Salmenes bok 62:3
Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.
Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Hvorlænge stille I efter en Mand? I skulle allesammen ihjelslaaes, (I skulle være) som en Væg, der hælder, som et Gjærde, der nedstødes.
11 Du skal fordærve deres Frugt af Jorden, og deres Sæd fra Menneskens Børn.
12 Thi de bøiede (sig) over dig til det Onde, de tænkte et Anslag, (dog) de kunde ikke (fuldkomme) det.
5 Du elskede Ondt mere end Godt, Løgn mere end at tale Retfærdighed. Sela.
40 Du gjorde din Tjeners Pagt til Intet, du vanhelligede hans Krone til Jorden.
41 Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.
2 Herre! udfri mig fra et ondt Menneske, bevar mig fra en fortrædelig Mand.
22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
7 De randsage Uretfærdigheder, de fuldkomme det, som er nøie randsaget (af dem), ja Enhvers Inderste og dybe Hjerte.
8 Men Gud haver skudt dem; deres Plager ere en hastig Piil.
10 Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
60 Du saae al deres Hevn, (ja) alle deres Tanker imod mig.
61 Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,
62 deres Læber, som stode op imod mig, og deres Betænkning imod mig den ganske Dag.
9 Hvad ville I tænke imod Herren? han gjør en Ende (derpaa); Nøden skal ikke komme to Gange.
10 Fordi de ere i hverandre forviklede som Torne, og ere drukne efter deres (sædvanlige) Drukkenskab, ere de fortærede som et tørt Straa fuldkommeligen.
11 Der er En udgangen fra dig, som tænker Ondt imod Herren, en Belials Raadgiver.
10 Herre! opslug (dem), adskil deres Tunge; thi jeg haver seet Vold og Trætte i Staden.
12 Mine Venner og mine Staldbrødre staae tvært over for (og see paa) min Plage, og mine Nærmeste staae langt borte.
14 De Ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fælde en Elendig og Fattig, at slagte dem, som ere oprigtige paa Veien.
15 Deres Sværd skal komme i deres (eget) Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes.
5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?
13 derfor skal denne Misgjerning blive eder som en Rift i en faldende (Muur), som giver sig ud paa en høi Muur, der brister hasteligen i et Øieblik.
9 Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
3 Thi see, dine Fjender larme, og dine Hadere opløfte Hovedet.
7 En ufornuftig Mand kjender det ikke, og en Daare forstaaer det ikke,
40 Og de skulle opføre en Forsamling over dig, og stene dig (ihjel) med Stene, og igjennemstikke dig med deres Sværd.
23 Kast din Omhu paa Herren, og han, han skal forsørge dig; han skal ikke tilstede, at den Retfærdige rokkes evindeligen.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
20 Gud skal høre og ydmyge dem, han, der bliver evindelig, Sela— fordi aldeles ingen Forandring er hos dem, og de frygte ikke Gud.
2 thi see, de Ugudelige spænde Bue, de berede deres Piil paa Strængen, at skyde i Mørke paa de Oprigtige af Hjerte;
3 Skjul mig for de Ondes hemmelige Raad, for deres Forsamling, som gjøre Uret,
4 som skjærpe deres Tunge som et Sværd; de spende (Bue og skyde) deres Piil, (som er) et bittert Ord,
4 (Hvorlænge) skulle de udgyde (deres Ord), skulle de tale haardt? (hvorlænge) skulle de tale om sig selv, Alle, som gjøre Uret?
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
32 En Ugudelig lurer paa den Retfærdige og søger efter at dræbe ham.
9 Og han skal sætte Muurbrækkere imod dine Mure, og nedbryde dine Taarne ved sine Sværd.
2 Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme), som giver Underviisning;
2 der Doeg, den Edomiter, kom og gav Saul tilkjende, og sagde ham: David er kommen i Achimelechs Huus.
7 Gud! sønderbryd deres Tænder i deres Mund; Herre! afbryd de unge Løvers Kindtænder.
15 Lur ikke, du Ugudelige! paa en Retfærdigs Bolig, forstyr ikke hans Leie.
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
3 Drag mig ikke hen med de Ugudelige og med dem, som gjøre Uret, som tale Fred med deres Næste, enddog der er Ondt i deres Hjerte.
2 Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.
20 Thi de tale ikke Fred, men mod de Stille i Landet optænke de svigfulde Sager.
5 De sagde: Kommer, og lader os udslette dem, (at de ere) ikke et Folk, og at Israels Navn skal ikke ydermere ihukommes.
2 Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.