ham.
14 Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: Skee Herrens Villie!
7 Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder om, hvadsomhelst I ville, og det skal vederfares eder.
12 paa det I maae omgaaes sømmeligen med dem, som ere udenfor, og ikke trænge til Nogen.
12 Altsaa skal da hver af os gjøre Gud Regnskab for sig selv.
13 thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe; men dersom I døde Legemets Gjerninger formedelst Aanden, skulle I leve.
4 paa det at, om Macedonierne kom med mig og fandt eder uberedte, vi da ikke, for ei at sige I, skulde blive beskjæmmede over denne vor tillidsfulde Ros.
36 thi I have Taalmodighed behov, at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen.
7 Thi han veed ikke, hvad skee skal; thi hvo kan tilkjendegive ham, naar det skal skee?
14 Og dette er den frimodige Fortrøstning, som vi have til ham, at dersom vi bede om Noget efter hans Villie, hører han os.
15 Og dersom vi vide, at han hører os i hvad vi bede, da vide vi, at vi erholde de Ting, om hvilke vi have bedet ham.
12 Salig er den Mand, som taalmodigen lider Fristelse; thi naar han er bleven prøvet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren haver lovet dem, som ham elske.
3 Thi dette er Guds Villie, eders Helliggjørelse, at I skulle skye Horeri;
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
17 Og Verden forgaaer, og dens Lyst; men hvo, som gjør Guds Villie, bliver til evig Tid.
5 Eders Sagtmodighed vorde vitterlig for alle Mennesker! Herren er nær.
31 Derfor skulle I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi æde? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os?
8 Dog ere vi frimodige og have mere Behag i at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren.
9 Derfor beflitte vi os ogsaa paa, hvad enten vi ere hjemme eller ikke hjemme, at være ham velbehagelige.
7 Thi ikke tænke det Menneske, at han skal faae Noget af Herren.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
3 dog saa, at vi og skulle findes iklædte, ikke nøgne.
15 Thi saaledes er det Guds Villie, at I, ved at gjøre det Gode, skulle bringe de daarlige Menneskers Vankundighed til at tie,
25 Dersom vi leve i Aanden, da lader os og gaae frem i Aanden.
15 Saa Mange af os derfor, som ere fuldkomne, maae have dette Sindelag; og ere I ei ganske saaledes sindede, da skal Gud ogsaa aabenbare eder dette.
22 Men dersom det at leve i Kjødet (skaffer) mig Frugt af (min) Gjerning, saa veed jeg og ikke, hvad jeg skal vælge.
12 Men for Alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden, eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og Nei være Nei, at I ikke skulle falde under Dommen.
16 Herre! ved disse Ting maae de leve, og min Aands Liv er ved dem alle; og du skal gjøre mig stærk og holde mig i Live.
37 Hvo er den, som tør sige: Det skede dog, (alligevel) Herren ikke befoel det?
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
15 Thi det skeer altsammen for eders Skyld, paa det at den overvættes Naade skal ved Manges Taksigelse vorde end mere overvættes til Guds Ære.
37 Og i hvad du saaer, saaer du ikke det Legeme, der skal vorde, men et blot Korn, det være sig af Hvede eller af nogen af de andre (Arter Sæd).
17 Thi det er bedre — om det saa er Guds Villie — at lide, naar man gjør Godt, end naar man gjør Ondt.
19 men jeg vil snart komme til eder, om Herren vil, og forfare ikke de Opblæstes Ord, men (deres) Kraft;