Ordspråkene 9:17
De stjaalne Vande ere søde, og det skjulte Brød er nydeligt.
De stjaalne Vande ere søde, og det skjulte Brød er nydeligt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17Falskheds Brød smager en Mand vel, men siden bliver hans Mund fuld af Gruus.
18Men han veed ikke, at Dødninger ere der, at hendes Indbudne ere i Helvedes dybe (Stæder).
16Hvo er vanvittig, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, taler hun ogsaa til:
4Hvo er vanvittig, den vende sig hid; den sagde til den, som fattes Forstand:
5Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg haver blandet.
7En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt.
30Man foragter ikke en Tyv, om han stjæler for at fylde sin Sjæl, efterdi han er hungrig.
12Dersom Ondskab end er sød i hans Mund, (om) han vilde dølge den under sin Tunge,
17Thi de æde Ugudeligheds Brød, og drikke Fortrædeligheds Viin.
3Hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad), thi det er falskt Brød.
13Æd Honning, min Søn! thi det er godt, og Honningkage er sød for din Gane.
26Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.
6Æd ikke Brød hos (En, der haver) et ondt Øie, og hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad).
7Thi ligesom han agter (dig) i sit Hjerte, saa er det; han skal sige til dig: Æd og drik, men hans Hjerte er ikke med dig.
8Din Mundfuld, som du haver ædet, den skal du udspye, og du har spildt dine liflige Ord.
103Hvor vare dine Ord sødere for min Gane, end Honning for min Mund!
16Haver du fundet Honning, (da) æd din Nødtørft, at du ei maaskee skal mættes deraf og udspye det.
20Saa er en Horkones Vei: Hun aad og afviskede sin Mund, og sagde: Jeg haver ikke gjort Uret.
3Thi den fremmede (Qvindes) Læber dryppe (som) Honningkage, og hendes Gane er glattere end Olie.
4Men det Sidste af hende er beskt som Malurten, hvast som et tveegget Sværd.
10Herrens Frygt er reen, som bestaaer altid; Herrens Domme ere Sandhed, de ere retfærdige tillige.
15Drik Vand af din egen Grøft, og flydende (Vand) midt af din egen Brønd.
27og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
2En Mand skal nyde det Gode af (sin) Munds Frugt, men de Troløses Sjæl (skal æde) Volds (Frugt).
13vi ville finde allehaande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov,
17Dens Veie ere liflige Veie, og alle dens Stier ere Fred.
10Naar Viisdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl,
24Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.
19(Naar) det skeer, som man begjærer, (da) er det sødt for Sjælen, men at vige fra Ondt er Daarer en Vederstyggelighed.
4Ord i en Mands Mund ere (som) dybe Vande, Viisdoms Kilde er (som) en Bæk, der udgyder sig.
19(Hun være dig) som en (meget) kjær Hind og en yndig Steengjed, lad hendes Bryster altid vederqvæge dig, vandre stedse omkring i hendes Kjærlighed.
20Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?
11Om de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville skjule os imod en Uskyldig uden Aarsag,
23En Ugudelig tager Gave af Skjødet til at bøie Rettens Stier.
3Thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.
18Thi (det skal være) lifligt, dersom du bevarer dem i din Bug, de skulle stadfæstes tilsammen paa dine Læber.
19Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
18Kom, lad os (overflødigen) vederqvæges i (indbyrdes) Venlighed indtil Morgen, lad os fryde os i (megen) Kjærlighed;
19Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv.
1Kast dit Brød ovenpaa Vandet, thi du skal finde det længe derefter.
17Den, som elsker Glæde, skal have Mangel, hvo, som elsker Viin og Olie, skal ikke blive rig.
14En Gave i Løndom stiller Vrede, og en Skjenk i Barmen (stiller) en stærk Hastighed.
24Hvo, som deler med en Tyv, hader sin Sjæl, (saa og) den, der hører Forbandelse og ikke giver det tilkjende.
8Den, som eier Forstand, elsker sit Liv, han bevarer Forstand, for at finde Godt.
1Bedre er en tør Mundbid, naar Rolighed er derhos, end et Huus, fuldt af slagtet (Qvæg), med Trætte.
16(Hver), som søger at skjule hende, vil skjule Veir, og i sin høire Haand (gjemme) Olie, (som dog) raaber.
7Du gav ikke den Trætte Vand at drikke, og negtede en Hungrig Brød.
6(Men) hvorledes ere de Ting opledte, (som) Esau (havde? hvorledes) ere hans skjulte Liggendefæ opsøgte?
16at frie dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.