2 Krønikebok 13:18
Saa bleve Israels Børn ydmygede samme Tid, men Judæ Børn bleve bekræftede, thi de forlode sig fast paa Herren, deres Fædres Gud.
Saa bleve Israels Børn ydmygede samme Tid, men Judæ Børn bleve bekræftede, thi de forlode sig fast paa Herren, deres Fædres Gud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Derfor, see, Gud er med os foran, og hans Præster og Klangens Basuner til at blæse imod eder; (I) Israels Børn, strider ikke imod Herren, eders Fædres Gud, thi det skal ikke lykkes eder.
13Men Jeroboam lod et Baghold gaae omkring at komme bag paa dem, saa de vare foran Juda, og Bagholdet bag dem.
14Og Juda saae sig om, og see, da var Krigen for og bag dem, og de raabte til Herren, og Præsterne blæste i Basunerne.
15Og Judæ Mænd skrege; og det skede, der Judæ Mænd skrege, da slog Gud Jeroboam og al Israel for Abias og Judæ Ansigt.
16Og Israels Børn flyede for Judæ Ansigt, og Gud gav dem i deres Haand.
17Og Abia og hans Folk sloge dem med et stort Slag; og der faldt ihjelslagne af Israel fem hundrede tusinde udvalgte Mænd.
19Og Abia forfulgte Jeroboam og indtog Stæder fra ham, nemlig Bethel med dens tilhørende (Byer), og Jesana med dens tilhørende (Byer), og Ephron med dens tilhørende (Byer).
12Men Juda blev slagen for Israels Ansigt, og de flyede hver til sit Paulun.
22Men Juda blev slagen for Israels Ansigt, og de flyede hver til sine Pauluner.
13Og al Juda stod for Herrens Ansigt, ogsaa deres smaae Børn, deres Hustruer og deres Sønner.
17Dog Israels Børn, som boede i Judæ Stæder, over dem regjerede Rhoboam.
1I det attende Kong Jeroboams Aar, da blev Abia Konge over Juda.
12Guds Haand var og i Juda, at han gav dem eet Hjerte til at gjøre efter Kongens og de Øverstes Bud, efter Herrens Ord.
9Og Ammons Børn droge over Jordanen, at stride ogsaa imod Juda og imod Benjamin og imod Ephraims Huus, saa at Israel var saare trængt.
29Og Guds Frygt kom over alle Riger i Landene, der de hørte, at Herren havde stredet imod Israels Fjender.
7Og paa den samme Tid kom Hanani, den Seer, til Asa, Judæ Konge, og sagde til ham: Fordi du forlod dig fast paa Kongen af Syrien, og forlod dig ikke fast paa Herren din Gud, derfor er Kongen af Syriens Hær undkommen fra din Haand.
23Saa ydmygede Gud paa den Dag Jabin, Canaans Konge, for Israels Børns Ansigt.
24Og Israels Børns Haand fik Fremgang og blev haard over Jabin, Canaans Konge, indtil de udryddede Jabin, Canaans Konge.
24Enddog de Syrers Hær kom med faa Mænd, gav dog Herren en saare stor Hær i deres Haand, fordi de havde forladt Herren, deres Fædres Gud; og de udførte Dommene mod Joas.
18Da gjorde de sig rede og droge op til Guds Huus, og adspurgte Gud, og Israels Børn sagde: Hvo skal drage op for os til at begynde Krigen mod Benjamins Børn? og Herren sagde: Juda skal begynde.
19Thi Herren ydmygede Juda for Achas, Israels Konges, Skyld, fordi han havde blottet Juda og forgrebet sig saare imod Herren.
17Ikkun Israels Børn, som boede i Judæ Stæder, over dem regjerede Rhoboam.
10Og Herrens Frygt var over alle Riger i Landene, som (laae) trindt omkring Juda, saa at de ikke strede imod Josaphat.
7Og det skede, fordi Israels Børn havde syndet mod Herren deres Gud, som førte dem op af Ægypti Land fra at være under Pharaos, Kongen af Ægyptens, Magt, og fordi de havde frygtet andre Guder.
8Thi Judæ Børn havde stredet imod Jerusalem og indtaget den og slaget den med skarpe Sværd; og de havde sat Ild paa Staden.
9Og derefter vare Judæ Børn nedgangne at stride mod Cananiten, som boede paa Bjerget og mod Sønden og i det Lave.
31Og det skede, der de Øverste for Vognene saae Josaphat, da sagde de: Han er Israels Konge, og de droge omkring imod ham at stride; men Josaphat raabte, og Herren hjalp ham, og Gud tilskyndte dem (at drage) fra ham.
22Thi der faldt mange Ihjelslagne, thi Krigen var af Gud; og de boede i deres Sted, indtil (den Tid,) de bleve bortførte.
11Og Asa raabte til Herren sin Gud og sagde: Herre! der er ikke (Forskjel) hos dig at hjælpe, enten (hvor der er) megen eller ingen Kraft; hjælp os, Herre, vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn mod denne Hob; Herre! du er vor Gud, intet Menneske formaaer (Noget) imod dig.
12Og Herren slog Morianerne for Asas Ansigt og for Judæ Ansigt, og Morianerne flyede.
13Og Asa og Folket, som var med ham, forfulgte dem indtil Gerar, og der faldt af Morianerne, saa at Ingen af dem blev levende, thi de bleve sønderbrudte for Herrens Ansigt og for hans Hær; og de bare saare meget Rov (derfra).
4Og Juda drog op, og Herren gav Cananiterne og Pheresiterne i deres Haand; og de sloge dem i Besek, ti tusinde Mænd.
19Dertil holdt heller ikke Juda Herrens deres Guds Bud, men de vandrede efter Israels Skikke, som de gjorde.
2Og Herren sagde: Juda skal drage (først) op; see, jeg haver givet Landet i hans Haand.
1Og i det attende Kong Jeroboams, Nebats Søns, Aar blev Abiam Konge over Juda.
15Og han sagde: Giver Agt paa, al Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josaphat! saa sagde Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds.
4Og Abia stod op ovenpaa Zemaraims Bjerg, som ligger paa Ephraims Bjerg, og sagde: Hører mig, Jeroboam og al Israel!
5Og Herren gav Israel en Frelser, og de slap frie for at være under de Syrers Magt; og Israels Børn boede i deres Pauluner som tilforn.
18Da bøiede Josaphat sig med Ansigtet ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for Herrens Ansigt at nedbøie sig for Herren.
19Og Herren var med Juda, og han fordrev (dem, som boede paa) Bjerget; men (han formaaede) ikke at fordrive Indbyggerne i Dalen, fordi de hadde Jernvogne.
8Og nu sige I (ved eder selv), at I ville styrke eder imod Herrens Rige, (som er) under Davids Sønners Magt, fordi I ere en stor Hob og (have) hos eder Guldkalve, som Jeroboam gjorde eder til Guder.
5Thi Israel og Juda (skulle) ikke (forlades) i Enkestand af sin Gud, af den Herre Zebaoth, skjøndt deres Land er fyldt med Skyld for Israels Hellige.
4Og disse ere Ordene, som Herren talede til Israel og Juda;
6Da ydmygede de Øverste udi Israel sig, og Kongen, og de sagde: Herren er retfærdig.
4Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
4Og Juda samlede sig til at søge (Hjælp) af Herren; ogsaa af alle Judæ Stæder kom de til at søge Herren.