Ordspråkene 18:14
En Mands Mod kan opholde ham i hans Sygdom, men naar Modet er nedslaget, hvo kan (da) bære det?
En Mands Mod kan opholde ham i hans Sygdom, men naar Modet er nedslaget, hvo kan (da) bære det?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22Et glad Hjerte er en god Lægedom, men et nedslaget Mod fortørrer Been.
13Et glad Hjerte gjør Ansigtet behageligt, men ved Hjertets Bekymring nedslaaes Modet.
28(Som) en nedreven Stad foruden Muur, (saa) er en Mand, som ikke kan lukke til for sin Aand.
15Et forstandigt Hjerte kjøber Kundskab, og de Vises Øre søger efter Kundskab.
27Menneskets Aand er Herrens Lygte, som randsager Alt, (som er i) hans inderste Bug.
27Den, som haver god Kundskab, sparer sin Tale, og en forstandig Mand er koldsindig.
25Bekymring i en Mands Hjerte nedbøier det, men et godt Ord skal glæde det.
22Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.
29En Langmodig har megen Forstand, men den, som er hastig i Sindet, ophøier Daarlighed.
30Et sundt Hjerte er Legemets Liv, men Avind er (som) Raaddenhed i Benene.
14Dersom han vilde sætte sit Hjerte dertil, da samlede han sin Aand og sin Aande til sig;
8Sandelig, den Aand, der er i Menneskene, og den Almægtiges Aande gjør dem forstandige.
23Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
3Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder (dem i) deres Smerter.
16Herre! ved disse Ting maae de leve, og min Aands Liv er ved dem alle; og du skal gjøre mig stærk og holde mig i Live.
18Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angester.
10Er du efterladen paa Nøds Dag, (da) er din Kraft ringe.
12For Forstyrrelse ophøies en Mands Hjerte, men Ydmyghed (gaaer) for Ære.
13(Dersom) Nogen giver Svar, før han hører, (da) er det ham en Daarlighed og Skam.
18Foran Forstyrrelse er Hovmodighed, og foran Fald en høi Aand.
4Tungens Lægedom er Livsens Træ, men (naar der er) et forvendt Væsen i den, (da er det, som naar Noget) sønderbrydes af Veir.
11Thi hvilket Menneske veed, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? saa veed og Ingen, hvad der er i Gud, uden Guds Aand.
8Et Menneske haver ikke Magt over Aanden, at forhindre Aanden, og ingen Magt paa Dødens Dag; han kan og Ingen sende (for sig) i Krigen, og Ugudelighed kan ikke redde dem, der eie den.
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
21Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?
10Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
2Alle en Mands Veie ere rene for hans Øine, men Herren er den, som veier Aander.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
5Raad i en Mands Hjerte er som dybt Vand, men en forstandig Mand skal drage det op.
13at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
8Enden paa en Ting er bedre end Begyndelsen derpaa; en Langmodig er bedre end den, som haver et høit Mod.
11Og see, der var en Qvinde, som havde havt en Skrøbeligheds Aand i atten Aar, og hun var sammenkrumpen og kunde aldeles ikke see op.
1Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper en Saadan tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
18og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet.
17En barmhjertig Mand gjør vel imod sin Sjæl, men en grum forstyrrer sit Kjød.
14Den, som bortvender Miskundhed fra sin Ven, forlader den Almægtiges Frygt.
4Om Regentens Mod ophøier sig imod dig, (da) lad ikke dit Sted fare; thi den, som lader af, gjør, at store Synder hvile.
5Hvorfor skulde I slaaes ydermere, (da) I (dog kun) forøge (eders) Afvigelse? det ganske Hoved er sygt, og det ganske Hjerte er svagt.
6Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet Heelt paa det, (men) Saar og Blaaslaget og Bylder, fulde af Røde, som ikke ere udtrykkede og ei forbundne og ei lindrede med Olie.
16Derfor blive vi ikke trætte, men om endog vort udvortes Menneske gaaer til grunde, fornyes dog det indvortes Dag fra Dag;
11Et Menneskes Klogskab gjør ham langmodig, og det er ham en Ære at gaae Overtrædelse forbi.
18Thi han, han gjør Smerte og forbinder, han saarer, og hans Hænder læge.
4De Stærkes Bue er brudt, og de Skrøbelige ere omgjordede med Styrke.
4Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
30De Unge skulle blive trætte og vansmægte, og de udvalgte (Mænd) skulle visseligen falde.
32En Langmodig er bedre end en vældig (Mand), og den, som hersker over sin Aand, end den, der indtager en Stad.
14Et fravendt Hjerte skal mættes af sine Veie, men en god Mand (viger) fra ham.
1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
8En Mand skal roses efter sin Forstands Beskaffenhed, men den, som er forvendt i Hjertet, skal blive til en Foragt.