Salmenes bok 109:2
Thi en Ugudeligs Mund og en svigefuld Mund have opladt sig imod mig; de talede med mig med en falsk Tunge.
Thi en Ugudeligs Mund og en svigefuld Mund have opladt sig imod mig; de talede med mig med en falsk Tunge.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Og de omkringgave mig med hadefulde Ord, ja, de strede imod mig uden Aarsag.
4 Istedetfor at jeg elskede dem, stode de mig imod, men jeg (var stedse i) Bøn.
5 Og de beviste mig Ondt for Godt, og Had for min Kjærlighed.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
11 Gud overantvordede mig til en Uretfærdig, og lod mig komme i de Ugudeliges Hænder.
9 Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Min Lovsangs Gud! ti ikke.
2 Herre! fri min Sjæl fra en falsk Læbe, fra en svigefuld Tunge!
3 Hvad giver dig, eller hvad gavner dig en svigefuld Tunge?
9 Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
7 Thi min Gane skal tale (grundeligen) om Sandhed, og Ugudelighed (skal være) en Vederstyggelighed for mine Læber.
19 Lad dem ikke glædes over mig, som ere mine Fjender uden Skyld, eller dem blinke med Øiet, som hade mig uden Aarsag.
20 Thi de tale ikke Fred, men mod de Stille i Landet optænke de svigfulde Sager.
21 Og de lode deres Mund vidt op imod mig, de sagde: Ha, ha! det saae vort Øie.
12 Mine Venner og mine Staldbrødre staae tvært over for (og see paa) min Plage, og mine Nærmeste staae langt borte.
7 Hans Mund er fuld med Banden og Svig og Bedrageri; under hans Tunge er Møie og Uret.
62 deres Læber, som stode op imod mig, og deres Betænkning imod mig den ganske Dag.
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
9 De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
9 for de Ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, (ja) min Sjæls Fjenders, som omringe mig.
20 de, som tale skjændeligen om dig, som tage (dit Navn) forfængeligen, dine Fjender.
13 Mange Øxne have omkringgivet mig, de stærke (Øxne) af Basan have omringet mig.
19 Du skikker din Mund til Ondt, og med din Tunge digter du Svig.
20 Dette (skee) dem (til deres) Gjernings (Løn) af Herren, dem, som staae imod mig, og dem, som tale Ondt imod min Sjæl!
18 Herre! lad mig ikke beskjæmmes, thi jeg kaldte paa dig; lad de Ugudelige beskjæmmes, lad dem tie i Graven.
46 Alle vore Fjender oplode deres Mund over os.
7 Og dersom En (af dem) kommer at see (mig), taler han Falskhed, hans Hjerte samler sig Uret (tilsammen); gaaer han ud udenfor, da taler han (derom).
13 Deres Strube er en aabnet Grav; med deres Tunge besvige de; Øglers Forgift er under deres Læber;
14 deres Mund er fuld af Forbandelser og Beeskhed;
12 Den Ugudelige tænker Skalkhed imod den Retfærdige og skjærer med sine Tænder over ham.
3 Herre! sæt en Varetægt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.
13 Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
8 Deres Tunge er en Slagtepiil, den talede Bedrageri; med sin Mund taler (Enhver vel) Fred med sin Ven, men i sit Hjerte ligger han paa Luur efter ham.
3 De, som tænke onde Ting i Hjertet, de holde sig tilsammen den ganske Dag (for at føre) Krig.
2 der Doeg, den Edomiter, kom og gav Saul tilkjende, og sagde ham: David er kommen i Achimelechs Huus.
2 See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.
3 Fri mig fra dem, som gjøre Uret, og frels mig fra blodgjerrige Mænd.
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og min Tunge ikke optænke Svig.
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
8 hvis Mund taler Forfængelighed, og hvis høire Haand er en falsk høire Haand.
3 Og de spænde deres Tunge som deres Bue til Løgn, og de blive Vældige i Landet, ikke ved Sandhed; men de udgaae fra det (ene) Onde til det andet og kjende mig ikke, siger Herren.
5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?
11 Der opstaae fortrædelige Vidner, de spørge mig om det, som jeg ikke vidste.
2 Frels, Herre! thi en From er borte, thi de Trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.
7 Thi de skjulte uden Aarsag deres Garn i en Grøft imod mig, de grove for min Sjæl uden Aarsag.
7 De komme igjen mod Aftenen, de tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
6 (Det er) de Ugudeliges Handeler at lure paa Blod, men de Oprigtiges Mund skal redde dem.
16 Iblandt Øienskalke, som bespotte for en Kages Skyld, skare de med deres Tænder over mig.