Ordspråkene 25:15
Ved Langmodighed bliver en Fyrste overtalt, og en blød Tunge sønderbryder Been.
Ved Langmodighed bliver en Fyrste overtalt, og en blød Tunge sønderbryder Been.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Et mildt Svar kan omvende Vrede, men et fortrædeligt Ord gjør, at Vrede opstiger.
2 De Vises Tunge giver god Kundskab, men Daarers Mund udgyder Daarlighed.
4 Tungens Lægedom er Livsens Træ, men (naar der er) et forvendt Væsen i den, (da er det, som naar Noget) sønderbrydes af Veir.
13 Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
14 Kongens Hastighed er Dødens Bud, men en viis Mand skal forsone den.
15 I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn.
23 Den Vises Hjerte skal undervise hans Mund og formere Lærdom paa hans Læber.
24 Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.
29 En Langmodig har megen Forstand, men den, som er hastig i Sindet, ophøier Daarlighed.
30 Et sundt Hjerte er Legemets Liv, men Avind er (som) Raaddenhed i Benene.
4 Om Regentens Mod ophøier sig imod dig, (da) lad ikke dit Sted fare; thi den, som lader af, gjør, at store Synder hvile.
1 En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
16 Haver du fundet Honning, (da) æd din Nødtørft, at du ei maaskee skal mættes deraf og udspye det.
18 En hastig Mand opvækker Trætte, men en Langmodig stiller Kiv.
32 En Langmodig er bedre end en vældig (Mand), og den, som hersker over sin Aand, end den, der indtager en Stad.
11 Et Menneskes Klogskab gjør ham langmodig, og det er ham en Ære at gaae Overtrædelse forbi.
12 Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen, men hans Bevaagenhed er som Dug paa Urter.
14 (Som) Skyer og Veir, (hvor) ingen Regn (er hos), er en Mand, som roser sig af en falsk Gave.
21 Han lagde sine Hænder paa hans Fredsommelige, han besmittede hans Pagt.
3 I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.
23 Nordenveir kan føde en Regn (af sig), og en Tunge, (som taler) i Skjul, et forvendt Ansigt.
2 For Landets Overtrædelse blive mange Fyrster deri; men naar der er et forstandigt, et vittigt Menneske, saa lever han længe.
27 Den, som haver god Kundskab, sparer sin Tale, og en forstandig Mand er koldsindig.
23 Hvo, der bevarer sin Mund og sin Tunge, bevarer sin Sjæl fra Angester.
23 Hvo, der straffer et Menneske, skal derefter finde Gunst, mere end den, som smigrer med Tungen.
11 En Daare udlader al sin Aand, men en Viis skal omsider stille den.
20 Seer du, (at) en Mand er hastig i sine Ord, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
21 Naar En opføder sin Tjener kræsent fra Ungdommen, da vil han paa det Sidste være en Søn.
22 En vredagtig Mand blander sig i Trætte, og en hastig Mand (gjør) megen Overtrædelse.
14 En Gave i Løndom stiller Vrede, og en Skjenk i Barmen (stiller) en stærk Hastighed.
19 Hvor mange Ord ere, (der) lader Overtrædelse ikke af, men den, som holder inde med sine Læber, er klog.
18 Der er den, som taler ubetænksomme (Ord, som ere) ligesom Sting med et Sværd, men de Vises Tunge er Lægedom.
7 Det staaer en Daare ikke vel an at tale om ypperlige Ting, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.
11 (Som) Guldæbler i udgravne Sølvskaaler, (saa) er et Ord, som tales i sin Tid.
12 (Som) et Smykke af Guld og en Prydelse af (kosteligt) Guld er en Viis, som straffer, for et Øre, som adlyder.
16 En Fyrste, som fattes (al) Forstand, fortrykker og (Andre) meget, men hvo, der hader Gjerrighed, skal forlænge (sine) Dage.
25 Hvor kraftige ere de Oprigtiges Taler! men hvad skal den Straf udrette, (som kommer) fra Eder?
13 I en Forstandigs Læber findes Viisdom, men paa hans Ryg, som fattes Forstand, (skal være) Riis.
31 En Retfærdigs Mund fremfører Viisdom, men en Tunge, (som taler) forvendte Ting, skal udryddes.
21 Hun bøiede ham med sin megen Lærdom, hun tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
2 En Mand skal nyde det Gode af (sin) Munds Frugt, men de Troløses Sjæl (skal æde) Volds (Frugt).
21 En Viis i Hjertet skal kaldes forstandig, og Læbernes Sødhed formerer Lærdom.
20 Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde Godt, og den, (som taler) forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke.
23 Der er Glæde over en Mand, naar hans Mund svarer (ret), og et Ord i sin Tid, hvor godt (er det)!
18 Thi (det skal være) lifligt, dersom du bevarer dem i din Bug, de skulle stadfæstes tilsammen paa dine Læber.
25 Bekymring i en Mands Hjerte nedbøier det, men et godt Ord skal glæde det.
26 Hun oplader sin Mund med Viisdom, og Miskundheds Lov er paa hendes Tunge.
15 En god Forstand skal give Naade, men de Troløses Vei er haard.
32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.