Ordspråkene 25:28
(Som) en nedreven Stad foruden Muur, (saa) er en Mand, som ikke kan lukke til for sin Aand.
(Som) en nedreven Stad foruden Muur, (saa) er en Mand, som ikke kan lukke til for sin Aand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
32En Langmodig er bedre end en vældig (Mand), og den, som hersker over sin Aand, end den, der indtager en Stad.
22En Viis farer op i de Vældiges Stad, og skal nedkaste dens Trygheds Styrke.
23Hvo, der bevarer sin Mund og sin Tunge, bevarer sin Sjæl fra Angester.
28Det er en Konges Ære at have meget Folk, men hvor Folket er borte, der er en Fyrstes Fordærvelse.
29En Langmodig har megen Forstand, men den, som er hastig i Sindet, ophøier Daarlighed.
14En Mands Mod kan opholde ham i hans Sygdom, men naar Modet er nedslaget, hvo kan (da) bære det?
26(Som) en Kilde, der er rørt (med Fødderne), og et fordærvet Kildevæld, (saa) er en Retfærdig, som snubler for en Ugudelig.
27At æde megen Honning er ikke godt, (ei heller er det) en Ære, naar (Folk) randsage deres (egen) Ære.
1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
7(Enddog) at den haver ingen Fyrste, Foged eller Regent,
11Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
12For Forstyrrelse ophøies en Mands Hjerte, men Ydmyghed (gaaer) for Ære.
27Den, som haver god Kundskab, sparer sin Tale, og en forstandig Mand er koldsindig.
18Foran Forstyrrelse er Hovmodighed, og foran Fald en høi Aand.
22En vredagtig Mand blander sig i Trætte, og en hastig Mand (gjør) megen Overtrædelse.
23Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
10Den øde Stad er sønderbrudt, hvert Huus er tillukket, at Ingen gaaer ind.
4Om Regentens Mod ophøier sig imod dig, (da) lad ikke dit Sted fare; thi den, som lader af, gjør, at store Synder hvile.
29Den, som forstyrrer sit Huus, skal arve Veir, og en Daare (skal være) dens Tjener, (som er) viis i Hjertet.
5Og efterdi at Viindrankeren er utro, (og er) en stolt Mand, saa vil han ikke blive i (sin) Bolig; thi han udvider sin Sjæl som Helvede, og han er som Døden, der kan ikke mættes, og vil sanke til sig alle Hedningerne, og samle til sig alle Folkene.
2Ja, naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, synder.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
23Mod Saadanne er Loven ikke.
8Et Menneske haver ikke Magt over Aanden, at forhindre Aanden, og ingen Magt paa Dødens Dag; han kan og Ingen sende (for sig) i Krigen, og Ugudelighed kan ikke redde dem, der eie den.
1Viin (gjør) en Spotter, stærk Drik (gjør, at) En larmer, og hver, som forvildes derved, bliver ikke viis.
2En Konges Forfærdelse er som en ung Løves Brølen; den, ham fortørner, synder imod sit Liv.
25at de skulle føle sig for i Mørket, hvor intet Lys er, og han gjør, at de fare vild som den Drukne.
12En, som fattes Forstand, foragter sin Næste, men en Mand, (som haver) Forstand, tier.
26Hvo, som forlader sig paa sit Hjerte, han er en Daare, men den, som vandrer i Viisdom, han skal undkomme.
31og see, der vare opkomne idel Tidsler paa den, dens Overflade var skjult med Nelder, og Steengjærdet derom var nedbrudt.
5— thi dersom Nogen ikke veed at forestaae sit eget Huus, hvorledes kan han sørge for Guds Menighed? —
18Som en Galen, der kaster Gnister, Pile og dødelige (Skud),
11En Daare udlader al sin Aand, men en Viis skal omsider stille den.
17Den, som er hastig til Vrede, gjør Daarlighed, og en underfundig Mand hades.
14Der var en liden Stad, og faa Folk i den, og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Bolværker om den;
15Som en brølende Løve og en omkringløbende Bjørn er en Ugudelig, der hersker over et ringe Folk.
16En Fyrste, som fattes (al) Forstand, fortrykker og (Andre) meget, men hvo, der hader Gjerrighed, skal forlænge (sine) Dage.
15Ved Langmodighed bliver en Fyrste overtalt, og en blød Tunge sønderbryder Been.
15Daarers Arbeide skal gjøre Enhver af dem træt, efterdi han ikke veed at gaae til Staden.
14See, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
9(Naar) en viis Mand gaaer irette med en daarlig Mand, enten han heftig bevæges eller leer, faaer han ingen Ro.
27De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
9Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarers Barm.
28Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
5Vognene skulle fare frem, som de vare galne, paa Stræderne, de skulle løbe hid og did paa Gaderne; deres Skikkelse er som Blus, de løbe som Lynet.
20Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde Godt, og den, (som taler) forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke.
18Naar der ikke ere Syner, bliver et Folk blottet, men den, som bevarer Loven, han er salig.
10Og I skulle tælle Jerusalems Huse, og nedbryde Husene til at befæste Muren med.
1Salomos Sang paa Trapperne. Dersom Herren ikke bygger et Huus, da arbeide de forgjæves, som bygge derpaa; dersom Herren ikke bevarer en Stad, da vaager Vægteren forgjæves.
19Hvor mange Ord ere, (der) lader Overtrædelse ikke af, men den, som holder inde med sine Læber, er klog.