Ordspråkene 13:14
Den Vises Lærdom er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
Den Vises Lærdom er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27Herrens Frygt er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
24Livsens Vei er for den Kloge oventil, paa det han skal undvige Helvede nedentil.
15En god Forstand skal give Naade, men de Troløses Vei er haard.
13Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.
12Der er en Vei, som synes ret for en Mand, men det Sidste deraf er Dødens Veie.
28Paa Retfærdigheds Sti er Livet, og (dens) Sties Vei er ikke Døden.
22Klogskab er for dem, som eie den, Livets Kilde, men Daarers Tugt er Daarlighed.
23Den Vises Hjerte skal undervise hans Mund og formere Lærdom paa hans Læber.
16Hvo, som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl, (men) hvo, der foragter sine Veie, skal dødes.
8Det er den Kloges Viisdom at forstaae sig paa sin Vei, men Daarers Daarlighed er Svig.
5hvo, som er viis, høre til og forbedre sig i Lærdom, og hvo, som er forstandig, bekomme (gode) Raad —
6til at forstaae Ordsprog og Udlæggelse, de Vises Ord og deres mørke Taler.
7Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
8Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
23Thi Budet er en Lygte, og Loven er et Lys, og Tugtens (idelige) Overbeviisninger ere Livets Vei,
14Kongens Hastighed er Dødens Bud, men en viis Mand skal forsone den.
5Torne (og) Snarer ere paa den Forvendtes Vei, (men) den, som bevarer sin Sjæl, skal vige langt fra den.
31Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
16Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vei, skal hvile i Dødningers Forsamling.
6Forlader de Vanvittige, saa skulle I leve, og gaaer (ret) frem paa Forstands Vei.
17De Oprigtiges slagne Vei er at vige fra det Onde; hvo, der forvarer sin Vei, bevarer sin Sjæl.
17At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
14De Vise skulle gjemme Kundskab, men en Daares Mund er nær ved Fordærvelse.
15En Vanvittig troer Allting, men en Klog agter paa sin Gang.
16En Viis frygter og viger fra Ondt, men en Daare farer igjennem og er tryg.
10Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
11da skulle (kloge) Anslag bevare dig, (ja) Forstand bevogte dig,
2Ugudeligheds Liggendefæ gavner ikke, men Retfærdighed redder fra Døden.
10Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, og (hans) Kundskab er de Helliges Forstand.
19Saaledes er Retfærdighed til Livet, ligesom den, der efterjager Ondt, (farer) til sin Død.
28Og han sagde til Mennesket: See, Herrens Frygt, den er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand.
33Viisdom hviler i den Forstandiges Hjerte, men (det, som er) inden i Daarer, skal kjendes.
13Saligt er det Menneske, som finder Viisdom, og det Menneske, som fremfører Forstand.
23Herrens Frygt (fører) til Livet; thi saadan En skal være mæt (af Rolighed) Natten over, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.
25Der er en Vei, som synes en Mand ret, men det Sidste deraf er Dødens Veie.
8(Den, som er) viis af Hjertet, antager Budene, men (den, som haver) daarlige Læber, skal kuldkastes.
10Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, en god Klogskab for alle dem, som gjøre derefter; hans Priis bestaaer altid.
9Ephraim! hvad skal jeg ydermere med de Afguder? jeg, jeg vil bønhøre, og jeg vil see til ham, jeg (vil være) som et grønt Fyrretræ, din Frugt er funden (at være) af mig.
3I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.
15Et forstandigt Hjerte kjøber Kundskab, og de Vises Øre søger efter Kundskab.
5Hvo, som holder Budet, skal intet Ondt fornemme, og den Vises Hjerte skal vide Tid og Ret.
13Tag fat paa Tugt, lad (den) ikke fare, bevar den, thi den er dit Liv.
20Den, som omgaaes med Vise, skal blive viis, men den, som er Daarers Staldbroder, skal faae Ulykke.
7Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn, men den, som føder Fraadsere, beskjæmmer sin Fader.
15Lad den fare, gak ikke frem paa den, vig fra den og gak forbi.
2Thi jeg haver givet eder en god Lærdom; forlader ikke min Lov.
4De, som forlade Loven, rose en Ugudelig, men de, som bevare Loven, blande sig med dem (i Strid).
5En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
17Vær ikke meget ugudelig, og vær ikke daarlig; hvorfor skulde du døe i Utide?
21En Retfærdigs Læber skulle føde Mange, men Daarer skulle døe, fordi dem fattes Forstand.