Jobs bok 21:8
Deres Sæd er stadfæstet for deres Ansigt med dem, og deres Afkom er for deres Øine.
Deres Sæd er stadfæstet for deres Ansigt med dem, og deres Afkom er for deres Øine.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Deres Huse have Fred uden Frygt, og Guds Riis er ikke over dem.
10 Hans Tyr befrugter og bortkaster ikke (Sæden), hans Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
11 De udsende deres unge Børn som en Faarehjord, og deres Børn springe.
7 Hvorfor leve de Ugudelige, blive gamle, ja veldige i Formue?
9 Og man skal kjende deres Sæd iblandt Hedningerne, og deres Afkomme midt iblandt Folkene; Alle, som see dem, skulle kjende dem, at de ere en Sæd, som Herren har velsignet.
2 Hans Sæd skal være mægtig paa Jorden; de Oprigtiges Slægt skal velsignes.
10 Du skal gjøre dem som en gloende Ovn i din Vredes Tid; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og en Ild skal fortære dem.
23 De skulle ikke bemøie sig forgjæves og ei føde til Forskrækkelse; thi de ere deres Sæd, som ere velsignede af Herren, og deres Afkom med dem.
28 Men du (bliver) den Samme, og dine Aar faae ingen Ende.
19 See, det er hans Veis Glæde, og der skulle Andre opvoxe af Støvet.
13 Denne er et ugudeligt Menneskes Deel hos Gud, og Tyranners Arv, som de skulle faae af den Almægtige:
14 Haver han mange Børn, (da skulle de komme) til Sværdet, og hans Afkom skal ikke mættes af Brød.
20 Og hans Sønner skulle være som fordum, og hans Menighed skal befæstes for mit Ansigt, og jeg vil hjemsøge Alle, som fortrykke ham.
23 Giver (Gud) ham (at leve) i Tryghed, da forlader han sig fast derpaa; dog ere hans Øine over deres Veie.
21 Tilreder for hans Børn, at de maae slagtes for deres Fædres Misgjerning, at de ikke komme op, hverken at arve Landet eller at fylde Jorderiges Kreds med Stæder.
8 Saasom jeg haver seet: De, som pløie Uret, og de, som saae Møie, de maae høste det Samme.
16 (Dog) see, deres Gode er ikke i deres Haand; de Ugudeliges Raad er langt fra mig.
25 Og du skal fornemme, at din Sæd skal blive mangfoldig, og din Afkom som Græs paa Jorden.
11 Thi man skal see, at de Vise skulle døe, at en Daare og en Ufornuftig skulle omkomme tillige, og de skulle forlade deres Gods til Andre.
8 da maa jeg saae, men en Anden æde det, og min Afkom maa oprykkes med Rod.
13 Hans Sjæl skal blive varagtig i det Gode, og hans Sæd skal arve Landet.
8 Du skal ikkun skue det med dine Øine, og see, hvorledes det betales de Ugudelige.
30 Alle Fede paa Jorden skulle æde og tilbede; alle de, som nedfare i Støv, skulle bøie sig for ham, og den, som ikke kan holde sin Sjæl i Live.
16 Naar Ugudelige blive mange, bliver Overtrædelse megen, men Retfærdige skulle see paa deres Fald.
19 Og din Sæd skulde være som Sand, og dit Livs Afkom som Smaastene derudi; dens Navn skulde ikke udryddes eller ødelægges fra (at være) for mit Ansigt.
3 See, Børn ere Herrens Arv, Livsens Frugt er en Løn.
18 De blive som Straa for Veiret, og som Avnen, den en Hvirvelvind bortstjæler.
19 Gud gjemmer hans Uret til hans Børn, han betaler ham, at han fornemmer det.
4 Hans Børn skulle være langt fra Frelse og sønderstødes i Porten, og der skal Ingen være, som redder (dem).
6 paa det den Slægt, som kom herefter, ja de Børn, som skulde fødes, kunde vide (dem), at de kunde opstaae og fortælle dem for deres Børn,
2 Du plantede dem, de fik ogsaa Rødder, de gik frem, de bare ogsaa Frugt; du var nær i deres Mund, men langt borte fra deres Nyrer.
4 Veed du Tiden, naar Steengjederne føde? haver du taget vare paa, naar Hinderne ville føde?
4 Thi der findes ingen Baand indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
7 Han unddrager ikke sine Øine fra en Retfærdig, men (sætter ham) med Konger paa Thronen; der sætter han dem evindeligen, og de skulle ophøies.
21 Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.
6 Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.
5 Der frygte de saare, fordi Gud er med den Retfærdiges Slægt.
21 at eders Dage og eders Børns Dage maae blive mangfoldige i det Land, som Herren svoer eders Fædre at give dem, som Himmelens Dage over Jorden.
14 fra Folk ved din Haand, Herre! fra Verdens Folk, (som have) deres Deel i Livet, og hvis Bug du fylder med dit skjulte Liggendefæ; deres Børn mættes, og det, (som de have) tilovers, lade de (efter sig) til deres spæde Børn.
7 Den, som vandrer frem i sin Fuldkommenhed, er retfærdig; salige ere hans Børn efter ham.
14 De, som ere plantede i Herrens Huus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde.
29 Jeg vil holde ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal holdes ham troligen.
30 Og jeg vil sætte hans Sæd altid, og hans Throne (saa længe) som Himmelens Dage (vare).
8 Om dets Rod bliver gammel i Jorden, og Stubben deraf døer i Støvet,
7 (Hvert af) deres Øine staaer ud for Fedme, (deres) Hjertes Tanker faae Fremgang.
2 Og de sige ikke i deres Hjerte, at jeg haver ihukommet al deres Ondskab; nu have deres Idrætter omringet dem, de ere for mit Ansigt.
4 Dersom dine Sønner have syndet for ham, da haver han henkastet dem formedelst deres Overtrædelser.
21 Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
21 (Om der lagdes) Magt til Magt, saa bliver en Ond ikke uskyldig, men de Retfærdiges Sæd skal undkomme.