Ordspråkene 17:2

Original Norsk Bibel 1866

En klog Tjener skal herske over en Søn, som beskjæmmer, og skal dele Arv midt iblandt Brødre.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Ordsp 10:5 : 5 Den, som samler om Sommeren, er en klog Søn, (men) den, som sover hart om Høsten, er en Søn, som beskjæmmer.
  • Ordsp 19:26 : 26 Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
  • Fork 4:13 : 13 Bedre er et fattigt Barn, som er viist, end en gammel Konge, som er en Daare, som endnu ikke veed at lade sig paaminde.
  • 1 Mos 24:4-9 : 4 Men du skal gaae til mit Land og til min Slægt, og tage min Søn Isak en Hustru. 5 Og Svenden sagde til ham: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig til dette Land; skal jeg da endelig føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen af? 6 Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igjen. 7 Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Huus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvoer mig og sagde: Dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal derfra tage min Søn en Hustru. 8 Men dersom Qvinden vil ikke følge dig, da skal du være fri for denne min Ed; aleneste min Søn skal du ikke føre derhen. 9 Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd, og svoer ham paa denne Handel 10 Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og foer bort, og havde allehaande af sin Herres Gods med sig, og gjorde sig rede og drog til Mesopotamia, til Nachors Stad. 11 Der opbandt han Kamelerne udenfor Staden ved en Vandbrønd, mod Aftens Tid, mod den Tid, (da Qvindfolkene pleiede at) gaae ud, at drage (Vand). 12 Og han sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, lad det vederfares idag for mig, og gjør Miskundhed mod min Herre Abraham. 13 See, jeg staaer ved denne Vandbrønd, og Folkenes Døttre af Staden komme ud at drage Vand. 14 Og naar det skeer, at (der kommer nu) en Pige, til hvilken jeg siger: Bøi nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil endog give dine Kameler at drikke; (da lad det skee,) at hun er den, som du haver udseet til din Tjener Isak, og jeg derpaa kan kjende, at du haver gjort Miskundhed mod min Herre. 15 Og det skede, før han havde endt at tale, see, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, (hvilken var) en Søn af Milka, Nachors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Axel. 16 Og Pigen var meget deilig af Udseende, en Jomfru, og ingen Mand havde kjendt hende; og hun gik ned til Brønden og fyldte sin Krukke, og gik op. 17 Da løb Svenden imod hende og sagde: Kjære, lad mig drikke lidet Vand af din Krukke. 18 Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand, og gav ham at drikke. 19 Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage (Vand) til dine Kameler, til de have afdrukket. 20 Og hun skyndte sig og lod af sin Krukke i Truget, og løb fremdeles til Brønden at drage, og hun drog til alle hans Kameler. 21 Og Manden undredes (saare) paa hende, taug dog stille, for at faae at vide, om Herren havde ladet hans Reise lykkes, eller ei. 22 Og det skede, der Kamelerne havde afdrukket, gav Manden (hende) et Guldsmykke, som veiede en halv Sekel, og (satte) to Armbaand paa hendes Hænder, de veiede ti Gylden. 23 Og han sagde: Hvis Datter er du? Kjære, siig mig nu, monne der være Rum i din Faders Huus, at herberge os inat? 24 Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, (hvilken er) Milkas Søn, som hun fødte Nachor. 25 Og hun sagde til ham: Der er baade Straa og meget Foder hos os, ogsaa er der Rum til Herberge inat. 26 Og Manden bøiede sig og tilbad for Herren. 27 Og han sagde: Lovet være Herren, min Herres Abrahams Gud, som ikke haver forladt sin Miskundhed og sin Sandhed mod min Herre; (hvad) mig (anlanger), Herren haver ført mig paa Veien til min Herres Broders Huus. 28 Og Pigen løb og kundgjorde i sin Moders Huus disse Handeler. 29 Og Rebekka havde en Broder, og hans Navn var Laban; og Laban løb ud til Manden ved Brønden. 30 Og det skede, der han saae Smykket, og Armbaandene paa sin Søsters Hænder, og der han hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saa haver Manden sagt til mig, da kom han til Manden, og see, han stod hos Kamelerne ved Brønden. 31 Og han sagde: Kom ind, du Herrens Velsignede, hvi staaer du herude? thi jeg haver beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne. 32 Saa kom Manden i Huset og løste Kamelerne, og han gav Kamelerne Straa og Foder, og Vand til at toe hans Fødder og de Mænds Fødder, som vare med ham. 33 Og der blev sat Mad for ham, men han sagde: Jeg vil ikke æde, før jeg haver udtalet mine Ord; og han sagde: Tal. 34 Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend. 35 Og Herren haver velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han haver givet ham Faar og Fæ, og Sølv og Guld, og Svende og Tjenestepiger, og Kameler og Asener 36 Og Sara, min Herres Hustru, haver født min Herre en Søn, efterat hun var gammel, og ham haver han givet alt det, han eier. 37 Og min Herre haver taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Cananiternes Døttre, i hvis Land jeg boer. 38 Men du skal fare hen til min Faders Huus og til min Slægt, og tage min Søn en Hustru. 39 Og jeg sagde til min Herre: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig. 40 Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg haver vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Reise, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Huus. 41 Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig (hende), saa er du fri for min Ed. 42 Saa kom jeg idag til Brønden og sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, mon du haver givet Lykke paa min Reise, paa hvilken jeg haver vandret? 43 See, jeg staaer ved denne Vandbrønd, og naar det skeer, der kommer en Jomfru ud, at drage (Vand), og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke, 44 og hun siger til mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa drage til dine Kameler; saa være hun den Qvinde, som Herren haver udseet til min Herres Søn. 45 Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, see, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Axel, og hun gik ned til Brønden og drog (Vand) op; da sagde jeg til hende: Kjære, giv mig at drikke. 46 Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned af sig, og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav og Kamelerne at drikke. 47 Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du? og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, (hvilken er) Nachors Søn, den Milka fødte ham. Saa hængte jeg et Smykke paa hendes Ansigt, og Armbaand paa hendes Hænder. 48 Og jeg bøiede mig og tilbad for Herren, og lovede Herren, min Herres Abrahams Gud, som ledede mig paa den rette Vei, at tage min Herres Broders Datter til hans Søn. 49 Og nu, dersom (I ville) gjøre Miskundhed og Sandhed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville, siger mig det, at jeg kan vende mig til den høire eller til den venstre Side. 50 Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Handel er kommen af Herren, vi kunne intet tale til dig Ondt eller Godt. 51 See, der er Rebekka for dig, tag (hende) og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som Herren haver sagt. 52 Og det skede, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøiede han sig til Jorden for Herren. 53 Og Svenden udtog Sølvtøi og Guldtøi og Klæder, og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebare Skjenk. 54 Saa aade de og drak, han og de Mænd, som vare med ham, og bleve der om Natten; og de stode op om Morgenen, og han sagde: Lader mig fare (hjem) til min Herre. 55 Da sagde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti; siden maa du fare. 56 Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi Herren haver givet mig Lykke paa min Reise; lader mig fare, og jeg vil vandre til min Herre. 57 Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger. 58 Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand? og hun sagde: Jeg vil fare. 59 Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme, og Abrahams Svend og hans Mænd fare. 60 Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster, bliv du til mange tusinde Gange ti tusinde, og din Sæd skal eie sine Fjenders Port. 61 Saa stod Rebekka op, og hendes Piger, og de satte sig paa Kameler og fore efter Manden, og Svenden annammede Rebekka og foer bort. 62 Og Isak kom gaaende fra den Brønd, (som kaldes) den Levendes, som seer mig; thi han boede i Landet imod Sønden. 63 Og Isak var udgangen til at gjøre Bøn paa Marken, mod Aftenen; og han opløftede sine Øine og saae, og see, Kamelerne kom. 64 Og Rebekka opløftede sine Øine og saae Isak, og steg hastig ned af Kamelen. 65 Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaaer paa Marken imod os? og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig. 66 Og Svenden fortalte Isak hele Sagen, som han havde udrettet. 67 Saa ledede Isak hende i sin Moders Saras Paulun, og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende; og Isak blev trøstet efter sin Moder.
  • Ordsp 29:15 : 15 Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
  • Ordsp 11:29 : 29 Den, som forstyrrer sit Huus, skal arve Veir, og en Daare (skal være) dens Tjener, (som er) viis i Hjertet.
  • Ordsp 14:35 : 35 Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 21Naar En opføder sin Tjener kræsent fra Ungdommen, da vil han paa det Sidste være en Søn.

  • 29Den, som forstyrrer sit Huus, skal arve Veir, og en Daare (skal være) dens Tjener, (som er) viis i Hjertet.

  • 35Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.

  • 7Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn, men den, som føder Fraadsere, beskjæmmer sin Fader.

  • 20En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.

  • 25En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.

  • 15Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.

  • 35De Vise skulle arve Ære, men (hver) af Daarerne skal optage Skam.

  • 1Salomos Ordsprog. En viis Søn glæder en Fader, men en daarlig Søn er sin Moders Bedrøvelse.

  • 13Bedre er et fattigt Barn, som er viist, end en gammel Konge, som er en Daare, som endnu ikke veed at lade sig paaminde.

  • 1En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,

  • 11Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.

  • 17Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.

  • 72%

    5En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.

    6I en Retfærdigs Huus er meget Gods, men der er Forstyrrelse i en Ugudeligs Indkomme.

  • 1Bedre er en tør Mundbid, naar Rolighed er derhos, end et Huus, fuldt af slagtet (Qvæg), med Trætte.

  • 10Det staaer ikke en Daare vel an at forlyste sig, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.

  • 5Den, som samler om Sommeren, er en klog Søn, (men) den, som sover hart om Høsten, er en Søn, som beskjæmmer.

  • 6Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.

  • 72%

    17Men han skal kjendes ved hendes førstefødte Søn, som han hader, at give ham dobbelt saa meget som en anden, af alt det, der findes hos ham; thi han er hans første Kraft, ham hører Førstefødsels Ret til.

    18Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,

  • 21Den, som avler en Daare, (avler ham) sig til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glædes.

  • 72%

    13En daarlig Søn er sin Fader en (stor) Ulykke, og en Qvindes Trætter ere et ideligt Dryp.

    14Huus og Gods arves efter Forældre, men en forstandig Qvinde (kommer) fra Herren.

  • 24En Retfærdigs Fader skal storligen fryde sig; den, som avler en Viis, skal glædes ved ham.

  • 26Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.

  • 9Den, som er ringeagtet og har en Tjener, er bedre end den, som ærer sig selv og fattes Brød.

  • 22Ved en Tjener, naar han regjerer, og en Daare, naar han bliver mæt af Brød,

  • 18Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.

  • 71%

    6Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.

    7En Rig hersker over Arme, og den, som tager tillaans, er den Mands Tjener, som udlaaner.

  • 15Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),

  • 44Sandelig siger jeg eder: Han skal sætte ham over alt sit Gods.

  • 47Sandelig jeg siger eder, at han skal sætte ham over alt sit Gods.

  • 16En Daares Fortørnelse skal kjendes samme Dag, men den, som skjuler Forsmædelse, er klog.

  • 24De Flittiges Haand skal herske, men en svigefuld (Mand) skal vorde skatskyldig.

  • 19En Tjener kan ikke tugtes med Ord; thi om han (det end) forstaaer, saa svarer han (dog) ikke (dertil).

  • 6Thi hver skal tage fat paa sin Broder af sin Faders Huus (og) sige: Du haver Klæder, vær vor Fyrste, lad vort Anstød være under din Haand.

  • 3Der er Digel til (at prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, men den, som prøver Hjerterne, er Herren.

  • 4som vel forestaaer sit eget Huus, som haver lydige Børn med al Ærbarhed,

  • 21Den Arv, som man først haster meget efter, den skal ikke velsignes paa det Sidste.

  • 11Viisdom er god med Arvegods, og de, som see Solen, have Fordeel (deraf).

  • 18Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.

  • 17De Vises Ord høres i Rolighed, mere end en Regents Skrig iblandt Daarer.

  • 45Hvilken er derfor den tro og snilde Tjener, som hans Herre haver sat over sit Tyende, at give dem Mad itide?

  • 19Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.

  • 22En God skal gjøre, at Børnebørn faae Arv, men en Synders Gods er gjemt til den Retfærdige.

  • 1Men jeg siger: Saalænge Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset;

  • 3I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.

  • 10Irettesættelse nedfarer dybere i en Forstandig, end at slaae en Daare hundrede (Gange).