Salmenes bok 69:10
Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre, og (som) en Udlænding for min Moders Børn.
11 Og jeg græd med min Sjæls Fasten, men det blev mig til Forhaanelser.
12 Og jeg brugte en Sæk til mit Kledebon, men jeg var dem til et Ordsprog.
12 De betale mig Ondt for Godt, (idet de) berøve min Sjæl.
13 Men der de vare syge, iførte jeg mig en Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og min Bøn kom igjen i mit Skjød.
14 Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
19 Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
21 Forhaanelse brød mit Hjerte, og jeg er svag; og jeg ventede efter, at Nogen skulde ynkes (derover), men der var Ingen, og efter Trøstere, men jeg fandt ikke (nogen).
7 Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! lad dem ikke blive forhaanede formedelst mig, som søge dig, Israels Gud!
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
9 Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.
24 Mine Knæ rave af Faste, og mit Kjød er magert og haver ingen Fedme.
25 Og jeg, jeg maa være deres Spot; (naar) de see mig, da ryste de deres Hoved.
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
19 Thi efterat jeg var omvendt, angrede det mig, og siden jeg kjendte det, slog jeg paa Laaret; jeg var beskjæmmet og skammede mig ogsaa, thi jeg maatte bære min Ungdoms Forhaanelse.
50 Herre! hvor ere dine forrige Miskundheder, som du svoer David i din Sandhed?
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
3 Og jeg vendte mit Ansigt til den Herre Gud, at søge (ham) ved Bøn og (ydmyge) Begjæringer, med Faste og Sæk og Aske.
14 efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
5 Skulde (Saadant) som dette være en Faste, som jeg haver udvalgt, at et Menneske plager sit Liv en Dag, eller at han hælder sit Hoved ned som et Siv, eller ligger i Sæk og Aske? vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for Herren?
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
22 Vælt af fra mig Forhaanelse og Foragtelse, thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
14 Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
3 Hvi fastede vi, og du saae det ikke? (hvi) plagede vi vor Sjæl, og du vil ikke vide det? see, paa den Dag, I faste, finde I (eders) Lyst og kræve alle eders (besværlige) Arbeider.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
3 Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
17 Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Bespottere eller frydede mig (med dem); jeg sad alene for din Haands Skyld, thi du haver fyldt mig med Harm.
14 dem, som mine Læber oplode (sig med), og min Mund talede, da jeg var i Angest.
8 Thi naar jeg taler, maa jeg skrige (og) raabe om Vold og Ødelæggelse; thi Herrens Ord er blevet mig til Forhaanelse og Haanhed den ganske Dag.
6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
8 Og nu, Herre! hvad haver jeg biet efter? Min Forventelse er til dig.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.