Høysangen 8:1
Gid du var min Broder, som diede min Moders Bryst! (gid) jeg maatte finde dig paa Gaden! (da) skulde jeg kysse dig, og de skulde ikke foragte mig.
Gid du var min Broder, som diede min Moders Bryst! (gid) jeg maatte finde dig paa Gaden! (da) skulde jeg kysse dig, og de skulde ikke foragte mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Jeg vilde lede dig, jeg vilde føre dig til min Moders Huus, du skal oplære mig; jeg vil give dig at drikke af krydret Viin, af mit Granatæbles Most.
3Hans venstre Haand være under mit Hoved, og hans høire Haand omfavne mig!
4Jeg haver besvoret eder, I Jerusalems Døttre! hvi vilde I opvække, og hvi vilde I komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil)?
5Hvo er hun, som opfarer af Ørken og hælder sig til sin Kjæreste? Jeg opvakte dig under Æbletræet, der undfangede din Moder dig, der undfangede hun, som fødte dig.
1Jeg ledte om Nætterne paa min Seng efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke.
2(Jeg sagde:) Jeg vil nu staae op og gaae omkring i Staden, paa Stræderne og paa Gaderne, jeg vil lede efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, og fandt ham ikke.
3Vægterne, de, som gik omkring i Staden, fandt mig; (til dem sagde jeg:) Have I seet den, som min Sjæl elsker?
4Der jeg kom lidet frem fra dem, fandt jeg den, som min Sjæl elsker; jeg greb ham, og vil ikke lade ham fare, indtil jeg faaer ledet ham til min Moders Huus, og til hendes inderste Kammer, som undfangede mig.
8Vi have en liden Søster, og hun haver ikke Bryster; hvad skulle vi gjøre ved vor Søster paa den Dag, man skal tale for hende?
7Giv mig tilkjende, du, hvilken min Sjæl elsker! hvor du føder (Hjorden), hvor du lader den ligge om Middagen; thi hvorfor skulde jeg være som den, der skjuler sig hos dine Medbrødres Hjorde?
8Dersom du veed det ikke, du deiligste iblandt Qvinderne! (da) gak ud paa Faarenes Fodspor, og fød dine Kid ved Hyrdernes Boliger.
9Jeg haver lignet dig, min Veninde! ved mine Heste for Pharaos Vogne.
2Han kysse mig med sin Munds Kys, thi din megen Kjærlighed er bedre end Viin.
19(Hun være dig) som en (meget) kjær Hind og en yndig Steengjed, lad hendes Bryster altid vederqvæge dig, vandre stedse omkring i hendes Kjærlighed.
20Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?
9Du haver betaget mit Hjerte, min Søster, o Brud! du haver betaget mit Hjerte med eet af dine Øine (og) med een Kjæde om din Hals.
10Hvor deilig er din (megen) Kjærlighed, min Søster, o Brud! hvad er din megen Kjærlighed bedre end Viin, og dine Salvers Lugt bedre end alle (kostelige) Urter!
11Dine Læber, o Brud! dryppe af Honningkage; der er Honning og Melk under din Tunge, og dine Klæders Lugt er ligesom Lugt af Libanon.
12Min Søster, o Brud! du er en tillukket Have, et tillukket Væld, en beseglet Kilde.
3Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.
13Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun forhærdede sit Ansigt og sagde til ham:
10Jeg er en Muur, og mine Bryster ere ligesom Taarne; da var jeg for hans Øine som hun, der finder Fred.
1Jeg er kommen, min Søster, o Brud! i min Have, jeg haver afbrudt min Myrrha med min kostelige Urt, jeg haver ædet min Honningkage med min Honning, jeg haver drukket min Viin med min Melk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I Elskelige!
2Jeg sov, (siger hun), men mit Hjerte vaagede; (det er) min Kjærestes Røst, som banker, (sigende): Lad op for mig, min Søster, min Veninde, min Due, min Fuldkomne! thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.
6Hvor deilig og hvor liflig er du, o Kjærlighed i Vellyster!
7Denne din Høide er lig et Palmetræ, og dine Bryster Viinklaserne.
8Jeg sagde: Jeg vil opstige paa Palmetræet, jeg vil tage fat paa dets Grene, og dine Bryster skulle være som Viinklaser paa Viintræet, og din Næses Lugt som Æbler,
9og din Gane som den gode Viin, som gaaer retteligen til min Kjæreste, som kommer de sovende Læber til at tale.
10Jeg er min Kjærestes, og hans Attraa er til mig.
5Dine to Bryster ere ligesom to unge Raatvillinger, som græsse iblandt Lilier.
6Indtil Dagen bliver luftig, og Skyggerne flye bort, vil jeg gaae til Myrrha-Bjerg og til Viraks-Høi.
1Hvor er din Kjæreste hengangen, o du deiligste iblandt Qvinderne! hvor haver din Kjæreste vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
8Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! om I finde min Kjæreste, hvad skulle I forkynde ham? —at jeg er syg af Kjærlighed.
9Hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, du deiligste iblandt Qvinderne! hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, at du haver saa besvoret os?
6Jeg, jeg lod op for min Kjæreste, men min Kjæreste havde vendt sig bort, han var gaaen forbi; (da) udgik min Sjæl ved det, han havde talet, jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte ad ham, men han svarede mig ikke.
13Min Kjæreste er mig en Myrrhabusk, som bliver varagtig imellem mine Bryster.
14Min Kjæreste er mig en Copherdrue i Viingaardene udi En-Gedi.
4Drag mig, efter dig ville vi løbe; Kongen førte mig i sine inderste Kammere, vi ville fryde os og glæde os i dig, vi ville komme din (megen) Kjærlighed mere ihu end Viin; de Oprigtige elske dig.
12Hvorfor forekom Knæerne mig, og hvorfor er jeg opfostret med Bryst?
3Dine to Bryster ere ligesom to unge Raatvillinger.
14Fly (du), min Kjæreste! og vær du lig en Raa eller en ung Hind paa (kostelige) Urters Bjerge.
12Lad os staae aarle op til Viingaardene, lad os see, om Viintræerne blomstre, om de (smaae) Druer ere udsprungne, (og) om Granattræerne blomstre; der vil jeg give dig min (megen) Kjærlighed.
3Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min Kjæreste iblandt Sønnerne; jeg begjærer (at være) under hans Skygge og sidde (derunder), og hans Frugt er sød for min Gane.
4Siig til Viisdom: Du er min Søster, og Forstand skal du kalde en Kynding,
6Hans venstre Haand være under mit Hoved, og hans høire Haand omfavne mig!
18— thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
11at I maae die og mættes af dens (megen) Trøsts Bryst, at I maae udtrykke det og forlyste eder selv med dens Herligheds Skin.
27og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
9Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
2Gaaer irette med eders Moder, gaaer irette (med hende), thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ikke hendes Mand; og lader hende bortskaffe sine Horerier fra sit Ansigt, og sit Skjørlevnet fra sine Bryster,