Ordspråkene 25:16
Haver du fundet Honning, (da) æd din Nødtørft, at du ei maaskee skal mættes deraf og udspye det.
Haver du fundet Honning, (da) æd din Nødtørft, at du ei maaskee skal mættes deraf og udspye det.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Æd Honning, min Søn! thi det er godt, og Honningkage er sød for din Gane.
14 Saaledes skal og Viisdoms Kundskab være for din Sjæl; naar du finder (den), da er der (Belønning) paa det Sidste, og din Forhaabning skal ikke udryddes.
7 En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt.
6 Æd ikke Brød hos (En, der haver) et ondt Øie, og hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad).
7 Thi ligesom han agter (dig) i sit Hjerte, saa er det; han skal sige til dig: Æd og drik, men hans Hjerte er ikke med dig.
8 Din Mundfuld, som du haver ædet, den skal du udspye, og du har spildt dine liflige Ord.
27 At æde megen Honning er ikke godt, (ei heller er det) en Ære, naar (Folk) randsage deres (egen) Ære.
17 Lad din Fod sjelden komme til din Næstes Huus, at han ei maaskee skal blive kjed af dig og hade dig.
24 Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.
2 og sæt en Kniv paa din Strube, om du haver Begjærlighed.
3 Hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad), thi det er falskt Brød.
10 Herrens Frygt er reen, som bestaaer altid; Herrens Domme ere Sandhed, de ere retfærdige tillige.
15 Ved Langmodighed bliver en Fyrste overtalt, og en blød Tunge sønderbryder Been.
20 En Mands Bug skal mættes af hans Munds Frugt, (ja) han skal mættes af sine Læbers Indkomme.
103 Hvor vare dine Ord sødere for min Gane, end Honning for min Mund!
17 Falskheds Brød smager en Mand vel, men siden bliver hans Mund fuld af Gruus.
12 at du ikke skal æde og blive mæt, og bygge gode Huse og boe deri,
17 De stjaalne Vande ere søde, og det skjulte Brød er nydeligt.
12 Dersom Ondskab end er sød i hans Mund, (om) han vilde dølge den under sin Tunge,
13 (om) han vilde spare den og ikke forlade den, og vilde holde den tilbage inden i sin Gane,
14 (saa skal dog) hans Brøde forvandles i hans Liv, (det skal blive) til Øglegalde inden i ham.
15 Han opslugte Gods, men han skal udspye det; Gud skal fordrive det af hans Bug.
25 Og de kom af det ganske Land i Skoven; men der var Honning paa Marken.
26 Og Folket kom ind i Skoven, see, da flød Honningen; og Ingen lod sin Haand røre ved sin Mund; thi Folket frygtede for den Ed.
24 Naar du kommer i din Næstes Viingaard, da maa du æde Druer efter din Sjæls (Begjæring), til du er mæt; men du skal Intet lægge i dit Kar.
16 Vær ikke (for) meget retfærdig, og hold dig ikke selv for viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv?
2 at (du maa) forvare (kloge) Anslag, og at dine Læber kunne bevare Kundskab.
3 Thi den fremmede (Qvindes) Læber dryppe (som) Honningkage, og hendes Gane er glattere end Olie.
17 Han skal ikke see paa Strømme, Floder, Bække, (som flyde) med Honning og Smør.
25 En Retfærdig æder, indtil hans Sjæl bliver mæt, men de Ugudeliges Bug skal fattes.
5 Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg haver blandet.
29 Da sagde Jonathan: Min Fader har forstyrret Landet; seer, Kjære, at mine Øine ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning.
10 Og du skal æde og blive mæt, og love Herren din Gud for det gode Land, som han haver givet dig.
18 Thi (det skal være) lifligt, dersom du bevarer dem i din Bug, de skulle stadfæstes tilsammen paa dine Læber.
7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
10 Hvor Godset bliver meget, ere Mange, som det æde; hvad for Nytte (er der da) for dem, som det eie, uden at deres Øine see (derpaa)?
15 Han skal æde Smør og Honning, indtil han forstaaer at forkaste det Onde og at udvælge det Gode.
2 Hvi veie I Penge der, hvor ikke er Brød, og eders Arbeide der, hvor I ikke kunne mættes? hører mig nøie og æder det Gode, saa skal eders Sjæl forlyste sig med det Fede.
20 Vær ikke iblandt Viindrankere, iblandt Kjødfraadsere for sig.
14 Du, du skal æde og ikke mættes, og din Fornedrelse (skal skee) midt iblandt dig, og du skal flytte (Noget) og ikke udfrie det, og hvad du udfrier, vil jeg give til Sværdet.
17 Saligt er du, Land, hvis Konge er født af de Ypperste, og hvis Fyrster ville æde i Tide til Styrke og ikke til Drukkenskab.
19 Og mit Brød, som jeg gav dig, (fiint) Meel og Olie og Honning, som jeg lod dig æde, lagde du og for deres Ansigter til en behagelig Lugt, og det skede (saa), siger den Herre Herre.
11 og Huse, opfyldte med alt Godt, som du ikke haver opfyldt, og udhugne Grøfter, som du ikke haver udhugget, Viingaarde og Oliegaarde, som du ikke haver plantet, og du æder og bliver mæt,
16 Lidet er bedre i Herrens Frygt, end stort Liggendefæ, naar der er Forstyrrelse derhos.
20 Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?
10 saa skulle dine Lader blive fulde til Mættelse, og dine Perser sprække af Most.
12 Det er en ond Syge, som jeg saae under Solen, at Rigdom bevares for sin Herre til hans (egen) Ulykke,
32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.
25 Du skal ikke æde det, at det maa gaae dig vel, og dine Børn efter dig, naar du haver gjort det, som ret er for Herrens Øine.