Ordspråkene 14:28
Det er en Konges Ære at have meget Folk, men hvor Folket er borte, der er en Fyrstes Fordærvelse.
Det er en Konges Ære at have meget Folk, men hvor Folket er borte, der er en Fyrstes Fordærvelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2For Landets Overtrædelse blive mange Fyrster deri; men naar der er et forstandigt, et vittigt Menneske, saa lever han længe.
14Hvor intet Raad er, (der) maa Folket falde, hvor mange Raadgivere ere, (der) er Frelse.
13Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
14Kongens Hastighed er Dødens Bud, men en viis Mand skal forsone den.
15I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn.
29En Langmodig har megen Forstand, men den, som er hastig i Sindet, ophøier Daarlighed.
33Viisdom hviler i den Forstandiges Hjerte, men (det, som er) inden i Daarer, skal kjendes.
34Retfærdighed ophøier et Folk, men Synd er en gruelig Ting iblandt Folk.
35Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.
14Saligt er det Menneske, som altid frygter, men den, som forhærder sit Hjerte, skal falde i Ulykke.
15Som en brølende Løve og en omkringløbende Bjørn er en Ugudelig, der hersker over et ringe Folk.
16En Fyrste, som fattes (al) Forstand, fortrykker og (Andre) meget, men hvo, der hader Gjerrighed, skal forlænge (sine) Dage.
16En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig (Mand) fries ikke ved stor Kraft.
22Anslag gjøres til Intet, naar der ikke er hemmeligt Raad, men hvor der ere mange Raadgivere, (der) skal det bestaae.
1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
2Naar Retfærdige blive mange, skal Folket glædes, men naar en Ugudelig hersker, skal Folket sukke.
25At forfærdes for et Menneske fører i Strikke, men den, som forlader sig paa Herren, bliver ophøiet.
26Mange søge en Regents Ansigt, men en Mands Dom er af Herren.
27Herrens Frygt er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
2En Konges Forfærdelse er som en ung Løves Brølen; den, ham fortørner, synder imod sit Liv.
18Foran Forstyrrelse er Hovmodighed, og foran Fald en høi Aand.
28Miskundhed og Sandhed skulle bevare en Konge, og han understøtter sin Throne ved Miskundhed.
24De Vises Krone er deres Rigdom, men Daarers Daarlighed (bliver) Daarlighed.
12For Forstyrrelse ophøies en Mands Hjerte, men Ydmyghed (gaaer) for Ære.
4Hvor Kongens Ord er, der er Magt, og hvo tør sige til ham: Hvad gjør du?
28Naar Ugudelige opkomme, maa et Menneske skjule sig, men naar de omkomme, skulle de Retfærdige blive mange.
6Ær dig ikke selv for Kongens Ansigt, og staa ikke i de Mægtiges Sted.
7Thi det er bedre, at man siger til dig: Stig hid op, end at man skal fornedre dig for en Fyrstes Ansigt, saa dine Øine see derpaa.
16Naar Ugudelige blive mange, bliver Overtrædelse megen, men Retfærdige skulle see paa deres Fald.
6Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.
7Det staaer en Daare ikke vel an at tale om ypperlige Ting, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.
18Naar der ikke ere Syner, bliver et Folk blottet, men den, som bevarer Loven, han er salig.
17Saligt er du, Land, hvis Konge er født af de Ypperste, og hvis Fyrster ville æde i Tide til Styrke og ikke til Drukkenskab.
3I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.
12Naar Retfærdige fryde sig, (da er der) stor Ære, men naar Ugudelige opstaae, skal man lede efter Folk.
23Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
6Thi med (vise) Raadslag skal du føre Krig for dig, og hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse.
22En Viis farer op i de Vældiges Stad, og skal nedkaste dens Trygheds Styrke.
21Min Søn! frygt Herren og Kongen; bland dig ikke iblandt de Foranderlige;
4Sagtmodigheds Løn er Herrens Frygt, Rigdom og Ære og Livet.
18Vanvittige arve Daarlighed, men Kloge skulle krone sig med Kundskab.
14En Konge, som dømmer de Ringe troligen, hans Throne skal stadfæstes evindelig.
14med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
9Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Fyrsterne.
16Lidet er bedre i Herrens Frygt, end stort Liggendefæ, naar der er Forstyrrelse derhos.
14Der var en liden Stad, og faa Folk i den, og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Bolværker om den;
10Det staaer ikke en Daare vel an at forlyste sig, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.
10Med Hovmodighed foraarsager man ikkun Trætte, men hos dem, som beraade sig, er Viisdom.
2(Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.
40Han udøste Foragt paa Fyrsterne, og lod dem fare vild i det Øde, (hvor) ingen Vei er.