Salmene 109:25
Og jeg, jeg maa være deres Spot; (naar) de see mig, da ryste de deres Hoved.
Og jeg, jeg maa være deres Spot; (naar) de see mig, da ryste de deres Hoved.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
14 Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre, og (som) en Udlænding for min Moders Børn.
10 Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 Og jeg græd med min Sjæls Fasten, men det blev mig til Forhaanelser.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
16 Iblandt Øienskalke, som bespotte for en Kages Skyld, skare de med deres Tænder over mig.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
23 Jeg gaaer bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver udstødt som en Græshoppe.
24 Mine Knæ rave af Faste, og mit Kjød er magert og haver ingen Fedme.
7 Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! lad dem ikke blive forhaanede formedelst mig, som søge dig, Israels Gud!
19 Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
9 Men nu er jeg bleven deres Strængeleg, og maa være dem til Snak.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte i mit Ansigt.
14 Du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Bespottelse og Haanhed for dem, (som ere) trindt omkring os.
15 Du gjør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet (ad os) iblandt Folkene.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
39 Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede paa deres Hoveder og sagde:
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
17 Thi Hunde have omkringgivet mig, de Ondes Hob have omringet mig; de have gjennemgravet mine Hænder og mine Fødder.
14 Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig.
15 Lad dem blues og blive tilskamme tilhobe, som søge efter mit Liv, at omkomme det; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville (mig) Ondt.
18 Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
16 Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
6 Jeg hengav min Ryg for dem, som (mig) sloge, og mine Kindbeen til dem, som rykkede (Haar af mig), jeg skjulte ikke mit Ansigt fra Forsmædelser og Spyt.
61 Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,
12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
19 See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.
13 Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
41 Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
24 Loe jeg til dem, (da) troede de (det) ikke, og de gjorde ikke, at mit Ansigts Lys faldt.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
50 Herre! hvor ere dine forrige Miskundheder, som du svoer David i din Sandhed?
21 Og de lode deres Mund vidt op imod mig, de sagde: Ha, ha! det saae vort Øie.
78 Lad de Hovmodige beskjæmmes, thi de ville forvende mig med Løgn; (men) jeg, jeg vil tale om dine Befalinger.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
13 Mange Øxne have omkringgivet mig, de stærke (Øxne) af Basan have omringet mig.