Salmenes bok 46:2
Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden (at være) saare (stor).
Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden (at være) saare (stor).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
4 om end Vandene deri bruse og oprøres, (og) Bjergene bæve af dets stolte (Bølger). Sela.
5 Flodens Bække skulle glæde Guds Stad, (ja) det hellige (Sted) iblandt den Høiestes Boliger.
6 Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
7 Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
30 Al Jorden bæve for hans Ansigt, og (Jordens) Kreds skal befæstes, at den ikke ryster.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
5 Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa boe i dine Forgaarde; vi skulle mættes i dit Huses Gode, med dit Tempels hellige Ting.
6 Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,
5 han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,
6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
22 Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
5 Han grundfæstede Jorden paa sine Grundvolde, at den ikke skal ryste evindelig og altid.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
10 Thi Bjergene skulle (vel) vige, og Høiene bevæges, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt (ikke) bevæges, sagde Herren, din Forbarmer.
2 Thi han, han grundfæstede den paa Havene, og beredte den paa Floderne.
19 Og de skulle gaae ind i Klippers Huler og i Støvets Kuler for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
7 Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
14 Og Himmelen veg bort som et Haandskrift, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
10 som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, brænder Vognene med Ilden.
11 Lader af og vider, at jeg er Gud; jeg vil ophøies iblandt Hedningerne, jeg vil ophøies i Landet.
1 En Sang paa Trapperne. De, som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke skal ryste, (men) skal blive evindelig.
18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
6 Han haver omvendt Havet til det Tørre, de ere gangne tilfods over Floden; der have vi glædet os i ham.
18 Og det skal skee, om Nogen flyer for Forskrækkelsens Lyd, han skal falde i Hulen, og den, som opstiger midt af Hulen, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det Høie skulle oplades, og Jordens Grundvolde bæve.
19 Landet skal aldeles sønderslaaes, Landet skal aldeles sønderrives, Landet skal aldeles bevæges.
4 (Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
26 hvis Røst da bevægede Jorden; men nu har han lovet, sigende: Endnu eengang ryster jeg ikke aleneste Jorden, men og Himmelen.
25 Du skal ikke frygte for hastig Forskrækkelse, ei heller for de Ugudeliges Ødelæggelse, naar den kommer.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
4 Bjergene sprang som Vædere, Høiene som unge Lam.
2 Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
6 Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
6 Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
8 Al Jorden frygte sig for Herren, alle Verdens Indbyggere ræddes for ham!
2 Alle Folk, klapper med Haand, raaber (med Glæde) for Gud med frydefuld Røst!
9 (han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
7 Han skal ikke frygte for ond Tidende; hans Hjerte er fast, han forlader sig paa Herren.