Salmenes bok 49:11
Thi man skal see, at de Vise skulle døe, at en Daare og en Ufornuftig skulle omkomme tillige, og de skulle forlade deres Gods til Andre.
Thi man skal see, at de Vise skulle døe, at en Daare og en Ufornuftig skulle omkomme tillige, og de skulle forlade deres Gods til Andre.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
13 Dog bliver et Menneske, (som er) i Værdighed, ikke varagtigt (derudi); han bliver lignet ved Bæsterne, som udryddes.
14 Denne deres Vei er en Daarlighed af dem; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela.
8 Der kan ingen Mand nogenlunde frelse en Broder, han kan ikke give Gud hans Forsoning;
9 — thi deres Sjæls Forløsning skal koste meget og maatte holde op evindeligen —
10 at han fremdeles skulde leve evindeligen (og) ikke see Graven.
29 De Retfærdige skulle arve Landet og boe deri evindelig.
16 Men Gud skal forløse min Sjæl af Gravens Vold, thi han haver antaget mig. Sela.
17 Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed bliver stor.
18 Thi han skal slet Intet tage (med sig), naar han døer; hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
19 Enddog han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man lover dig, fordi du gjør dig tilgode,
17 Og han, han kastede Lod for dem, og hans Haand deelte det ud iblandt dem ved Maalesnoren; de skulle eie det evindeligen, og fra Slægt til Slægt skulle de boe deri.
3 Gods og Rigdom (skal være) i hans Huus, og hans Retfærdighed bestaaer altid.
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
21 Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
4 Thi der findes ingen Baand indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
28 Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.
8 Deres Sæd er stadfæstet for deres Ansigt med dem, og deres Afkom er for deres Øine.
9 Deres Huse have Fred uden Frygt, og Guds Riis er ikke over dem.
21 Og de skulle bygge Huse (og boe deri), og plante Viingaarde og æde deres Frugt.
22 De skulle ikke bygge, at en Anden skal boe (deri, og) ikke plante, at en Anden skal æde (det); thi som Træets Dage skulle mit Folks Dage være, og mine Udvalgte skulle lade deres Hænders Gjerning blive gammel.
4 En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.
13 De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
18 Alle Hedningers Konger, (ja) de alle, de ligge med Ære (begravne), hver i sit Huus.
18 Herren kjender de Fuldkomnes Dage, og deres Arv skal blive evindeligen.
24 Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone (skulde vare) fra Slægt til Slægt?
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
13 Derfor skal deres Gods blive til Rov, og deres Huse til en Ødelæggelse, og de skulle bygge Huse, men ikke boe i dem, og plante Viingaarde, men ikke drikke Viin af dem.
11 Herrens Raad bestaaer evindelig, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
8 Men var der en Mand, (som brugte sin) Arms Styrke, han havde Landet, og den, hvis Person var anseet, boede deri.
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
14 fra Folk ved din Haand, Herre! fra Verdens Folk, (som have) deres Deel i Livet, og hvis Bug du fylder med dit skjulte Liggendefæ; deres Børn mættes, og det, (som de have) tilovers, lade de (efter sig) til deres spæde Børn.
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.
13 Herre! dit Navn er evindelig; Herre! din Ihukommelse er fra Slægt til Slægt.
25 Og de skulle boe i Landet, som jeg gav min Tjener Jakob, som eders Fædre boede udi; og de skulle boe der, de og deres Børn og deres Børnebørn, til evig Tid, og David, min Tjener, (skal være) deres Fyrste evindeligen.
16 Herren er Konge evindelig og altid, Hedningerne ere omkomne af hans Land.
11 Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
16 Thi hverken den Vises eller en Daares Ihukommelse skal være evindelig, efterdi det, som allerede er, altsammen bliver forglemt i de tilkommende Dage, og hvor maa dog den Vise døe tilligemed Daaren!
13 Hans Sjæl skal blive varagtig i det Gode, og hans Sæd skal arve Landet.
19 Du, Herre! du skal blive evindeligen, din Throne fra Slægt til Slægt.
17 Hans Navn skal blive evindelig; saalænge som Solen varer, skal hans Navn forplantes fra Børn til Børnebørn, og de skulle velsigne sig selv i ham; alle Hedninger skulle prise ham salig.
6 Thi han skal ikke rokkes evindelig; en Retfærdig skal være til en evig Ihukommelse.
18 Han byggede sit Huus som Møl, og som en Hytte, (hvilken) en Vogter gjør.
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
18 Han, han havde dog fyldt deres Huse med Godt; derfor er de Ugudeliges Raad langt fra mig.
6 Thi du, Gud! du haver hørt mine Løfter, du haver givet dem Eiendom, som frygte dit Navn.
7 Og hans Land er fyldt med Sølv og Guld, og der er ingen Ende paa hans Liggendefæ; og hans Land er fyldt med Heste, og der er ingen Ende paa hans Vogne.
12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.