Salmenes bok 55:21
Han lagde sine Hænder paa hans Fredsommelige, han besmittede hans Pagt.
Han lagde sine Hænder paa hans Fredsommelige, han besmittede hans Pagt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 Gud skal høre og ydmyge dem, han, der bliver evindelig, Sela— fordi aldeles ingen Forandring er hos dem, og de frygte ikke Gud.
8 Deres Tunge er en Slagtepiil, den talede Bedrageri; med sin Mund taler (Enhver vel) Fred med sin Ven, men i sit Hjerte ligger han paa Luur efter ham.
7 Hans Mund er fuld med Banden og Svig og Bedrageri; under hans Tunge er Møie og Uret.
3 Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
20 Thi de tale ikke Fred, men mod de Stille i Landet optænke de svigfulde Sager.
2 der Doeg, den Edomiter, kom og gav Saul tilkjende, og sagde ham: David er kommen i Achimelechs Huus.
3 Thi den fremmede (Qvindes) Læber dryppe (som) Honningkage, og hendes Gane er glattere end Olie.
3 Skjul mig for de Ondes hemmelige Raad, for deres Forsamling, som gjøre Uret,
7 Jeg er fredsommelig, men naar jeg taler, da ere de (færdige) til Krigen.
2 Herre! udfri mig fra et ondt Menneske, bevar mig fra en fortrædelig Mand.
3 De, som tænke onde Ting i Hjertet, de holde sig tilsammen den ganske Dag (for at føre) Krig.
22 En Bagvaskers Ord ere som Slag, og de fare ned i inderste Bug.
23 (Som) et Skaar, der er overdraget med Sølvskum, (saa) ere brændende Læber og et ondt Hjerte.
24 En Hader kan stille sig fremmed an med sine Læber, men inden i sig lægger han Svig.
12 Dersom Ondskab end er sød i hans Mund, (om) han vilde dølge den under sin Tunge,
13 (om) han vilde spare den og ikke forlade den, og vilde holde den tilbage inden i sin Gane,
7 Men han, han skal ikke mene saa, og hans Hjerte ikke tænke saa, men det er i hans Hjerte at ødelægge og at udrydde ikke faa Folk.
14 De Ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fælde en Elendig og Fattig, at slagte dem, som ere oprigtige paa Veien.
15 Deres Sværd skal komme i deres (eget) Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes.
2 Og han haver gjort min Mund som et skarpt Sværd, han haver skjult mig med sin Haands Skygge, og gjort mig til en reen Piil, og skjult mig i sit Kogger.
14 (Der ere saare) forvendte Ting i hans Hjerte, han optænker Ondt til hver Tid, han kommer Trætter afsted.
6 Saar af en Elsker ere trofaste, men Haderens Kys maa frabedes.
9 Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.
7 De komme igjen mod Aftenen, de tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
2 Thi en Ugudeligs Mund og en svigefuld Mund have opladt sig imod mig; de talede med mig med en falsk Tunge.
24 Han skal flye for Jernrustning, en Kobberbue skal igjennemskyde ham.
25 (Gud) uddrog sit Sværd, og det gik ud af hans Liv, og (som) en Lynild skal det gaae ud af hans Galde; Forfærdelser (skulle være) over ham.
15 Ved Langmodighed bliver en Fyrste overtalt, og en blød Tunge sønderbryder Been.
12 Den Ugudelige tænker Skalkhed imod den Retfærdige og skjærer med sine Tænder over ham.
2 Thi deres Hjerte betænker Ødelæggelse, og deres Læber udtale Møie.
11 Men han haver givet det hen at poleres, at tage (det) fat i Haanden; det Sværd er hvæsset, og det er poleret til at give ham det i Haand, som skal ihjelslaae.
18 Der er den, som taler ubetænksomme (Ord, som ere) ligesom Sting med et Sværd, men de Vises Tunge er Lægedom.
23 Kan du gjøre, at den bevæges som en Græshoppe? dens Næses Magt er heel forfærdelig.
3 Drag mig ikke hen med de Ugudelige og med dem, som gjøre Uret, som tale Fred med deres Næste, enddog der er Ondt i deres Hjerte.
1 Et mildt Svar kan omvende Vrede, men et fortrædeligt Ord gjør, at Vrede opstiger.
21 Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.
20 Der er Svig i deres Hjerte, som optænke Ondt, men hos dem, der raade til Fred, er Glæde.
26 Den, hvis Had haver skjult sig med Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.
19 Du skikker din Mund til Ondt, og med din Tunge digter du Svig.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
4 Din Tunge tænker paa idel Skade; som en skjærpet Ragekniv gjør den Svig.
2 Frels, Herre! thi en From er borte, thi de Trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.
4 Hvorlænge stille I efter en Mand? I skulle allesammen ihjelslaaes, (I skulle være) som en Væg, der hælder, som et Gjærde, der nedstødes.
22 Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).
5 Og vær lykkelig i din Herlighed, far frem for Sandheds Skyld med Sagtmodighed (og) Retfærdighed; og din høire Haand skal lære dig forfærdelige Ting.
21 Hun bøiede ham med sin megen Lærdom, hun tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
12 (Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
24 Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.
7 Gud! sønderbryd deres Tænder i deres Mund; Herre! afbryd de unge Løvers Kindtænder.
18 (Som) en Hammer og et Sværd og en skjærpet Piil er en Mand, som svarer falskt Vidnesbyrd imod sin Næste.