Opløfter eders Øine til Himlene, og seer ned til Jorden nedentil; thi Himlene skulle forsvinde som en Røg, og Jorden ældes som et Klædebon, og dens Indbyggere døe som det; men min Salighed skal blive evindelig, og min Retfærdighed skal ikke brydes.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Hører mig, I, som kjende Retfærdighed, du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for et Menneskes Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser.
8Thi Møl skal æde dem ligesom et Klædebon, og en Orm skal æde dem ligesom Uld; men min Retfærdighed skal blive evindeligen, og min Salighed fra Slægt til Slægter.
5Min Retfærdighed er nær, min Salighed er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folk; Øer skulle bie efter mig og vente efter min Arm.
26Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.
11De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
12ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
31Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
4Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.
5Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de overtræde Love, forvende Skikke, gjøre en evig Pagt til Intet.
35Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
33Himmelen og Jorden skulle forgaae men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
7Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
8Høet bliver tørt, Blomstret falder af, (men) vor Guds Ord bestaaer evindeligen.
20Din Sol skal ikke ydermere gaae ned, og din Maane ikke borttages; thi Herren skal være dig til et evigt Lys, og din Sorgs Dage ere (da) fuldendte.
21Og dit Folk, de skulle alle være retfærdige, de skulle eie Jorden evindeligen, (som de, der ere) mine Plantelsers Qvist, mine Hænders Gjerning, til at bevise mig selv herlig.
1Saa sagde Herren: Holder Ret og gjører Retfærdighed; thi min Salighed er nær til at komme, og min Retfærdighed til at aabenbares.
13Jeg haver ladet min Retfærdighed komme nær til, den skal ikke være langt borte, og min Salighed skal ikke tøve; men jeg vil give Salighed i Zion, (og) Israel min Herlighed.
10Thi Bjergene skulle (vel) vige, og Høiene bevæges, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt (ikke) bevæges, sagde Herren, din Forbarmer.
16at hvo, som velsigner sig paa Jorden, skal velsigne sig i Sandheds Gud, og hvo, som sværger paa Jorden, skal sværge ved Sandheds Gud; thi de forrige Angester ere glemte, og de ere skjulte for mine Øine.
17Thi see, jeg skaber nye Himle og en ny Jord; og de første skulle ikke ihukommes, ei heller opkomme i (Nogens) Hjerte.
22Thi ligesom de nye Himle og den nye Jord, som jeg gjør, staae for mit Ansigt, siger Herren, saa skal eders Sæd og eders Navn staae (for mig).
11See, Herren lader sig høre til Jordens Ende; siger Zions Datter: See, din Salighed kommer, see, hans Løn er med ham, og hans Gjerning er for ham.
13Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed boer.
6Himlene kundgjøre hans Retfærdighed, og alle Folk see hans Ære.
10Herren haver blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øine, og alle Jordens Ender skulle see vor Guds Salighed.
4Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
8See, den Herre Herres Øine (see) paa et syndigt Rige, og jeg vil udslette det fra (at være) paa Jorden; dog vil jeg ikke plat udslette Jakobs Huus, siger Herren.
5Og Herrens Herlighed skal aabenbares, og de skulle see, (ja) alt Kjød tilhobe, det, som Herrens Mund haver talet.
36Om disse Skikke (kunde) aflade fra (at være) for mit Ansigt, siger Herren, (da) skal og Israels Sæd ophøre at være et Folk for mit Ansigt alle Dage.
9See, den Herre Herre skal hjælpe mig; hvo er den, som mig kan fordømme? see, de skulle ældes som et Klædebon, Møl skal æde dem.
22(Han er) den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som boe derpaa, ere som Græshopper; (han er) den, som udstrækker Himlene som et tyndt (Tæppe), og udbreder dem som et Paulun at boe udi,
17Israel er frelst ved Herren, ved en evig Frelse; I skulle ikke beskjæmmes, ei heller forhaanes indtil Evigheds Evigheder.
16Thi ligesom I have drukket paa mit hellige Bjerg, saa skulle alle Hedningerne drikke stedse, ja, de skulle drikke og opsluge og være, som de havde ikke været.
8Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
9En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).
19Dette skal skrives for den Slægt, (som) herefter (kommer), og det Folk, som skal skabes, skal love Herren.
4Og al Himmelens Hær skal forfules, og Himlene foldes tilhobe som en Bog, og al deres Hær skal affalde, som et Blad affalder af et Viintræ, og ligesom (naar Noget) falder af et Figentræ.
1Thi see, Dagen kommer, der brænder som en Ovn; da skulle alle Hovmodige og hver, som gjør Ugudelighed, være Halm, og den Dag, den, som kommer, skal optænde dem, sagde den Herre Zebaoth, og den skal ikke lade dem Rod eller Green.
14Og Himmelen veg bort som et Haandskrift, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
22Vender eder til mig og bliver frelste, alle Jordens Ender! thi jeg er Gud, og Ingen ydermere.
21Og mig (anlangende), denne er min Pagt med dem, siger Herren: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg haver lagt i din Mund, skulle ikke vige fra din Mund eller fra din Sæds Mund eller fra din Sæds Sæds Mund, siger Herren, fra nu og indtil evig (Tid).
17Dine Øine skulle beskue Kongen i hans Deilighed, de skulle see et langt fraliggende Land.
24Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;
5Sku Himmelen og see, og besku (de øverste) Skyer, de ere dig for høie.
7Og han skal (hasteligen) borttage paa dette Bjerg det Ansigts Svøb, som alle Folk ere svøbte udi, og Dækket, hvormed alle Hedninger ere bedækkede.
10Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaae med stort Bulder, men Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og Alt, hvad der er paa den, skal opbrændes.
11for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
16Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
27Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
123Mine Øine længes efter din Salighed og efter din Retfærdigheds Ord.