Habakkuk 1:2
Herre! hvorlænge skal jeg skrige, og du vil ikke høre? (ja) raabe til dig for Vold, og du vil ikke frelse?
Herre! hvorlænge skal jeg skrige, og du vil ikke høre? (ja) raabe til dig for Vold, og du vil ikke frelse?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Hvorfor lader du mig see Uret og skue Møie? baade Ødelæggelse og Vold er for mig, og der er Kiv og Trætte, som man maa bære.
1Den Byrde, som Habakuk, Propheten, haver seet:
1Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
1Habakuks, Prophetens, Bøn, over Sigjonoth:
2Herre! (der) jeg hørte Tidende fra dig, frygtede jeg; Herre! hold din Gjerning i Live midt i Aarene, kundgjør det midt i Aarene; i Fortørnelse ihukom at være barmhjertig.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
8Thi naar jeg taler, maa jeg skrige (og) raabe om Vold og Ødelæggelse; thi Herrens Ord er blevet mig til Forhaanelse og Haanhed den ganske Dag.
7See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
21Hvor længe skal jeg see Banner, skal jeg høre Trompetens Lyd?
14Jeg taug fra fordum (Tid), jeg var taus, jeg holdt mig; (men nu) vil jeg raabe, som hun, der føder, jeg vil ødelægge og upsluge tillige.
1En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
12Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
19Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
20Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
4Da skulle de raabe til Herren, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den samme Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.
1Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
2Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
3Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
18Derfor vil jeg ogsaa handle (imod dem) med Grumhed, mit Øie skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; og de skulle raabe for mine Øren med høi Røst, og jeg vil ikke høre dem.
42De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
9Ved (Volds) Mangfoldighed komme de (Ugudelige) dem, som lide Vold, til at raabe; de skrige for de Stores Arm.
4Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
2Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
18Herren, han er retfærdig, thi jeg var gjenstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og seer min Smerte; mine Jomfruer og mine unge Karle ere gaaede i Fængsel.
11Derfor sagde Herren saaledes: Jeg lader komme Ulykke over dem, af hvilken de ikke skulle kunne undkomme, og de skulle raabe til mig, og jeg skal ikke bønhøre dem.
20Herre! see og sku, hvem du haver saa handlet med; mon Qvinder skulde æde deres Frugt, de spæde Børn, (som man bærer) paa Hænderne? mon Præst og Prophet skulde ihjelslaaes i Herrens Helligdom?
1Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
15See, de, de sige til mig: Hvor er Herrens Ord? Kjære, lad det komme.
10Og der skal være paa den samme Tid, siger Herren, et Raabs Lyd fra Fiskeporten, og en Hylen fra (Stadens) anden (Part), og en stor Forstyrrelse fra Høiene.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
12Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
11Men jeg sagde: Hvorlænge, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde foruden Indbyggere, og Husene foruden Mennesker, og Landet plat ødelægges.
1En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
16Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
46Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
1Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
22Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
20Men, Herre Zebaoth! du retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, jeg skal see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret for dig min Sag.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
13(Dine) Øine ere renere, end at du gjerne seer Ondt, og du kan ikke skue Møie; hvorfor skulde du da skue de Troløse (og) tie, naar en Ugudelig opsluger en Retfærdigere end han?
2Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
19Thi Folket i Zion skal boe i Jerusalem; du skal jo ikke græde saare, han skal vist benaade dig, naar (han hører) dit Raabs Røst; han skal svare dig, naar han hører det.