2 Korinterbrev 7:8
Thi om jeg og bedrøvede eder med hiint Brev, fortryder det mig ikke, om det end haver fortrudt mig; thi jeg seer, at Brevet bedrøvede eder, om og kun til en Tid.
Thi om jeg og bedrøvede eder med hiint Brev, fortryder det mig ikke, om det end haver fortrudt mig; thi jeg seer, at Brevet bedrøvede eder, om og kun til en Tid.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men over at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
10 Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Døden.
11 Thi see, just dette, at I bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i eder! ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! i Alt beviste I, at I vare rene i Henseende til den Gjerning.
12 Derfor, naar jeg og skrev eder til, saa var det ikke for dens Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for dens Skyld, som led Uret, men paa det at vor Iver for eder skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
13 Derfor ere vi blevne trøstede ved den Trøst fra eder; men vi glædede os endnu langt mere over Titi Glæde, thi hans Aand er bleven vederqvæget af eder alle.
14 Thi dersom jeg end haver rost eder meget for ham, er jeg ikke bleven beskjæmmet; men ligesom vi i alle Ting have talet Sandhed til eder, saa er og vor Ros for Titus bleven Sandhed.
1 Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg ikke vilde atter komme til eder i Bedrøvelse.
2 Thi dersom jeg bedrøver eder, hvo er da den, som gjør mig glad, uden den, som bliver bedrøvet af mig?
3 Og jeg skrev eder just saaledes til, for at jeg ikke, naar jeg kommer, skal have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glæde af; efterdi jeg er forsikkret om eder alle, at min Glæde er alles eders.
4 Thi i megen Kummer og med et beklemt Hjerte skrev jeg eder til under mange Taarer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men paa det I skulde kjende den Kjærlighed, som jeg overflødigen haver til eder.
5 Men dersom Nogen haver bedrøvet, haver han ikke bedrøvet mig, men tildeels — at jeg ikke skal være for haard — eder alle.
6 Tilstrækkelig er for den Samme den Straf, (han) af de Fleste (haver udstaaet);
7 saa at I derimod snarere skulle tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i alt for stor Bedrøvelse.
8 Derfor formaner jeg eder, at I kraftigen vise (eders) Kjærlighed mod ham.
9 Thi derfor haver jeg og skrevet, at jeg vilde vide, hvorvidt I holde Prøve, om I ere lydige i Alt.
7 dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, med hvilken han var trøstet af eder, der han forkyndte os eders Længsel, eders bittre Graad, eders Nidkjærhed for mig; saa at jeg end mere glædede mig.
2 at jeg haver en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.
13 Thi hvad er det, hvorudi I vare ringere end de andre Menigheder, uden deri, at jeg ikke selv var eder til Besvær? Tilgiver mig denne Uret!
2 Giver os Indgang! vi have Ingen gjort Uret, vi have Ingen forført, vi have Ingen forfordelet.
3 Jeg siger det ikke som Bebreidelse; thi jeg sagde tilforn, at I ere i vort Hjerte til at døe sammen og leve sammen.
4 Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
26 efterdi han forlængtes efter Eder alle og var svarligen bekymret, fordi I havde hørt, at han var syg.
27 Thi han var ogsaa syg og nær Døden; men Gud forbarmede sig over ham, dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg.
28 Derfor sendte jeg ham desto snarere, paa det I kunne glædes, naar I see ham igjen, og jeg være mindre sorrigfuld.
7 Thi vi have stor Glæde og Trøst af din Kjærlighed, efterdi de Helliges Hjerter ere blevne vederqvægede ved dig, Broder!
8 Derfor, endskjøndt jeg kunde med stor Frimodighed i Christo befale dig det, som er tilbørligt,
22 Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Gud, om maaskee dit Hjertes Tanker maatte forlades dig.
23 Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed.
8 Thi dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskjæmmet.
9 Paa det at jeg ikke skal synes at ville forfærde eder ved Brevene,
16 Det glæder mig, at jeg kan lide paa eder i Alting.
21 at, naar jeg kommer igjen, min Gud skal ydmyge mig hos eder, og jeg skal sørge over Mange, som forhen syndede og ikke have omvendt sig fra deres Ureenhed og Horeri og Uteerlighed, som de have bedrevet.
18 Men glæder Eder ogsaa over det Samme, og glæder Eder med mig.
8 Jeg siger det ikke som en Befaling, men formedelst de Andres Iver vil jeg og prøve eders Kjærligheds Oprigtighed.
7 Eller gjorde jeg Synd, der jeg fornedrede mig selv, paa det I skulde ophøies, da jeg for Intet forkyndte eder det Guds Evangelium?
13 Thi (dette er) ikke (saa meent), at Andre skulle have Lettelse, men I Trængsel,
16 Men lad saa være, at jeg ikke haver besværet eder; men (maaskee) var jeg trædsk og tog eder med List?
17 Haver jeg skuffet eder ved Nogen af dem, jeg sendte til eder?
6 hvorover I skulle fryde eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han forbarme sig efter sin store Miskundhed.
14 Thi saa sagde den Herre Zebaoth: Ligesom jeg tænkte at gjøre eder Ondt, der eders Fædre fortørnede mig, sagde den Herre Zebaoth, og jeg angrede det ikke,
6 Men hvad enten vi trænges, (skeer det) for eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, (skeer det) til eders Trøst, der viser sig virksom i (eders) Taalmodighed under de samme Lidelser, som ogsaa vi lide;
7 og vort Haab er fast om eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.
2 Jeg haver før sagt og siger det forud, som om jeg var nærværende, anden Gang, endskjøndt jeg nu er fraværende, til dem, som forhen syndede, og til alle de Øvrige, at, om jeg kommer igjen, vil jeg ikke skaane;
10 Derfor skriver jeg dette fraværende, paa det jeg nærværende ikke skal (behøve at) bruge Strenghed efter den Magt, som Herren haver givet mig til Opbyggelse og ikke til Nedbrydelse.
14 Dette skriver jeg ikke for at beskjæmme eder, men jeg paaminder eder, som mine elskelige Børn.
15 Thi maaskee blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, at du maatte have ham evindeligen igjen,
6 Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling.
1 O at I vilde holde mig en liden Daarlighed tilgode! dog, jeg veed, at I holde mig den tilgode.
23 Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl, at jeg, for at skaane eder, ikke endnu er kommen til Corinth.