Salmene 139:10
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.
24 Du skal lede mig ved dit Raad og derefter antage mig til Ære.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12 Mørkhed er og ikke mørk hos dig, og Natten maa lyse som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
8 Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).
7 Naar jeg vandrer midt i Angest, skal du holde mig i Live; du skal udrække din Haand over mine Fjenders Vrede, og din høire Haand skal frelse mig.
8 Herren skal gjøre Ende (derpaa) for mig; Herre! din Miskundhed er evindelig, overgiv ikke dine Hænders Gjerninger.
13 Thi jeg er Herren din Gud, som tager fat paa din høire Haand, som siger til dig: Frygt ikke, jeg, jeg hjælper dig.
13 Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
173 Lad din Haand være mig til Hjælp, thi jeg haver udvalgt dine Befalinger.
10 frygt ikke, thi jeg er med dig, see ikke om (til Andre), thi jeg er din Gud; jeg haver styrket dig, ja hjulpet dig, ja opholdt dig med min Retfærdigheds høire Haand.
14 Den er Guds Veies Begyndelse; han, som den gjorde, laver sit Sværd (til den).
5 Herren er den, som bevarer dig; Herren er din Skygge over din høire Haand.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
4 Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi du er med mig; din Kjep og din Stav, de skulle trøste mig.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
8 Thi Kongen forlader sig paa Herren, og ved den Høiestes Miskundhed skal han ikke snuble.
10 Lær mig at gjøre din Velbehagelighed, thi du er min Gud; din Aand er god, lad ham føre mig i det jævne Land.
24 og see, om der er en Vei, som (gjør) Smerte i mig, og led mig paa en evig Vei.
25 Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, og hans Horn skal ophøies i mit Navn.
11 Du skal kundgjøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af megen Glæde, liflige (Værelser) ved din høire Haand evindelig.
3 Bøi dit Øre til mig, red mig hasteligen; vær mig en stærk Klippe, et saare fast Huus til at frelse mig.
16 Herrens høire Haand er ophøiet, Herrens høire Haand gjør kraftige (Gjerninger).
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
73 Dine Hænder have gjort mig og beredt mig; underviis mig, saa vil jeg lære dine Bud.
5 Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
9 Naar han gjør (Noget) paa den venstre Side, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig paa den høire Side, da kan jeg ikke see (ham).
24 Naar han falder, da skal han ikke bortkastes; thi Herren opholder hans Haand.
11 Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
27 at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
6 Ophøi dig, Gud! over Himlene, og din Ære over al Jorden.
2 Om de end grove sig ned i Helvede, skal (dog) min Haand hente dem derfra, og om de end opfore i Himmelen, vil jeg dog kaste dem ned derfra.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
109 Mit Liv er altid i min Haand; dog haver jeg ikke glemt din Lov.