Josva 22:33
Og det Ord var godt for Israels Børns Øine, og Israels Børn lovede Gud; og de sagde ikke, at de vilde drage op over dem til Strid, til at fordærve det Land, som Rubens Børn og Gads Børn boede udi.
Og det Ord var godt for Israels Børns Øine, og Israels Børn lovede Gud; og de sagde ikke, at de vilde drage op over dem til Strid, til at fordærve det Land, som Rubens Børn og Gads Børn boede udi.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
29Det være langt fra os at være gjenstridige mod Herren og at vende os idag tilbage fra (at vandre) efter Herren, til at bygge et Alter til Brændoffer, til Madoffer og til Slagtoffer, foruden Herrens vor Guds Alter, som er foran hans Tabernakel.
30Der Pinehas, Præsten, og Menighedens Fyrster og Øversterne over Israels Tusinder, som vare med ham, hørte de Ord, som Rubens Børn og Gads Børn og Manasse Børn sagde, da var det godt for deres Øine.
31Og Pinehas, Eleasars, Præstens, Søn, sagde til Rubens Børn og til Gads Børn og til Manasse Børn: Idag kjende vi, at Herren er midt iblandt os, idet I have ikke forgrebet eder imod Herren med saadan Forgribelse; nu have I reddet Israels Børn af Herrens Haand.
32Da drog Pinehas, Eleasars, Præstens, Søn, og Fyrsterne tilbage fra Rubens Børn og fra Gads Børn, fra Gileads Land til Canaans Land, til Israels Børn; og de sagde dem Svar igjen.
21Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder:
1Og Rubens Børn og Gads Børn havde meget og saare stærkt Fæ; og de besaae det Land Jaeser og det Land Gilead, og see, det Sted var et (beqvemt) Sted til Fæ
2Og Gads Børn og Rubens Børn kom, og de sagde til Mose og til Eleasar, Præsten, og til Menighedens Fyrster, sigende:
9Saa vendte Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme tilbage, og gik fra Israels Børn, fra Silo, som er i Canaans Land, for at gaae til Gileads Land, til deres Eiendoms Land, i hvilket de havde taget (Arv) efter Herrens Befaling ved Mose.
10Og der de kom til de Grændser ved Jordanen, som ligge i Canaans Land, da byggede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme der et Alter ved Jordanen, et stort Alter af Anseelse.
11Og der Israels Børn hørte sige: See, Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme have bygget et Alter foran i Canaans Land ved Grændserne ved Jordanen, ved Israels Børns Vadested,
12der Israels Børn det hørte, da forsamlede sig al Israels Børns Menighed i Silo, til at drage op imod dem til Strid.
13Da sendte Israels Børn til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, Pinehas, Eleasars, Præstens, Søn,
15Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde:
34Og Rubens Børn og Gads Børn gave Alteret (det) Navn: At det er et Vidne imellem os, at Herren er Gud.
29og Mose sagde til dem: Dersom Gads Børn og Rubens Børn drage med eder over Jordanen, hver bevæbnet til Krigen, for Herrens Ansigt, og Landet er underlagt for eders Ansigt, da skulle I give dem det Land Gilead til Eiendom.
30Men dersom de ikke drage bevæbnede over med eder, da skulle de tage (Arv) midt iblandt eder i Canaans Land.
31Og Gads Børn og Rubens Børn svarede og sagde: Hvad Herren haver talet til dine Tjenere, saaledes ville vi gjøre.
32Vi, vi ville drage bevæbnede for Herrens Ansigt over i Canaans Land, og vor Arvs Eiendom skulle vi have paa denne Side Jordanen.
33Saa gav Mose dem, (nemlig) Gads Børn og Rubens Børn og Halvdelen af Manasse, Josephs Søns, Stamme, Sihons, den amoritiske Konges, Rige, og Ogs, Kongen af Basans, Rige, Landet med sine Stæder paa Grændserne, (ja) Landets Stæder trindt omkring.
24og dersom vi ikke gjorde dette af Omhyggelighed for denne Sags Skyld, sigende: Eders Børn maatte sige til vore Børn herefter, sigende: Hvad have I (at gjøre) med Herren, Israels Gud?
25Herren haver jo sat Jordanen til Landemærke imellem os og imellem eder, I Rubens Børn og Gads Børn, I have ingen Deel i Herren; saa maatte eders Børn komme vore Børn til at høre op, at de skulde ikke frygte Herren.
26Derfor sagde vi: Kjære, lader os gjøre os det, at bygge et Alter, ikke til Brændoffer og ei til Slagtoffer;
4det Land, som Herren haver slaget for Israels Menigheds Ansigt, det er et Land for Fæ, og dine Tjenere have Fæ.
5Og de sagde: Dersom vi have fundet Naade for dine Øine, da lad dette Land gives dine Tjenere til Eiendom, lad os ikke gaae over Jordanen.
6Da sagde Mose til Gads Børn og til Rubens Børn: Skulle eders Brødre drage i Krigen, og I skulle blive her?
7Og hvi forvende I Israels Børns Hjerte fra at drage over til det Land, som Herren haver givet dem?
25Og (hver af) Gads Børn og Rubens Børn sagde til Mose, sigende: Dine Tjenere skulle gjøre, saasom min Herre haver befalet.
26Vore smaae Børn, vore Hustruer, vort Fæ og alle vore Bæster, de skulle blive der, i Gileads Stæder.
12Og Rubens Børn og Gads Børn og Halvdelen af Manasse Stamme gik over bevæbnede for Israels Børns Ansigt, saasom Mose havde sagt til dem.
8Og vi indtoge deres Land; og vi gave Rubeniten og Gaditen og den halve Manasse Stamme det til Arv.
12Og vi toge det Land ind paa den samme Tid; fra Aroer, som ligger ved Arnons Bæk, og Halvdelen af Gileads Bjerg med sine Stæder gav jeg Rubeniterne og Gaditerne.
1Da kaldte Josva ad de Rubeniter og de Gaditer og den halve Manasse Stamme.
16Og jeg gav Rubeniterne og Gaditerne fra Gilead og indtil Arnons Bæk, midt i Bækken, og Landemærket, og indtil Jaboks Bæk, som er Ammons Børns Landemærke,
12Og til de Rubeniter og til de Gaditer og til Halvdelen af Manasse Stamme sagde Josva, sigende:
6Mose, Herrens Tjener, og Israels Børn sloge dem; og Mose, Herrens Tjener, gav de Rubeniter og de Gaditer og Halvdelen af Manasse Stamme det til Eiendom.
1Der Bileam saae, at det behagede Herren, at han velsignede Israel, da gik han ikke hen, som de andre Gange, at søge Spaadomme, men han rettede sit Ansigt mod Ørken.
2fordi de forekom ikke Israels Børn med Brød og med Vand, men leiede Bileam mod ham til at forbande ham, enddog vor Gud vendte den Forbandelse til en Velsignelse.
29at du ikke skal gjøre Ondt imod os, ligesom vi have ikke rørt dig, og ligesom vi have ikke gjort dig andet end Godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu Herrens Velsignede.
42Og af Israels Børns Halvdeel, som Mose halvdelede fra Mændene, som havde stredet,
14Thi de Rubeniters Børns Stamme efter deres Fædres Huus, og de Gaditers Børns Stamme efter deres Fædres Huus, de have faaet, og Manasse halve Stamme, de have faaet deres Arv.
22og Landet bliver underlagt for Herrens Ansigt, saa maae I derefter vende tilbage, og I skulle være uskyldige for Herren og for Israel, og I skulle have dette Land til Eiendom for Herrens Ansigt.
8med hvilken de Rubeniter og Gaditer have taget deres Arv, som Mose gav dem paa denne Side Jordanen mod Østen, ligesom Mose, Herrens Tjener, gav dem:
25Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de førte os Svar tilbage og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud haver givet os.
18Og Israels Børn sloge dem ikke, thi Menighedens Fyrster havde svoret dem ved Herren, Israels Gud; og al Menigheden knurrede mod Fyrsterne.
43nemlig Bezer i Ørken paa det jævne Land for Rubeniterne, og Ramoth i Gilead for Gaditerne, og Golon i Basan for Manassiterne.
25Og Gud saae Israels Børn, og Gud kjendte dem.
23Og Rubens Børns Landemærke var Jordanen og Landemærket (derhos); denne er Rubens Børns Arv efter deres Slægter, Stæderne og deres Landsbyer.
16Da gik de frem til ham og sagde: Vi ville ikkun bygge Faarestier her til vort Fæ, og Stæder for vore smaae Børn.