Salmenes bok 107:30

Original Norsk Bibel 1866

Da bleve de glade, at de vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begjæring —

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Joh 6:21 : 21 Da vilde de tage ham ind i Skibet; og Skibet var strax ved Landet, som de fore hen til.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 87%

    21lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,

    22og offre Takoffers Offere, og fortælle hans Gjerninger med Frydesang.

    23De, som fare ned paa Havet i Skibe, som udrette (deres) Gjerning i store Vande,

    24— de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.

    25Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.

    26De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.

    27De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.

    28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.

    29Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig.

  • 31lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,

  • 7den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,

  • 74%

    11Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.

    12Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.

    13Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.

  • 32Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret.

  • 15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.

  • 7Al Jorden hviler og er stille; de raabe med frydefuldt Skrig.

  • 73%

    6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.

    7Og han førte dem paa en ret Vei, at de gik til en Stad, som de kunde boe udi —

    8lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn;

  • 53Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender.

  • 72%

    13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.

    14Han udførte dem af Mørke og Dødens Skygge, og sønderrev deres Baand—

    15lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn;

  • 71%

    37Og der kom en stærk Hvirvelvind; men den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.

    38Og han var bag i Skibet og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?

    39Og han stod op, og truede Veiret og sagde til Søen: Ti! vær stille! og Veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.

    40Og han sagde til dem: Hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?

  • 71%

    23Men der de seilede, sov han ind; og en Hvirvelvind kom ned paa Søen, og de fik meget Vand ind og vare i Fare.

    24Da traadte de til ham, og vakte ham op og sagde: Mester! Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.

  • 9Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.

  • 71%

    26Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.

    27Men Menneskene forundrede sig og sagde: Hvad er denne for En, at baade Vindene og Havet ere ham lydige?

  • 19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.

  • 10Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.

  • 17Der have Ugudelige afladt (at gjøre) Uro, og der hvile de Kraftesløse.

  • 24Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.

  • 15Han drager dem op allesammen med en Krog, samler dem i sit Vod og sanker dem i sit Garn; derfor skal han glæde og fryde sig.

  • 69%

    17Og Retfærdighedens Gjerning skal være Fred, og Retfærdighedens Arbeides (Frugt) skal være Hvile og Tryghed indtil evig (Tid).

    18Og mit Folk skal boe i Freds Bolig, og i (megen) Trygheds Boliger, og i (meget) stille rolige (Steder).

  • 29Naar han gjør stille, hvo vil da dømme at være ugudelig? naar han skjuler Ansigtet, hvo vil da beskue ham? (dette siger jeg) baade om et Folk og om et Menneske tillige;

  • 14Disse skulle opløfte deres Røst, de skulle synge (med Fryd), de skulle raabe høit fra Havet for Herrens Herligheds Skyld.

  • 13Men der Søndenvind blæste op, og de meente, at de havde naaet deres Hensigt, lettede de Anker og holdt nær under Creta.

  • 68%

    40Og der de havde kappet Ankerne, overlode de (Skibet) til Havet og løsnede tillige Rorbaandene; og idet de ophidsede Raaseilet for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.

    41Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.

  • 21Da vilde de tage ham ind i Skibet; og Skibet var strax ved Landet, som de fore hen til.

  • 7Havet skal bruse og dets Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.

  • 12Og de troede paa hans Ord, de sang hans Lov.

  • 7De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.

  • 51Og han traadte ind i Skibet til dem, og Vinden stilledes; og de forfærdedes overmaade meget ved sig selv og forundrede sig.