Ordspråkene 17:2
En klog Tjener skal herske over en Søn, som beskjæmmer, og skal dele Arv midt iblandt Brødre.
En klog Tjener skal herske over en Søn, som beskjæmmer, og skal dele Arv midt iblandt Brødre.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21Naar En opføder sin Tjener kræsent fra Ungdommen, da vil han paa det Sidste være en Søn.
29Den, som forstyrrer sit Huus, skal arve Veir, og en Daare (skal være) dens Tjener, (som er) viis i Hjertet.
35Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.
7Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn, men den, som føder Fraadsere, beskjæmmer sin Fader.
20En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
25En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.
15Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
35De Vise skulle arve Ære, men (hver) af Daarerne skal optage Skam.
1Salomos Ordsprog. En viis Søn glæder en Fader, men en daarlig Søn er sin Moders Bedrøvelse.
13Bedre er et fattigt Barn, som er viist, end en gammel Konge, som er en Daare, som endnu ikke veed at lade sig paaminde.
1En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
11Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
17Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
5En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
6I en Retfærdigs Huus er meget Gods, men der er Forstyrrelse i en Ugudeligs Indkomme.
1Bedre er en tør Mundbid, naar Rolighed er derhos, end et Huus, fuldt af slagtet (Qvæg), med Trætte.
10Det staaer ikke en Daare vel an at forlyste sig, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.
5Den, som samler om Sommeren, er en klog Søn, (men) den, som sover hart om Høsten, er en Søn, som beskjæmmer.
6Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.
17Men han skal kjendes ved hendes førstefødte Søn, som han hader, at give ham dobbelt saa meget som en anden, af alt det, der findes hos ham; thi han er hans første Kraft, ham hører Førstefødsels Ret til.
18Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
21Den, som avler en Daare, (avler ham) sig til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glædes.
13En daarlig Søn er sin Fader en (stor) Ulykke, og en Qvindes Trætter ere et ideligt Dryp.
14Huus og Gods arves efter Forældre, men en forstandig Qvinde (kommer) fra Herren.
24En Retfærdigs Fader skal storligen fryde sig; den, som avler en Viis, skal glædes ved ham.
26Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
9Den, som er ringeagtet og har en Tjener, er bedre end den, som ærer sig selv og fattes Brød.
22Ved en Tjener, naar han regjerer, og en Daare, naar han bliver mæt af Brød,
18Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
6Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
7En Rig hersker over Arme, og den, som tager tillaans, er den Mands Tjener, som udlaaner.
15Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),
44Sandelig siger jeg eder: Han skal sætte ham over alt sit Gods.
47Sandelig jeg siger eder, at han skal sætte ham over alt sit Gods.
16En Daares Fortørnelse skal kjendes samme Dag, men den, som skjuler Forsmædelse, er klog.
24De Flittiges Haand skal herske, men en svigefuld (Mand) skal vorde skatskyldig.
19En Tjener kan ikke tugtes med Ord; thi om han (det end) forstaaer, saa svarer han (dog) ikke (dertil).
6Thi hver skal tage fat paa sin Broder af sin Faders Huus (og) sige: Du haver Klæder, vær vor Fyrste, lad vort Anstød være under din Haand.
3Der er Digel til (at prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
4som vel forestaaer sit eget Huus, som haver lydige Børn med al Ærbarhed,
21Den Arv, som man først haster meget efter, den skal ikke velsignes paa det Sidste.
11Viisdom er god med Arvegods, og de, som see Solen, have Fordeel (deraf).
18Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
17De Vises Ord høres i Rolighed, mere end en Regents Skrig iblandt Daarer.
45Hvilken er derfor den tro og snilde Tjener, som hans Herre haver sat over sit Tyende, at give dem Mad itide?
19Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.
22En God skal gjøre, at Børnebørn faae Arv, men en Synders Gods er gjemt til den Retfærdige.
1Men jeg siger: Saalænge Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset;
3I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.
10Irettesættelse nedfarer dybere i en Forstandig, end at slaae en Daare hundrede (Gange).